Genrefilm er et sjældent syn i Danmark. Dem, der er, er oftest baseret på romaner som ‘Skammerens Datter’ eller ‘Antboy’, mens de originale historier som i ‘Når dyrene drømmer’ eller ‘Shelley’ typisk laves på mikroskopiske budgetter.
Derfor var det noget af en drøm, der gik i opfyldelse, da Jannik Tai Mosholt og Christian Potalivo, der har arbejdet på serier som ‘Borgen’, ‘Bedrag’ og ‘Dicte’, fik mulighed for at skabe den postapokalyptiske ‘The Rain’ som den første danske Netflix-produktion – med et budget, hvor Danmark ellers sjældent kan følge med.
Med Mosholt som manuskriptforfatter og Potalivo som producer stod de sammen bag første sæson, hvor man følger en gruppe overlevende, efter en regnbåren virus har udryddet det meste af den danske befolkning. Nu, et år senere, er serien tilbage med sæson 2, hvor universet er det samme, men også udvider sig, da nye karakterer introduceres, og virussen begynder at mutere og blive endnu farligere.
»Vi har haft planer og idéer fra starten af om, hvad vi gerne ville, men vi ville også være åbne i forhold til, hvad vi fik lyst til undervejs«, fortæller Mosholt om at skrive sæson 2, da vi møder ham og Potalivo på Hotel D’Angleterre i København på invitation af Netflix. »Da vi startede med at skrive første sæson, havde vi jo ingen idé om, hvordan nogen så ud, eller hvordan nogen var. Nu har de fået krop på, og vi kan se, hvordan universet rent faktisk ser ud«.
Potalivo erklærer sig enig med sin makker: »Ja, der er ingen tvivl om, at der var nogle tanker fra starten om, hvad historien ville kunne, hvis man fik lov til at fortælle mere. Men det har hele tiden også været vigtigt at kunne lade sig inspirere af, hvad blev.
Det er jo en flydende størrelse i forhold til, at man har en vision, men så er der noget, der bliver federe, end man havde regnet med, og så tænker man: ‘Gud, det kunne vi godt tænke os at bruge mere af’. Især med skuespillerne, da vi nu kan sige, at det er ham eller hende. Så har man lyst til at gøre noget med dem, som man måske ikke kunne have haft i tankerne for to år siden«.
Ingen står alene
Involverer I så skuespillerne direkte i udviklingen af karaktererne?
Jannik Tai Mosholt: »Ja, vi snakker om det løbende og har konstant dialog omkring det. Der er jo altid en balance i forhold til at sige, at vi ved, hvor historien skal hen. Det er et forsøg på at være enormt åben, samtidig med at man også er lukket og fokuseret på, at der er et specifikt mål«.
Christian Potalivo: »Der er ingen tvivl om, at alle skuespillerne, i og med det lige pludselig er dem, der har fået rollerne, hele tiden giver feedback til os og siger: ‘Det her føles naturligt’ og ‘det her føles rigtigt’«.
Jannik Tai Mosholt: »På en måde blev de, i løbet af sæson 1, større eksperter på deres karakterer, end vi er. Derfor bliver det også en mere og mere interessant snak i forhold til, hvor de føler, de er som karakter, og hvordan vi skal få dem derhen«.
Hvordan er arbejdet mellem jer to generelt i at udvikle historien?
Jannik Tai Mosholt: »Det er virkelig dårligt«.
Christian Potalivo: »På grænsen til ubehageligt«.
Jannik Tai Mosholt: »Ej, vi arbejder utrolig tæt sammen. Jeg har ansvaret for det skrevne og Christian har ansvaret for produktionen, og det er klart, det lapper over. Vi har lidt en fornemmelse af at være i en symbiose, hvor vi konstant har en aftale om, at vi prøver på at skabe rammerne i fællesskab. Vi spiller ret meget bold omkring det og har egentlig ret afklarede funktioner i processen. Det tror jeg, man er nødt til at have«.
Christian Potalivo: »Vi ville skændes om det hele, hvis vi ikke havde. Det er jo fantastisk i sådan en proces at få lov til at være to, men i og for sig også tre nogle gange, når Esben (Toft Jacobsen, medskaber på serien, red.), som står for meget af det visuelle i vores samarbejde, er med. Ingen står med hovedansvaret alene«.
Følte I, at det var et større pres, at I skulle leve op til sæson 1, eller var der en tryghed i at vende tilbage til universet?
Jannik Tai Mosholt: »Jeg oplever helt klart, at presset var størst på første sæson i forhold til at skulle lave noget i en genre, som vi altid har drømt om at lavet noget i, men aldrig havde fået lov til. At skulle opfinde et ikkeeksisterende univers og få alle involverede til at gå ind i det univers og tage ansvar for at bygge det op. Nu når vi træder tilbage i et univers, der allerede eksisterer, kan man godt begynde at minde hinanden om, at nu er det faktisk ret sjovt.
Christian Potalivo: »Der er ingen tvivl om, at der altid er en form for angst forbundet med at lave noget i vores branche, men nu står vi på skuldrene af at have fået at vide, hvor stor en succes første sæson har været, og der er folk i hele verden, der ser det. Vi er kommet over den indledende øvelse på første sæson«.
Man kan aldrig blive elsket af alle
Serien fik ret blandet kritik i den danske presse. Er det noget, I har fulgt med i eller lader jer påvirke af?
Jannik Tai Mosholt: »Man har det jo med at sige: ‘Jeg læser aldrig anmeldelser’. Men de fleste af os, der siger det, laver jo ikke andet. Jeg tror i bund og grund, at man gerne altid vil lave noget, der bliver elsket af alle. Men det gør det jo aldrig. Men vi har også oplevet at få sindssygt meget positiv respons. Vi har lavet noget, der har rejst så langt, at der sidder en masse i Brasilien og Mexico og Frankrig og Polen og Tyrkiet og USA og alle mulige steder og ser serien.
