Hele filmverden blev taget med storm, da Jordan Peele for to år siden debuterede som instruktør med ’Get Out’ – en stilsikker, veloplagt og original horrorfortælling med klare socialsatiriske undertoner.
Debuten indbragte ham en Oscar for bedste manuskript, og fra at være en respekteret komiker med snæver succes i sketchshowet ’Key and Peele’ blev han pludselig en reel magtfaktor i Hollywood. Jordan Peele hviler ikke på laurbærrene og har tydeligvis i sinde at ændre Hollywood indefra. Han er allerede godt på vej.
Det var Peele, der fik Spike Lee ombord på ’BlacKkKlansman’, og den produktive filmskaber har siden været producer på adskillige tv-serier, fra Youtubes sci-fi-leg ’Weird City’ til dokumentarserien ’Lorena’, mens vi venter spændt på hans reboot af ’The Twilight Zone’ og hans HBO-satsning ’Lovecraft County’.
Allerstørst forventninger har der dog været til hans egen instruktøropfølger til ’Get Out’ – en ny horrorfilm, der får biografgængere til både at gispe efter vejret og gå i kollektivt latterudbrud.
I ’Us’ har Jordan Peele givet Oscar-vinderen Lupita Nyong’o (’12 Years a Slave’) og Winston Duke (’Black Panther’) hovedrollerne som middelklasseægteparret, der tager på sommerhustur med deres to børn. En tur der – uden at afsløre for meget – udvikler sig gruopvækkende, da familien får besøg af deres dobbeltgængere.
Hvor racebaggrund var et stort og meget tydeligt tema i ’Get Out’, virker ’Us’ til mere at handle om en familie, der tilfældigvis er sort. Er det korrekt?
»Ja, fuldkommen, og det er meget vigtigt for mig at understrege. Samtidig må jeg erkende, at netop i kraft af, at det er en sort familie, der er centrum i en horrorfilm, opstår der nogle dynamikker, som man ikke ville se, hvis det var en hvid familie. Bare det, at man pludselig har en sort familie, der køber en båd i en film, virker helt nyt og anderledes end noget, du ellers ser, og det giver lidt at tænke over.
For mig er det bare en af de store fordele ved at skubbe til grænserne for repræsentation og mangfoldighed. Men det er altså ikke et decideret valg, at det er en sort familie. Det er bare sådan, det er, og sådan jeg altid vil gøre det, uden at det er ensbetydende med, at der ligger nogen intention i det«.
Så hvilke temaer har du i stedet haft for øje med filmen?
»Da jeg skrev ’Get Out’, handlede det meget om at udtrykke min følelse af undertrykkelse, og det var noget, jeg talte utroligt meget om. Men med den her film har mit fokus været at se på den fingerpege-kultur, vi har. Hvad enten det er frygten for dem, der er anderledes, eller dem, der kommer fra andre lande, eller bare for naboen, så er vi altid meget hurtigere til at stikke vores finger udad og pege på de andre i stedet for at pege på os selv.
Vi bør se på vores egne, individuelle mørke sider, men også vores kollektive dæmoner, for som mennesker kan vi nå helt nye højder af ondskab, når vi er fælles om at vende os mod noget. Derudover har jeg altid været rædselsslagen over for dobbeltgængere, og det, tror jeg, er en universel skræk. Men det er også en fascinerende mytologi, der går igen i mange forskellige kulturer«.
Hvilke dæmoner har du selv?
»Da jeg gik i gang med den her film, besluttede jeg mig for, at jeg netop var nødt til at se mine egne dæmoner i øjnene. Se på hvilken delagtighed jeg også selv har i verdens ondskab. Noget af det handler om, at jeg har levet et privilegeret liv uden helt og fuldt at anerkende dem, der har måttet lide for, at jeg kunne leve godt.
I min optik er det en grusomhed i sig selv, når en person eller et samfund evner at fortrænge de mørke sider på den måde, og det er en evne, mange af os har. Det har indflydelse på de små, hvide løgne vi fortæller os selv hver dag, men endnu vigtigere kan det også overskygge den forbindelse, vi bør have til andre, der ikke er født med de samme muligheder som os. Jeg fejlede længe, før jeg anerkendte det, og jeg skal stadig huske mig selv på det«.
