’What/If’: Ny Netflix-serie med Renée Zellweger på Frank Underwood-kurs skraber bunden
Der er en øvelse i manuskriptskrivning, der går ud på at finde det værst tænkelige scenarie på det værst tænkelige tidspunkt. Hvis en mand kører et dyr ned, viser det sig at være hans egen elskede beagle og eneste minde om hans afdøde kone. Hvis en kvinde får en fyreseddel, er det, fordi hendes onde søster skal overtage hendes stilling. Det er en udmærket brainstorming-øvelse, men, som Netflix nye antologiserie ’What/If’ demonstrerer, en dårlig strategi at bygge en hel serie på.
’What/If’ har en nogenlunde interessant præmis: Hvordan opfører moralske mennesker sig, når en enkelt uheldsvanger beslutning tvinger dem til at begå umoralske handlinger. Hver sæson tager sig af et nyt hændelsesforløb. Man forestiller sig potentialet i en thriller-version i stil med ’American Horror Story’ eller ’American Crime Story’. Og bliver slemt skuffet.
Den uheldssvangre beslutning i ’What/If’ sker, da genforskeren Lisa (Jane Levy) indvilliger i at lade sin husbond Sean (Blake Jenner) have et one-night-stand med den stenrige forretningskvinde Anne Montgomery (Renée Zellweger) til gengæld for en millioninvestering i Lisas nødstedte opstartsvirksomhed.
Men mest af alt er ’What/If’ en sæbeopera. Og altså ikke af den sjove slags, hvor man glider ind og ud af interessante karakterers vilde forhold og forviklinger. Men af den slags hvor alle bare står og taler og taler, skændes lidt, diskuterer, mistror hinanden, stiller omsonste spørgsmål, og plottet trisser videre i tomgang. Og uden nogen former for sjov og morskab. Alt er ren tristesse.
Seriens bagmænd vil muligvis hævde det modsatte, men den tager sig selv frygteligt seriøs. Det slås allerede an i seriens introduktion, hvor Renée Zellwegers Anne Montgomery holder en dramatisk enetale til kameraet om menneskers valg. Det virker, som om serien ikke tør tage skridtet som sæbeopera helt ud, men er fanget et sted imellem drama og camp.
’What/If’ er blevet sammenlignet med soapdramaet ’Revenge’, men hvor denne fastholdt en spænding i mysterieelement, der hele tiden lå og lurede under overfladen, reduceres ’What/If’ til det ret ligegyldige spørgsmål, om Anne har haft sex med Sean eller ej.
Plottet siver hurtigt ud i det enerverende allerede efter seriens første afsnit. Man tror, man skal høre historien om en hårdtarbejdende kvinde med en genial ide, der kan revolutionere medicinbranchen, mens hun må bekæmpe urimelige odds og en skruppelløs investor. Men serien forlader sig hurtigt til at handle om alle andre end Lisa og Sean og inddriver hele deres udvidede vennekreds’ smerteligt uinteressante liv. Det fører til ligegyldige sideplots om Seans bedste vens kones utroskab og Lisas brors forhold til en bardanser. Og hvad sker der lige for det konstante tordenvejr, der ruller i baggrunden af hvert afsnit?
Serien ser ud, som om den er filmet af en førsteårsstuderende, der stadig er ved at finde ud af, hvordan man bruger et frøperspektiv og kælkede linjer. Renée Zellweger forsøger sig som farlig femme fatale al la en kvindelig pendant til Frank Underwood fra ’House of Cards’, men formår ikke at udvise dennes kølige nærvær og gemene intellekt. Hun ender som en forstilt karikatur.
Og så er persongalleriets relationer til hinanden simpelthen en unødvendigt uigennemskuelig rodebunke. Der går flere afsnit, før vi finder ud af, hvem Lisas bror er, selvom hans sideplot allerede da har fået mere end rigeligt skærmtid. Ligeledes introduceres vennens utro kone, før vi overhovedet forstår, at de to er gift. Seriens homoseksuelle karakterer er i øvrigt ærgerligt stereotype.
Kort sagt:
’What/If’ giver sig ud for at være en thriller, men spændingselementerne er så mikroskopiske, at de helt forsvinder under gulvbrædderne.