Det, der har været skønt ved at lave noget på Netflix, er at mærke, at når man pludselig har så stort et potentielt publikum, så findes der rigtigt mange, der rigtigt godt kan lide det – og det er dem, vi laver det til«.
Christian Potalivo: »Vi har den fordel, at vi har lavet rigtigt mange ting efterhånden, og vi har vi prøvet både at få på den helt store nagle og at blive savet midt over. Men det, der er så fantastisk ved ‘The Rain’, er, at ja, så har der været nogle blandede anmeldelser i Danmark, men så blev vi jo også lige pludselig anmeldt i hele verden og fik de vildeste anmeldelser i mange lande.
Man bliver sindssyg stolt af, at der sidder folk i hele verden og virkelig elsker det, man har lavet. Det er noget af det mest fantastiske at prøve, fordi vi er vant til, at hvis vi laver noget, der er rigtig godt, så bliver det genindspillet eller vist om to år på en anden kanal. Her var det jo alle, der forholdte sig til det samtidig. Det var meget overvældende«.
Hvad med folks reaktioner og kommentarer på de sociale medier?
Jannik Tai Mosholt: »Det læser jeg ikke. Og det er stort set med alt, ikke bare det, jeg selv laver. Det kan godt gøre mig lidt deprimeret, fordi jeg oplever, at folk på sociale medier glemmer, at der sidder nogen på den anden side og læser det. Så kommentarspor og Nationen og så videre, det læser jeg ikke«.
Christian Potalivo: »Jeg er slet ikke på sociale medier af samme grund. Vi forsøger at holde os åbne for bare at gøre vores arbejde uden den indflydelse«.
Netflix er to mennesker
Har jeres samarbejde med Netflix på nogen måde ændret sig i forhold til sæson 1?
Jannik Tai Mosholt: »Nej, vi har arbejdet tæt med de samme to personer fra starten af, og det føles, som at vi har et tæt samarbejde med to mennesker. Vi diskuterer historier og idéer og alt muligt, men vi har aldrig haft fornemmelsen af, at de har stået og dikteret historien eller sagt, at noget skulle være på en specifik måde«.
Christian Potalivo: »På den måde er det et ret privilegeret samarbejde. I starten snakkede vi meget nervøst om, om der så var nogle, der havde regnet ud i en computer, hvordan karaktererne skulle se ud, for at det blev en succes, men sådan er vores samarbejde slet ikke. Det foregår i en tæt, konstruktiv dialog omkring vores idéer, og deres feedback på det«.
Jeg har læst et sted, i forbindelse med en af de andre europæiske serier, at Netflix havde udtrykt ønske om, at replikkerne skulle være enkle, så de var nemme at oversætte og dubbe. Er det noget, I har oplevet?
Christian Potalivo: »Overhovedet ikke. De ting, vi har snakket om, har ikke været ansporet af Netflix. Som hvad er det for et sprog unge mennesker har, og hvordan man sørger for, at historien går renest muligt igennem. Men det har aldrig været påvirket af, at det skulle dubbes eller noget andet teknisk. Jeg har også hørt de rygter, men det er slet ikke noget, der er med i vores kreative proces«.
Jannik Tai Mosholt: »Vi har før arbejdet sammen med både DR og TV 2, men vi har aldrig følt et så tæt samarbejde med udbyderen, som vi har her, netop fordi det er to mennesker, vi arbejder med, og det er med dem, vi kan diskutere alting med. Vi tænkte også i starten, at vi skulle arbejde for Netflix, men der har det været rart at opleve, at der bare sidder to mennesker, der også gerne vil lave noget, der er så godt som muligt«.
Christian Potalivo: »Det har jo været fantastisk førhen at lave ting for DR og TV 2, der har samlet nationen, hvor det med ‘The Rain’ nærmest er omvendt. Den her serie var aldrig gået under danske produktionsrammer, fordi den henvender sig til et mere nichepræget publikum. Når din platform er hele verden, kan man tænke på en helt anden måde«.
Når I så netop laver serien til et globalt publikum, overvejer I så, hvor meget I kan inddrage danske traditioner og kultur i serien?
Christian Potalivo: »Der er ingen tvivl om, at der er nogle ting, vi ser som danske, som vi gerne vil have med, om det så var tematikker eller andet. På sæson 1 vidste vi, at vi skulle lave noget med Rådhuspladsen og Tivoli og Vesterbrogade, for der er vi vokset op og har gået hver dag. Samtidig tror vi også på, at hvis vi bibeholder det, vi tænker som dansk, kan det blive eksotisk, når man ser det i Brasilien eller i Tyrkiet, for så er det anderledes, selvom det er normalt for os«.
Jannik Tai Mosholt: »Vi snakkede fra starten af om, at vi gerne ville lave en historie i den her postapokalyptiske tradition, hvor vi prøvede at fokusere mere på fællesskabet frem for individet. Den amerikanske postapokalyptiske fortælling er tit en historie om den enkelte mand eller kvinde, der kan klare sig selv. Der talte vi netop om, at vi herhjemme har et samfund, hvor der er en tro på, at det er fællesskabet og sammenhold, der gør, at vi klarer os.
Vi snakkede også om, at det kunne være interessant at lave en serie, hvor vi har skydevåben, men vi bruger dem ikke særligt meget. Vi prøver at lave en dansk tilgang, hvor vi viser, at vi ikke er vokset op med en pistol i hånden. Det ligger ikke naturligt til os«.