Hvor meget handler filmen om amerikansk kultur og at være amerikaner?
»Ordet ’Us’ betyder noget forskelligt for os alle sammen. Det kan betyde dig og din partner, dit nabolag, dit land. Som mennesker har vi den her tribal-trang indbygget i vores natur, og det er årsagen til, at vi frygter det, der er udenforstående. Og ja, jeg synes, det billede, der tegner USA, er særligt creepy i øjeblikket«.
Hvad er dit eget forhold til horror-genren og ikke mindst balancen mellem det gruopvækkende og humoren, som jo også spiller en stor rolle?
»Horror er min favoritgenre, fordi den rører ved en af vores dybeste og mest hengemte følelser – frygten. Når vi begraver følelser, alle slags følelser, og undertrykker dem, er det nærmest en forløsende udrensning, når vi endelig slipper dem løs. Så det, jeg er vild med ved gyserfilm, er, at det mere end nogen anden genre formår at hive dig ind i en ganske ubehagelig sindstilstand, og alligevel får du noget behageligt ud af det.
Komedie gør det lidt anderledes, men det er ved at gå op for mig, at horror er komediens dystre dobbeltgænger. Det er to forskellige genrer med samme dna. De handler begge to om mødet mellem det realistiske og det absurde, ligesom både rytmen og timingen er vigtig, og begge genrer afføder meget visuelle, intuitive og højlydte reaktioner«.
Du fik – efter sigende til din egen overraskelse – en Oscar for ’Get Out’. Har du følt et pres, efter din debutfilm blev så stort et fænomen og opnåede den form for hyldest?
»Det var et vanvittigt øjeblik, da jeg fik den Oscar, men på en eller anden måde frigjorde det mig også. Altså, jeg mener, nu behøver jeg på sin vis ikke bekymre mig mere om den sag. Den drøm er indfriet. Selvfølgelig er der det pres, alle altid taler om, når man står over for at skulle lave sin anden film. Men da jeg skulle i gang med ’Us’, gjorde jeg mig selv den tjeneste, at jeg ville finde tilbage til den drivkraft, jeg arbejdede ud fra med ’Get Out’ – og det var helt grundlæggende at lave den film, jeg ville ønske, nogen ville lave til mig.
Så det er det, jeg har gjort igen«.
’Us’ er både blevet sammenlignet med Michael Hanekes ’Funny Games’ og som en kærlighedserklæring til Stanley Kubricks ’The Shining’. Hvad tænker du om det?
»Det er begge to film, jeg har stor respekt for. Haneke er en moderne mester, når det gælder uvished og spænding, så ham beundrer jeg meget. Jeg håber dog, at dem, der ser mine film, griner lidt mere undervejs. Og ja, jeg har mange referencer til ’The Shining’, akkurat som i min første film.
Men denne gang har været lidt mere forsigtig med at gemme små påskeæg og shout-outs til mine favoritfilm. Så hvis du er horror-fan og ser ’Us’ igen og igen, tror jeg, du stadig vil have svært ved at finde hoved og hale i de små referencer, jeg trods alt har skjult rundt omkring«.
Hvad håber du, publikum får med ud af biografen?
»Når jeg taler om den her film, handler det meget om dualitet. Det er også sådan, filmen kan opleves. Det er en popcornfilm, du kan se, mens hjernen er slået fra, og hvor du ikke tænker dybere over tematikkerne, og det er helt okay. Men den fungerer også på et intellektuelt niveau, hvor du kan engagere dig og blive ved med at skrælle lag af som et løg.
Det virker nu, som om jeg har et ret intelligent publikum, og jeg håber, at de, der spekulerer mere over filmen, stiller spørgsmålstegn ved, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Måske er der noget ved de labels, vi har skabt, der er så forræderiske, at det er svært for os at bekæmpe, hvad vi har besluttet os for er ’det onde’«.
’Us’ har dansk premiere 21. marts.