’Brightburn’: Ny film om onde Superman er intet andet end et nepotismeprojekt
Hvad hvis Superman var ond? Det er et koncept, som allerede er udforsket blandt andet i videospilserien ‘Injustice’, hvor Superman ved et uheld myrder Lois Lane og bliver en superfascist.
Men hvad hvis onde Superman samtidig var en dum lille snotunge?
Da det barnløse Breyer-par finder et spædbarn i en nedstyrtet rumkapsel, tager de straks den lille purk til sig som deres egen. Men den mystiske alien er ingen Clark Kent, snarere en Jason Voorhees, og da han fylder 12, begynder rumkapslen i laden at overbevise ham om, at han burde overtage verden.
Idéen lyder mere som fanfiction end materiale til en spillefilm, men der er skam potentiale til en interessant historie. Godt hjulpet på vej af skuespilleren Jackson Dunn, der perfekt gestalter den tolvårige Brandon Breyer som en dødøjet lille skodunge med et stift smil, elendig attitude og dårlig positur.
Han sendes til skolepsykolog efter at have brækket en skolekammerats hånd – fordi hun med rette finder ham klam – hvor han brummer, at han er højerestående end alle andre i »denne her lille lorteby«, og at nogle onde mennesker fortjener at blive straffet.
Han er som en levende 4chan-tråd, men med superkræfter.
Desværre fortaber filmen sig i sin iver efter at komme til de voldsomme mord, hvor Brandon i en fjollet maske, kappe og stribet trøje flår den lille flækkes hjælpeløse befolkning fra hinanden. Der er noget manisk og morbidt ved mordscenerne, som leger psykopaten med myrer og ikke mennesker. Vi ser, hvad der sker, hvis Superman brugte sine laserøjne mod en mand, mens en anden får underkæben revet halvt af.
Men de, der splittes ad, får sjældent mere end en scenes etablering. Det hjælper ikke på sagen, at instruktør David Yarovesky ingen flair har for at sætte et godt mord op. Brandons største superkræft er at teleportere sig lige bag personen, han jagter for så at forsvinde, når de kigger i hans retning. Det er et trick, alle slasherfilm i genrens lange historie har gjort brug af, men det er vitterligt det eneste trick, ‘Brightburn’ har i ærmet. Her er ingen leg med skygger, uventede jumpscares eller små bevægelser i baggrunden.
Volden er måske makaber, men det var den også i sidste års glimrende slasherfilm ‘Hellfest’ og ‘Halloween’. Der skal efterhånden mere til for at gøre sig bemærket.
Manuskriptforfatterne Brian og Mark Gunn roder rundt i, hvem vi følger, og leger med handlingstrådene som en kat med garn. Først følger vi Brandon, der hurtigt opdager sine kræfter, og hvordan han kan bruge dem, og så skifter vi fokus til bjørnemor Tori Breyer (Elizabeth Banks), som bliver ved med at anråbe variationer af, at hendes søn betyder alt for hende. Ud af ingenting har faren Kyle Breyer et mareridt om Brandon og frygter, at hans søn er landsbyens seriemorder. Og du burde allerede kunne gætte, hvor ligegyldig politiefterforskningen af Brandon er for resten af handlingsforløbet.
Hvis de to manuskriptforfatteres navne lyder bekendte, er det, fordi de henholdsvis er bror og fætter til James Gunn, mens David Yarovesky er en ven af familien. James Gunn har både parodieret superheltegenren i sin indiefilm ‘Super’ og stået for én af genrens mest ikoniske serier med ‘Guardians of the Galaxy’-filmene. Han producerer ikke overraskende ‘Brightburn’, og det er da også den eneste måde, filmens eksistens kan forklares. Det er et nepotismeprojekt.
Kort sagt:
Et par voldsomme mordscener kan ikke skjule, at ‘Brightburn’ er en flad oplevelse med en idé på fanfiction-niveau.
Læs også: Er Hollywoods nye voldsmester en plat provokatør eller en genial genreauteur?