’Instant Family – Når 2 bliver til 5’: Adoptionskomedie med Mark Wahlberg og Rose Byrne er overraskende nuanceret
»Hvad gør vi med white savior-komplekset? Så det ikke bliver ligesom i ’Avatar’?«
Der er mange ting at tænke over, når et purhvidt, privilegeret amerikansk middelklassepar vil adoptere tre vanrøgtede børn af latino-oprindelse. Så det er ikke helt dumt, at den kommende far vil høre, hvordan han undgår en hvid-mand-redder-dagen-og-pudser-glorien-situation.
Heldigvis lykkes det komedien ’Instant Family – Når 2 bliver til 5’ at styre uden om den problematik. For selvom man måske ikke umiddelbart forventer meget af instruktøren bag ’Sex Drive’ og ’Daddy’s Home’ 1 og 2, så er ’Instant Family’ en fin og momentvis ret underholdende film om at være plejeforældre.
Sean Anders, der har baseret filmens på sine egne erfaringer som adoptivfar, rammer først og fremmest rigtigt ved at have fremavlet en god kemi mellem mest fremtrædende makkerpar.
Ellie og Pete, spillet af Rose Byrne og Mark Wahlberg, komplimenterer hinanden som det sprælske par, der tjener til en lækker livsstil ved at købe, istandsætte og sælge huse videre – flippe, som det hedder. De har aldrig rigtigt overvejet at få børn, men her på vippen til at være for sent på den, kigger de forbi til et orienteringsmøde for potentielle plejeforældre.
Her møder de alt fra det næstekærlige kristne par til det ressourcestærke homopar og ikke mindst en enlig, hvid kvinde, der vil udleve en ’The Blind Side’-fantasi og gøre en afroamerikaner til sportslegende. Det hele bliver styret og tilrettelagt af de to socialrådgivere Karen og Sharon (Tig Notaro og Octavia Spencer) – filmens komiske kerne og konsekvente leverandør af jokes, der lander ordentligt. Som da Spencer bryder ud i en hånende latter, da Wahlberg antager, at der er en far i børnenes liv, mens den mere udglattende Notaro prøver at minde om op til flere fædres tilstedeværelse i børns liv.
Sidst, men ikke mindst er der de tre børn, der ender i Pete og Ellis hjem: Den nuttede, men temperamentsfulde lillepige Lita, den generte og påpasselige Juan og så Lizzy (Isabela Moner), den uregerlige teenager – det barnestadie, der ifølge socialrådgiverne kan benævnes helvedes forgård.
Selvom ungerne får testet deres nye forældres tålmodighed, og indimellem seerens, er det lykkedes at finde en trio af sympatiske børneskuespillere til filmen. Den skræmte Juan, der knap nok tør lægge sine tøjbamser i den nye skuffe på værelset, og lille Lita, der både kan give de varmeste kram og skabe kaos for en pose chips til aftensmad. Vigtigst bliver Lizzys historie, da hun som ung voksen er splittet mellem at ville beskytte sine yngre søskende fra mere ulyksalighed og samtidig slippe ud af et system, der har sendt hende videre og videre uden ende.
Til at begynde med er Elli og Petes intentioner om at få børn forbundet med anerkendelse fra venner og familie – og ligesom husprojekterne at klargøre børnene til en anden adoptivfamilie. Det er et ømtåleligt emne at sætte i centrum for en komedie, men der er gode nuancer at finde i Sean Anders’ udfoldelse. Når altså forældrestøttegruppen holder inde med den falske sympati og dåselatter.
Det er kort sagt svært ikke at kaste sin kærlighed på den aparte, sammensatte familie. Der er ikke meget nyt at hente her, og som komedie er den absolut jævn, men det er nu tre meget store stjerner, den får med på vejen herfra.
Kort sagt:
’Instant Family’ er en ganske vellykket dramedy, men også corny og jævn som komedie.