‘Værk uden skaber’: Oscar-nomineret tysk storfilm om efterkrigstiden er underholdende og ambitiøs

Florian Henckel von Donnersmarck brød igennem i 2006 med dramaet ‘De andres liv’ om den overvågning, almindelige mennesker blev udsat for i Østtyskland i årene op til Murens fald. Hans seneste film, ‘Værk uden skaber’, lægger sig i naturlig forlængelse ved også at beskæftige sig med Tysklands nyere historie og åbne sår. Formatet er denne gang større og spænder over tre årtier, fra tiden under nazismen til efterkrigstidens opdelte nation. Vi følger en ung maler, der under disse skiftende samfundsforhold søger sin egen stil.

Kurt Barnert hedder han. Første gang, vi møder ham, er som helt lille. Hans lidt excentriske tante, der selv kun er i tyverne, har taget ham med til en udstilling, hvor de værker, som nazisterne ikke kan lide, vises frem til skræk og advarsel. Tanten holder Kurt tæt ind til sig, mens de står foran et abstrakt maleri. »Sig det ikke til nogen,« hvisker hun til ham, »men jeg kan faktisk godt lide det.«

Hun er selv en skrøbelig natur, som der ikke er plads til i Det Tredje Rige, hvor det er forestillingen om den rene race, der dominerer. Da hun bliver diagnosticeret som skizofren, tvangssteriliseres hun først og sendes siden i gaskamrene. Men hendes formaning om »aldrig at kigge væk«  ̶  fra »alt, der er sandt, er smukt«  ̶  fæstner sig hos Kurt, der efter krigen bliver optaget på kunstakademiet i Dresden. For at passe ind må han give køb på sin egen integritet og male billeder af arbejdende mænd og kvinder, der stolte stiller sig an med hammer og segl. En absurditet, der fremhæves ganske morsomt i en scene, hvor Kurt og venner tvinger den mandlige model ud i håbløse positurer. Donnersmarck påpeger fint, at kunstopfattelsen bestemt ikke blev mindre dogmatisk under det nye styre.

Samtidig finder Kurt sit livs kærlighed i den smukke Ellie, som han, uden at nogen af dem er klar over det, er forbundet med på mystisk vis. Hendes far, den magtfulde professor Seeband, er lægen, der var ansvarlig for hans tantes endeligt. Vi ved mere, end figurerne gør. Det sikrer en grundlæggende spænding, der er med til at holde filmen kørende i de lidt over tre timer, den varer, og som bygger op mod en stor afsløring til sidst. Tro mod sin tantes ord må Kurt finde svarene gennem sin kunst. Det sker i Düsseldorf, efter han først har kæmpet med Vestens pop art og andre klichéer.

Plottet lyder eventyrligt, men faktisk har Donnersmarck hentet megen af sin inspiration fra virkelighedens maler Gerhard Richter, der i kunstnerisk sammenhæng er kendt som en vigtig fornyer. Donnersmarcks egen film er en underholdende dannelseshistorie, og den er ambitiøs i sit blik på de store udviklingslinjer, om end den næppe går ad nye veje. Tom Schilling er den pæne, fremadstræbende og godmodige Kurt. Paula Beer, der blev et navn med François Ozons ‘Frantz’ og er aktuel med Christian Petzolds ‘Transit’, er sensuel og sød som Ellie. Sebastian Koch er den gennemførte onde professor Seeband, og han fastholder alles opmærksomhed.

De skarptskårne karaktertyper og det store drama er i fokus. Det fungerer fint indenfor filmens meget klassiske rammer, men kammer nogle gange over og fremstår lettere komisk, som når professor Seeband præsenteres som Ellies far, og der bliver spillet dyster musik. Man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvordan man skal føle. Helt grel er en montagesekvens, hvor der klippes mellem bombningen af Dresden under Anden Verdenskrig og naziregimets gasning af psykisk syge og mentalt handicappede. Kameraet opholder sig ved en pige med Downs syndrom, der fortæller sygeplejersken, der skal føre hende i døden, at hun er hendes bedste ven.

Her bliver det unødigt sentimentalt.

---

Kort sagt: ‘Værk uden skaber’ er en ægte storfilm og er beundringsværdig for sit ambitionsniveau, men har også sine egne tydelige begrænsninger.