‘Once Upon a Time in Hollywood’: Quentin Tarantino giver Hollywood uskylden tilbage

Charles Manson optræder kun i 30 sekunder af ’Once Upon a Time in Hollywood’, men alligevel spøger han i baggrunden af store dele af den to timer og 41 minutter lange film.

Jeg vil faktisk vove den påstand, at en vis viden om den berygtede morder og kultleder er en forudsætning for at få det fulde udbytte af Quentin Tarantinos nye opus.

Charles Manson var en småkriminel bums og fantast, der positionerede sig selv som guru i 60’ernes San Francisco baseret på flyvsk newage-filosofi, han havde samlet op i fængslet. Senere tog han til Los Angeles, hvor han drømte om et gennembrud som musiker, og hvor han med sine taler om liv og død, sin karisma og de smukke unge kvinder, der var begyndt at følge ham, charmerede sig ind på flere af tidens prominente personligheder, heriblandt Dennis Wilson fra The Beach Boys og pladeproduceren Terry Melcher.

Manson og hans klan bosatte sig på den faldefærdige Spahn Ranch i San Fernando Valley, hvor de gik til hånde for den ensomme, blinde ejer George Spahn, der fik glæde af Manson-pigernes service og selskab… Kultens følgere så Manson som en slags reinkarnation af Jesus, og han hjernevaskede dem til at tro, at en forestående racekrig – »Helter Skelter« – var nært forestående, og at når det skete, skulle de være klar til kamp. LSD og andre hallucinerende stoffer var naturligvis et afgørende element i den magt, den intelligente og rablende vanvittige Manson (der blandt andet hævdede, at Beatles sendte budskaber direkte til ham i deres tekster) havde over sit følge.

Det isnende uhyggelige rovmord på Cielo Drive 9. august 1969 var et resultat af underligt tilfældige omstændigheder. To uger forinden var Mansons ven, den smukke skuespillerspire Bobby Beausoleil, blevet snydt for et par tusind dollars af en narkohandler ved navn Charlie Hinman. Manson skar Hinmans øre af, før Beausoleil skød ham, angiveligt på Mansons ordre. Manson-pigen Susan Atkins skrev »Political Piggy« med Hinmans blod på væggen. Få dage efter blev Beausoleil knaldet for forbrydelsen.

Den mere og mere pressede Manson, hvis rockstjernedrømme var krakeleret, og som ikke havde en rød reje, ville have Beausoleil ud af fængslet (ikke mindst af frygt for, at han ville sladre om Manson, der havde dræbt en anden narkohandler et par uger forinden), og hans rationale var, at kulten skulle begå et lignende mord, der kunne indikere, at den fængslede Beausoleil var uskyldig. På den måde ville han også selv igangsætte Helter Skelter. Han beordrede sin højrehånd Tex Watson og et par af sine piger til at tage op til Terry Melchers tidligere hus, hvor den polske mesterinstruktør Roman Polanski og hans højgravide kone Sharon Tate nu lejede sig ind, og »ødelægge alle så grusomt som muligt«. Medlemmerne, som troede på, at liv og død blot var to ligestillede trin på samme rejse, parerede ordrer. De fire ofre blev stukket op til 51 gange – Sharon Tate blev stukket 16 gange.

Man siger, at mordene ændrede Hollywood, den spirende hippiebevægelse og de strømninger, der drømte om et anderledes samfund. Bagsiden af forestillingerne om peace, love and harmony, bagsiden af stofferne og det frigjorte forhold til sex og kærlighed var blevet udstillet gennem en gal mands modbydelige værk. Det var det ultimative uskyldstab.

Få af disse detaljer er med i ’Once Upon a Time in Hollywood’, men filmens gennemgående suspense og crescendo de sidste 20 minutter er mere overrumplende, hvis man kender baghistorien.

I filmen er Polanski-villaen nabo til Leonardo DiCaprios fallerede skuespiller Rick Dalton, hvis claim to fame var en cowboy-hovedrolle i western-tv-serien ’Bounty Law’, men som nu mest får enkeltstående roller som expendable bad guy i diverse tv-piloter. Han hænger ud med sin stuntman og chauffør Cliff Booth (Brad Pitt), en afslappet cool cat, der bor med sin hund i en ussel trailer ved en drive in-bio og heller ikke får de jobs, han engang gjorde, primært fordi rygterne om en isnende ugerning i hans fortid klæber til ham.

Cliff og Rick er på hver deres måde cowboys i en forsvindende Hollywood-æra, hvor de gode var gode og de onde onde, hvilket Tarantino frydefuldt besjæler med en række optagelser og klip fra de westerns, Rick spiller med i. At præsentere filmbyens måske mest skelsættende periode i historien – samme år som Dennis Hoppers hippie-motorcykelfilm ’Easy Rider’ ændrede Hollywood for altid – gennem to perifere hasbeens, er et spændende greb.

