Kampen om den monolitiske superheltegenre er for alvor kridtet op. Vi befinder os i slutningen af tredje runde – eller i MCU’s tredje fase om man vil. I det ene hjørne står Disneys Marvel Cinematic Universe, en kæmpe i industrien, der i sig selv har taget mere eller mindre mytologiske proportioner siden sin spæde start i 2008 med løftet om at skabe et univers af superhelte.
I det andet hjørne står den blodige rest af konkurrenten Detective Comics Extended Universe. Med råderet over superhelte som Superman og Batman hoppede produktionshuset Warner Bros i 2013 med hovedet først ind på Disneys hjemmebane for at sønderbanke dem i deres eget spil med større superhelte, en mere ’voksen tone’ og et auteurcentreret superhelteunivers i hænderne på alle de 14-årige drengerøves yndlingsinstruktør Zack Snyder.
Det her var ikke din bedstemors cinematiske superhelteunivers, blev vi lovet. Men det viste sig hurtigt, at det heller ikke var nogen andres univers. DCEU har kæmpet mod sin egen identitetskrise – og forgæves mod en konkurrent, der er i komplet kontrol over kampens forløb såvel som spilleregler.
Men 2019 bliver afgørende for superheltegenrens fremtid. MCU kulminerer med denne uges ’Avengers: Endgame’. Andetsteds er Disney i gang med at kannibalisere 20th Century Fox for superheltesaft i sit konstante behov for at gro. Og DCEU har opnået en pludselig succes fra et uventet hjørne.
Det er med andre ord værd at se nærmere på, hvor vi står henne lige nu, og hvor vi er på vej hen i produktionshusenes mere og mere maniske kamp om at lande de astronomiske én milliard-billetindtjeninger.
I det ene hjørne…
Skal vi fortsætte bokseanalogien, er en af de største forskelle mellem de to konkurrenter valget af træneren. For superheltegenrens Rocky, MCU, har fra starten haft sin Mickey i form af Kevin Feige til at føre slagets gang.
Under vingerne på Marvels førstemand Avri Avred har Kevin Feige siden starten af 00’ene været en del af deres filmafdeling og har hermed både været til stede ved katastrofer som ’Fantastic Four’ og ’Elektra’ og hjørnesten i den moderne superheltegenre som ’Spider-Man’ og ’X-Men’.
Feige har selv udtalt, at MCU’s succes først var slået fast i granit, da ’The Avengers’ landede til rekordhøje billetsalg i 2012.
»Succesen viste os, at publikum virkelig var på den samme bølgelængde som os og nød krydsningen af alle disse forskellige filmserier. Og publikum fortalte os vigtigst af alt, at de stod bag os i vores beslutning«, udtalte han sidste år.
MCU: Kontrol, kontrol, kontrol
Nøgleordet i Kevin Feiges model er kvalitetskontrol – med tryk på ordet kontrol. Fra begyndelsen har Feige hyret instruktører med en klar visuel stil og et solidt greb om karakterfortælling, men uden store, visionære armbevægelser.
Verdens mest succesfulde franchise blev således ikke grundlagt af auteurer som Tim Burton (’Batman’), Sam Raimi (’Spider-Man’) eller Christopher Nolan (’The Dark Knight’), der tidligere havde sat aftryk på genren. I stedet har vi at gøre med kompetente håndværkere som Jon Favreau (’Iron Man’), Joe Johnston (’Captain America: The First Avenger’) og Kenneth Branagh (’Thor’). Og da tiden kom til at levere et knockout i form af ’The Avengers’, ansatte de den succesrige tv-instruktør Joss Whedon, der ganske vist var kendt for sin særlige humor og genrebevidsthed, men ikke er filmateur i traditionel forstand.
Det ses stadig i dag, hvor det er relativt uprøvede kræfter som Russo-brødrene og senest Anna Boden og Ryan Fleck, der instruerer nogle af tidens mest populære film. Der er naturligvis undtagelser som Ryan Coogler, der med sit mesterværk ’Black Panther’ viste en helt ny side af MCU som den første afrofuturistiske blockbuster-film komplet med et fantastisk originalt produktionsdesign og en ikonisk skurk.
Men med en total kontrol over både genren og sine skabere har MCU, ført an af Kevin Feige, skabt momentum film for film uden at behøve ændre formularen synderligt. Selv de tunge drenge, der er kommet i ringen for at overtage mesterskabsbæltet, er blevet blæst bagover af den efterhånden ustandselige franchise.
DCU: Gyservennerne rykker ind
»’Batman vs. Superman’ er, hvor du ender, når du indrømmer over for dig selv, at du har opbrugt alle andre muligheder. Det er som ’Freddy vs. Jason’ en indrømmelse af, at din serie har trukket sit sidst åndedrag«.
Sådan lød det fra David S. Goyer, én af hovedarkitekterne bag ’The Dark Knight’-trilogien, tilbage i 2006. Et årti senere skrev han manuskriptet til ’Batman v Superman: Dawn of Justice’, som lige nøjagtigt også var et desperat sidste forsøg på at fastholde tonen fra Zack Snyders grim-mørke Superman-film ’Man of Steel’, der var blevet sønderbanket af ’Iron Man 3’ i 2013.
