Det hed sig engang blandt arkitekter og murere, at man ikke må lægge et flisegulv med et perfekt mønster. Kun Gud er nemlig fejlfri, og på mange danske slotte vil man således finde én afvigelse i de bonede gulves ellers smukt symmetriske gulve.
Nu vil de færreste – heller ikke vores egen anmelder – nok hævde, at ’Game of Thrones’ ligefrem er perfekt, men det virker alligevel næsten som en ubevidst underdanighed over for guderne, både de gamle og de nye, at seriens skabere lod et anakronistisk krus kaffe (måske-måske ikke fra Starbucks) stå lige foran Daenerys i Winterfell-festscenen i det nye afsnit.
Internettet har naturligvis haft en fest med fejltagelsen, som også HBO har taget i højt humør. For nej – trods konspirationsteorier om dyrkøbt product placement fra Starbucks side er der tale om noget så banalt som en bommert af den slags, der hænder oftere på film eller tv, end man måske kunne tro.
Som da man kunne se en gasflaske i en hestevogn i ’Gladiator’ og en hvid varevogn midt i et slag i ’Braveheart’, eller da man kunne se hullerne i væggen i ’Pulp Fiction’, før skuddene overhovedet var affyret. Eksemplerne er legio – gå selv videre på opdagelse her:
Når opmærksomheden på HBO’s barrista-fuckup overstiger alle tidligere eksempler, skyldes det selvfølgelig helt elementært, at ’Game of Thrones’ er det suverænt største populærkulturelle fænomen lige nu, og at hver en detalje bliver dissekeret, som var det Zapruder-videoen.
Men den særlige forbløffelse over, at det nu verdensberømte krus kunne slippe igennem hele vejen fra optagelserne i Nordirland og til verdenspremieren, har faktisk lidt med guderne at gøre.
’Game of Thrones’ er den dyreste tv-serie nogensinde. Hvert afsnit i den nye sæson koster over 100 millioner kroner – til sammenligning har historiens dyreste danske film kostet cirka det halve. Meget af fortællingen op til sæson 8 har i det hele taget handlet om større, dyrere, vildere.
Den største kampscene på film eller tv nogensinde. Optagelser i 10 lande. I Nordirland, den største location, har serien haft 13.000 statister ansat. Før sæson 8 havde man brugt 15 ton kunstigt blod. Det har krævet 20 millioner skruer at bygge settene. Premieren på den nye sæson blev set af 17,4 millioner alene i USA. Allerede for et par sæsoner siden havde over 3500 mennesker arbejdet på serien. 1154 mennesker havde arbejdet på effekterne, der var 251 på kameraholdet. De tal er utvivlsomt steget betragteligt siden.
(Dale Cooper – nu kun serieverdenens næstmest berømte kaffedrikker)
’Game of Thrones’ er det tætteste, man kommer på hybris i serieland – et anfald af menneskeligt overmod, der udfordrer gudernes orden. Der er hundredvis af mennesker involveret i hver eneste scene på ’Game of Thrones’. Klipperne nørkler med hvert eneste minut i timevis, og talrige chefer ser afsnittet igennem, inden det bliver sendt. Og alligevel kunne en kaffekop fra det 21. århundrede slippe igennem, uden at nogen har opdaget det, som havde der været en nisse på spil. Hvis det ikke er nemesis, så…!
Seriens art director Hauke Richter har en mere jordnær forklaring til TMZ:
»Vi er normalt så forsigtige med, at den slags ikke sker. Optagelserne var meget hårde og krævende, og det er sandsynligt, at efter nogle meget hårde optagelser på afsnit 3 så er dette simpelthen blevet overset af et udmattet hold«, siger han.
Kruset vil sikkert blive CGI’et ud i senere versioner af serien, men herfra skal lyde en bøn til at lade den stå rank og stolt på bordet der. Som en drillende påmindelse om, at der bag enhver ’Game of Thrones’-scene står en træt kostumier, en trekantssandwichspækket frokostbuffet, et skab med parykker og en flok skuespillere, der fryser, keder sig og er akut koffeintrængende, når kameraet ikke peger i deres retning.
Den såre menneskelige fejl minder os om, at at det hele er noget, vi leger, og at uanset hvordan vi har det med slutningen om et par uger, så behøver vi ikke rive hovedet af holdet bag på Twitter. Heller ikke de er perfekte.
Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Thrones’ afsnit 4 – følelsen af ubehag vokser støt