Cliff og Rick er umiskendeligt godt selskab, og deres køreture rundt i Los Angeles genopliver en svunden tid med Tarantinos udsøgte sans for detaljer. Man fortaber sig i scenografien – skudt på sprød 35mm, der indfanger den solbagende L.A.-stemning vibrerende og sanseligt – og det fornemmer man måske også, at Tarantino har gjort.

Faktisk sker der forbløffende lidt i de første to timer af ’Once Upon a Time in Hollywood’, som i perioder føles fodslæbende, ikke helt ulig instruktørens forrige film, ’The Hateful Eight’, som den dog i parentes bemærket langt overgår – i det mindste føles det ikke, som om Tarantino gentager sig selv denne gang. Det er hans mest u-Tarantino’ske film til dato, et henslængt hang out-piece med et tempo og en rytme meget uvant for amerikansk mainstream.

Men når vi igen og igen forsvinder ind i filmene i filmen, fortaber interessen sig også for os, der ikke har gamle obskure cowboy-shows så tæt inde på livet. Og jeg synes ikke, de fake filmklip er så veloplagt morsomme som i eksempelvis Coen-brødrenes ’Hail Caesar!’.

I en anmeldelse af en af den amerikanske auteurs tidligere film skrev jeg, at en Tarantino-film kun er så god som dens mængde af uforglemmelige enkeltscener. Og ud fra det parameter vil ’Once Upon a Time in Hollywood’ nok være en skuffelse for mange. Den ultrasprøde dialog, den viltre postmoderne leg med fortælleformen og den karakteristisk pludselige vold er fraværende et rigtigt langt stykke henne ad vejen.

Det er ikke, fordi der ikke er gode scener. Ricks møde på settet med en uhyre kvik, ret uimodståelig otteårig barneskuespiller, der dyrker method-acting som en anden Marlon Brando, er måske den bedste. Cliffs slåskamp med en overgearet selvtilfreds Bruce Lee er overlegen. Og Cliffs besøg på Manson-familiens Spahn Ranch – engang en populær kulisse for den slags western-shows, som Dalton medvirker i – bæres af den uhyre veldoserede suspense, der også er et Tarantino-varemærke.

Man savner dog nogle af de originale, stilskabende påfund, der gjorde instruktøren til et fænomen. DiCaprio og Pitt er begge glimrende, de kan det meta-ironiske spil til fingerspidserne, deres kemi gnistrer, og særligt DiCaprio har en fest med at spille Rick Dalton og spille skuespil som Rick Dalton. Da han på et tidspunkt bryder sammen i gråd efter en særligt besjælet præstation, føler man mere med ham, end man har gjort med nogen anden Tarantino-karakter siden Jackie Brown.

’Once Upon a Time in Hollywood’ er ikke Tarantinos mest vitale film, men det er muligvis hans mest modne. Med små metakommentarer til hans eget ouevre (Manson-familien latterliggøres på et tidspunkt gennem deres raseri mod vold på film) og gennemsyret af en varm kærlighed til de billige film og tv-serier, Tarantino elsker, og til byen, hvor han selv startede som videoekspedient i 80’erne. Det uforglemmelige, pulpede, chokerende og kontroversielle klimaks, hele fortællingen bygger op imod, er gennemsyret af en foragt over for Manson-familiens dumhed og ondskab, som bliver sært rørende.

Sidste del af filmen trækker tydelige tråde til ’Inglourious Basterds’, men uden at kunne komme det nærmere er effekten større her, simpelthen fordi stoffet denne gang ligger Tarantino mere på sinde. Og selvom man kan diskutere, om den unge smukke Sharon Tate (en uhyre vellignende Margot Robbie) bliver en så afrundet figur, som man kunne ønske sig, er der et varmt vemod over hendes scener: En betoning af hendes livsglæde, åbenhed og optimisme som håbefuld ung skuespiller på vej mod sit gennembrud i Hollywood.

Jeg ved ikke, om ’Once Upon a Time in Hollywood’ er en dyb film. Det er vel ikke lige det ord, man først forbinder med Quentin Tarantino? Men den er et stærkt udsagn og en bevægende hyldest til at lave og se og leve gennem film – og til alle de drømmere og tabere, der holdt drømmefabrikken kørende, inden Charles Manson gav dem en forfærdende kold tyrker.

Med dette kærlighedsbrev giver Tarantino Hollywood uskylden tilbage.

Denne anmeldelse blev først bragt i forbindelse med verdenspremieren under Cannes Film Festival 22. maj 2019.

Læs også: Mere end stil og vold – hvad Quentin Tarantinos film egentlig handler om på et dybere plan

Læs også: Alle Quentin Tarantinos film, rangeret fra værst til bedst