’Silvio og de andre’: Oscar-vinders storslåede film viser Berlusconi som Italiens bedste sælger
Italienske Paolo Sorrentino er en sand ekspert i at skildre magtfulde, anerkendte eller berygtede mænd i deres livs efterår på film. Han har da også øvet sig i disciplinen siden årtusindeskiftet, altid med stilistisk overlegenhed, bjergtagende totalskud og en opfindsom brug af musik.
I 2008 modtog instruktøren Cannes-festivalens jurypris for ’Il divo’ om Giulio Andreotti, hjemlandets premierminister af syv omgange med mulige mafiaforbindelser. Seks år senere kom det helt store gennembrud, da han fortjent vandt en Oscar-statuette for mesterværket ’Den store skønhed’ – et virtuost, festligt og smukt portræt af Rom og byens kunstneriske elite.
Begge film har den hyppige samarbejdspartner Toni Servillo i hovedrollen, og det er også tilfældet i Sorrentinos nyeste projekt ’Loro’, der i Danmark har fået den nærmest folkekomedie-klingende titel ’Silvio og de andre’. Filmen følger klart i instruktørens tematiske spor ved at tage fat i Italiens tidligere statsleder og engang rigeste mand: Silvio Berlusconi.
Typisk for Sorrentino er fortællingen ikke placeret i hovedpersonens storhedstid, men i 2006, hvor Berlusconi runder de 70 år og netop har tabt folketingsvalget med sølle 25.000 stemmer. I filmen bruger den mistænkeligt solbrune mand meget af sin tid på at genopbygge forholdet til hustruen Veronica (Elena Sofia Ricci), der er blevet træt af hans utallige affærer. Spørgsmålet er, om hans karakteristiske smil, glatte komplimenter og dyre gaver stadig kan føre ham til tops, både på hjemmefronten og i italiensk politik.
Der går dog hele tre kvarter, før hovedpersonen overhovedet viser sig på lærredet. Både den danske og den italienske titel (’Loro’ betyder ’dem’) henviser nemlig også til de pengeglade folk omkring tv-magnaten, og disse mænd indtager scenen i filmens hektiske indledning. Myten om den karismatiske Berlusconi bygges effektivt op, idet de alle taler om ham, uden vi får ham at se – bortset fra en tatovering af hans ansigt på en escortpiges hoppende lænd.
Hun er i gang med at blive taget bagfra af den unge, småkriminelle forretningsmand Sergio Morra (Riccardo Scamarcio), der vil gøre alt for at blive en del af Berlusconis magtfulde inderkreds. Hans plan er at gøre indtryk ved at holde en endeløs fest med stoffer, høj bas og smukke modeller i bikini i en lejet rigmandsvilla over for Berlusconis palæ i Sicilien. Det går ikke stille for sig, og man bliver næsten paralyseret af begyndelsens afsindigt hurtige tempo.
Som sædvanligt er det evigt stimulerende at følge Sorrentinos faste samarbejdspartner Luca Bigazzis kamera, der med glidende bevægelser og skæve vinkler svælger i materiel overflod og cokesnifferi. Martin Scorsese gjorde noget lignende i ’The Wolf of Wall Street’, men her tilsættes også et skud magisk realisme, som når en skraldebil pludselig springer i luften, og skraldet forvandles til farvede MDMA-piller, der daler ned fra himlen.
Kritikere af filmindustriens problematiske male gaze vil nok ikke finde den store glæde i de mange vrikkende kvindenumser. ’Silvio og de andre’ er i høj grad set gennem machomændenes liderlige linse. De farverige festscener synes både at hylde og udstille Berlusconi og resten af Vestens overfladiske tilgang til livet.
Filmen hædrer aldrig Berlusconi som en god statsleder. Faktisk fylder politik kun ganske lidt. Den påviser derimod, at han, med karakterens egne ord, er »Italiens bedste sælger«.
Den altid fantastiske Toni Servillo gør Berlusconi til en uimodståeligt charmerende fætter. Men hans karikerede grimasser viser også tydeligt, at Berlusconi konstant spiller en rolle og sjældent lader facaden falde. Derfor bliver han også til tider komisk, når han eksempelvis overbeviser sit barnebarn om, at han ikke lige har trådt i en hundelort. »Stemmeføring betyder mere end sandhed«, siger han bagefter smilende.
Inde bag masken virker han ynkelig. Da han lukker Morra ind i sit hus, bliver det tydeligt, at han efterhånden er for gammel til fortsat at agere festabe og kvindebedårer. Han er lige ved at blive slået ud, da en 20-årig kvinde, som han ihærdigt forsøger at komme i bukserne på, påpeger, at han har den samme ånde som hendes bedstefar. Men smilet og de sammenknebne øjne forbliver intakte.
I hjemlandet udkom filmen i to dele, som til sammen er 74 minutter længere end denne nedklippede internationale udgave, og det kan godt mærkes indimellem, at nogle ting er blevet sorteret fra. Eksempelvis forsvinder Sergio meget hurtigt ud af filmen igen, når først Silvio har taget over.
De få scener, hvor mennesket Silvio Berlusconi træder frem for omsider at udvise tvivl og ærgrelse, føles en kende pludselige og uforløste – som om de lige skulle med til sidst. Men måske skyldes det mest af alt, at Silvio-karakteren hele vejen indtil da har spillet komedie.
’Silvio og de andre’ har ikke samme følelsesmæssige slagkraft som Sorrentinos bedste værker, ’This Must Be the Place’, ’Den store skønhed’ og ’Youth’. Alligevel er det umådeligt svært ikke (igen) at lade sig forføre af instruktørens eminente sans for at blande storslåede billeder med overforbrugets underliggende følelse af tomhed og tristesse.
Kort sagt:
Berlusconi-karakterens følelsesliv stikker ikke så dybt i ’Silvio og de andre’. Til gengæld sætter Paolo Sorrentino rigmandsdekadencen op med så imponerende billeder, at man ikke kan fjerne blikket fra dem.