Her gik det dog ikke bedre, da den diffuse rodebutik prøvede at fortælle en Batman-historie oven i en efterfølger til ’Man of Steel’ oven i en introduktion til et større superhelteunivers, som inkluderede obskure referencer til Para-dæmonerne, Darkseid og en tidsrejsende Flash.
Og det gik yderst smertefuldt for sig, da DCEU’s store pendant til ’The Avengers’, ’Justice League’ forknudrede produktionen og i 2017 både tabte til Warner Bros egne ’Wonder Woman’ og ’It’ såvel som samtlige af Disneys større udgivelser.
DCEU havde satset på præstationsfremmende midler i sin jagt på hurtigt at kunne stå tå til tå med MCU, men havde både glemt teknikken og finessen undervejs.
Hvem, der præcis skal have på puklen for Warner Bros’ katastrofale DCEU-planer, kan diskuteres fra nu og til solen dør ud. Instruktøren bag ’Man of Steel’, ’Batman v. Superman’ og store dele af ’Justice League’ Zack Snyder plejer at være syndebukken, men kan man virkelig give barnet skyld for at køre galt, hvis forældrene har efterladt nøglen i tændingen?
Derfor er det også på høje tid, at Warner Bros’ øverste ledelse endelig har valgt at skifte kurs. Direktøren for deres film- og tv-afdeling Kevin Tsujihara, der for nylig måtte forlade sin stilling efter en sex- og korruptionsskandale, har udtalt:
»Med ’Wonder Woman’ viste Patty Jenkins, hvad man kunne gøre med de karakterer, som ikke var Batman og Superman. ’Aquaman’ er et andet perfekt eksempel. De er alle unikke karakterer, og derfor er tonen i hver film også vidt forskellig«.
For at føre DCEU i den nye retning er Walter Hamada hoppet i den skrigrøde træneruniform. Produceren har blandt andet stået bag gyserhittet ’It’, men endnu vigtigere ’The Conjuring’-universet, én af de få franchises, som har kunnet stå imod MCU’s totale dominans.
Og han har bragt et par venner med. Gyserinstruktøren James Wan fulgte sit bombastiske blockbuster-hit ’Furious 7’ op med ’Aquaman’ i december. Ikke alle anmeldere lod sig charmere af filmens maniske festfyrværkeri af kampscener, Jason Momoas ulmende ansigtsudtryk og Patrick Wilsons konstante råben. Men ligesom ’Aquaman’ føles som James Wans vision – komplet med kreative uhyre-designs og actionsekvenser, der brager ind som jumpscares, så mærkes det, at den aktuelle ’Shazam!’ er instrueret af en horror-instruktør.
Som Sam Raimi før ham blander David F. Sandberg (’Annabelle: Creation’) familiespas med uhygge. Den minder om en ’Power Rangers’-film, komplet med en overdramatiseret skurk og et budskab om at finde styrke i sin egen, hjemmestrikkede familie. Men det er også en film, hvor bestyrelsesmedlemmer får klemt livet ud af kroppen af monstrøse gargoyles.
Bliver publikum taberne?
Med et klart lederskab i begge hjørner af ringen kunne noget tyde på, at superheltegenren går en interessant fremtid i møde.
Walter Hamada har skrinlagt enhver ambition om at konkurrere direkte mod MCU, og det kommende år får vi således selskab af ’Wonder Woman 1984’, der skulle være helt løsrevet fra DCEU, ’Birds of Prey’, som gravrøver Margot Robbies Harley Quinn fra ’Suicide Squad’s maltrakterede lig, og ’Joker’, hvor Todd Philips (’The Hangover’) vil prøve at gøre Martin Scorsese kunsten efter fra ’Taxi Driver’ til ’King of Comedy’.
Mens Warner Bros afprøver nye teknikker, buldrer MCU bare derudaf. Skulle man være i tvivl om, hvorvidt Disney kan holde momentum efter ’Avengers: Endgame’, blev både ’Black Panther’ og ’Captain Marvel’ – to af fjerde fases flagskibssuperhelte – fyrsteligt modtaget af kritikere såvel som publikum.
Men samtidig er MCU’s største konkurrent efterhånden blevet sit eget massive korpus. ’Avengers: Infinity War’ tjente næsten en halv milliard dollars mere end den originale ’The Avengers’ på verdensplan, så hvad skal der til for at tilfredsstille det glubske monster ved slutningen af fjerde fase? Hvad med om ti år? Er opkøbet af 20th Century nok, eller skal nye studier ædes i jagten på monopol?
For Warner Bros. og mindre konkurrenter som Sony, der holder fast i Spider-Man-licensen med næb og kløer, er denne boksekamp altså ikke så meget et spørgsmål om at vinde, men snarere blot om at holde sig i ringen. Skulle Disney levere et endegyldigt knockout og sidde alene på tronen, bliver de ultimative tabere os, publikum.
Læs også: ‘Game of Thrones’: De tre største spørgsmål efter andet afsnit