KOMMENTAR. En dag i 1992 hev jeg en plakat ud af ugens Anders And-blad. Det var en af den slags dobbeltplakater, hvor to ungdomsidoler fik lov til at konkurrere om læserens gunst for at komme op på væggen. På den ene side smilede Laus Høybye kækt i ‘Krummerne 2’, på den anden poserede ‘Beverly Hills 90210’s Brandon, Brenda og Dylan med too-cool-for-highschool-attitude (og lidt for too old, fandt jeg senere ud af) iført jeans, t-shirt og 90’er-klassisk stropkjole til pigen i midten.
Et labert og slet skjult sexet billede på det attråværdige amerikanske ungdomsliv i L.A., der var meget langt væk og exceptionelt eksotisk for enhver Anders And-bladslæser.
Selvom jeg på det tidspunkt aldrig havde set serien, vidste jeg godt, hvem trekløveret var. ‘BH90210’ havde kun kørt i to år, men den havde allerede formet popkulturen over there såvel som over here i en grad, så denne midtsjællandspige i 2. klasse uden for Hvalsø vidste, at Brenda og Brandon var søskende, og at Brenda godt kunne lide Brandons ven Dylan. Jeg syntes, at trekløveret var sært dragende (godmorgen, spirende præpubertære seksualitet), men også lidt for seriøse at se på dagligt – så det blev lille Krumme, der vogtede over mig, mens jeg sov på pigeværelset.
Et par år senere vendte jeg selvfølgelig plakaten om, da Dylan McKay for alvor stjal mit hjerte (sorry, Laus) med al sin mystiske hotness stykket sammen af forpint maskulinitet og en 1800-tals poets kunstneriske sjæl såvel som endeløse mængder charme, selvtillid og, yes, serielands lækreste lokker i strong hold-gele. Luke Perry havde entreret mit livs seriekanon, og over hundredevis af tv-timer hver dag efter skole lærte han mig, at bad boys er prinser i læderjakker, der kan og skal reddes af den rette, tålmodige kvinde med tilpas stædighed og gåpåmod til at udholde deres udskejelser og humørsvingninger.
Rå Dylan imponerede mig og Beverly Hills’ priviligerede rigmandssnuder med sin litterære dannelse: Han identificerede sig stærkt med digteren Byron (»Mad, bad and dangerous to know – that was him and that’s me«), debatterede Kerouac og citerede Hemingway. Han kørte på motorcykel og var ligeglad med, at Brenda (Shannen Doherty) ved en fejl havde farvet sit hår en rædderligt pinlig orange, da han begyndte at kurtisere hende.
Og så skulle han senere vise sig at have en svaghed for prinsessen i Elfenbenstårnet, Kelly Taylor (Jenny Garth).
Ikke ti vilde heste eller min mor kunne få mig til at støvsuge/dække bord/holde øje med min lillebror i de 45 minutter, Kelly og Dylan (#TeamKelly) stirrede hinanden dybt og meningsfuldt i øjnene, og jeg sugede til mig af deres kærlighedserfaring. Det samme gjorde millioner af andre Dylan-darlings, og i en periode modtog skuespilleren angiveligt op mod 4.000 fanbreve ugentligt (jeg indrømmer gerne, at jeg overvejede at sætte pen til parfumeret brevpapir), ligesom han også ved en enkelt lejlighed måtte smugles ud af et indkøbscenter i en vasketøjskurv for at undvige en veritabel hær af hvinende tøser, Elvis style.
Til min store sorg skiftede Dylan postnummer ved årtusindskiftet, og jeg brugte de efterfølgende mange (maaange) år på at lære på den hårde måde at nej, danske bad boys er ikke alle versioner af Dylan McKay med vesterbrosk accent og nej, de vil ikke reddes af wannabe-Kelly’er med romantiske frelserkomplekser. Det var en værdifuld, om end pænt tornet livslektie. Så tak for den, Luke.
Under og efter ‘BH90210’ var der sporadiske udflugter til Hollywood uden for Spelling-kommunen, og mit teenage-jeg elskede filmversionen af ‘Buffy the Vampire Slayer’, hvori Luke var mand nok til at spille andenviolin til Kristy Swansons hårdtslående feministiske heltinde. Karrieren på det store lærred tog dog aldrig fart, men måske det heller ikke gjorde så meget for skuespilleren, der kunne varme sig ved at have cementeret sin status som en ny generations James Dean, længe inden George Clooney overhovedet fik bundet kitlen og flirtet sin første sygeplejerske i gulvet på ‘Skadestuen’.
Den dag i dag er Dylans arv overalt: Damon i ‘The Vampire Diaries’, Daryl i ‘The Walking Dead’ og Sawyer i ‘Lost’ – for ikke at tale om Robert Pattinsons lidende vampyrførsteelsker i ‘Twilight’: Smukke, unge mutte mænd, der står på skuldrene af Luke Perrys rebel without a cause. Ham, som piger ville have, og drenge ville være. For Dylan var jo også en bundsympatisk guttermand under sit tough guy-eksteriør, der altid var der for vennerne. Hans romancer med både Brenda (Shannen Doherty) og Kelly (Jenny Garth) delte seerloyaliteterne i to frådende lejre, lige indtil alle (piger) blev kollektivt sure på intrigante Valerie, der slog sine lange manicurerede kløer i den sagesløse lækkerbuks, men man kan vel heller ikke gøre for, at man har charme?!
Det er evigt in vogue at latterliggøre ‘BH90210’ som teen-fluff og Dylan som en spradebasse af en 90’er-Romeo. Ikke desto mindre er og bliver serien en popkulturel milepæl, der inviterede unge til åbent at debattere sex, forhold, stoffer, familierelationer og fremtidsambitioner, mens små og store hverdagsdramaer (såvel som op til flere actionfyldte intermezzoer) udspillede sig under den californiske sol. Og Dylan var en nøglebrik af et frækt, emotionelt, hvis ikke decideret filosofisk anker, takket være Luke Perrys nærvær med et hint af selvironi og en snert af inciterende bedrevidende arrogance i de sammenknebne øjne.
Yngre seere vil givetvis først og fremmest associere ham med ungdomsserien ‘Riverdale’ på Netflix, men tag ikke fejl: Dylans karakterudvikling igennem et helt årti var skuespillerens mesterstykke og et tidløst bidrag til tv-historiens hall of fame fra en tid, hvor den relativt begrænsede sendeflade betød, at alle – alle – så ‘BH90210’. Både dem, der elskede det, og dem, der elskede at hade det samt deres nysgerrige forældre og yngre søskende. Serien kørte i baggrunden, når der blev lavet lektier, når ens venner ringede, når man trængte til at blive mødt af familiære ansigter på skærmen efter en lang og leverpostejsfarvet gymnasiedag.
Dylan og slænget var mere eller mindre ubevidst en del af min dagligdag, fra jeg var syv til 16, og det føles underligt og forkert og alt for tidligt at få at vide, at ens største tv-forelskelse fra de formative ungdomsår pludselig er væk.
Tak for minderne, Luke. Ingen Vesterbro-bad boy kan holde et lys til din stjerne.
Læs også: Luke Perry er død