‘City on a Hill: ‘The Wire’-inspireret krimiserie falder på omvandrende klicheer
I starten af 90’erne var Boston knædybt i kriminalitet, korruption og racisme. Byens sorte minoritet var politistyrkens yndlingssyndebuk, når der skulle ryddes ud i den uoverskuelige bunke af uopklarede mordsager, og håbet om forandring svandt bort for hver dag.
Perioden er omdrejningspunktet i den nye HBO Nordic-aktuelle krimiserie ‘City on a Hill’, der forsøger at følge i milepælen ‘The Wire’s store fodspor med et makroperspektiv på korruptionen i det østlige USA – fra Bostons kriminelle rendesten, de korrumperede politigange og et retssystem i forfald frem til det såkaldte »Boston Miracle«, hvor forandringens vinde blæste, og retfærdigheden sejrede.
Det lovende udgangspunkt falder dog langsomt, men sikkert sammen om ørene på serien, der savner David Simons minutiøse, neo-realistiske miljøskildring med blik for menneskene i alle samfundets led. I Chuck MacLeans univers er karaktererne ikke meget mere end omvandrende klicheer, hvis tykke accent er det eneste virkelighedstro. 
Kevin Bacon spiller den opportunistiske FBI-agent, Jackie Rohr, der for længst har glemt alt om ære og retfærdighed og ikke skyr nogen midler for at fedte sine egne lommer. Han er konen utro med den unge servitrice på den lokale thairestaurant og er i det hele taget rådden ind til benet, når han smider om sig med trusler for at opretholde den status quo, der har finansieret hans guldringe, hippe jakkesæt og næsepuder ad libitum.
Hans væv af stikkere og lyssky forretningsforbindelser bliver udfordret, da den sorte statsanklager Decourcy Ward (Aldis Hodge) gør sin entre i den bundkorrupte andedam. Han spiller efter reglerne og har ikke tænkt sig at bøje loven for at indfri sine ambitioner om en plads på toppen af karrierestigen. Men da Rohr spænder ben for hans indgroede idealisme, ser han sig nødsaget til at indgå en uhellig alliance med djævlen selv.
Linjerne mellem det gode og det onde er så skarpt trukket op, at karaktererne føles som blottet for enhver menneskelighed. Bacon og Hodge tynges af ligegyldige bikarakterer og subplots, der får alt for meget skærmtid i løbet af de første tre afsnit.
Det føles ubetydeligt, når vi følger Rohr blive tjekket for sexsygdomme af frygt for at blive opdaget i sin utroskab. Og det er decideret søvndyssende at se hans kone forsøge at genoplive ægteskabet med frækt undertøj og råd fra den lokale præst, når vi aldrig kommer ind på livet af hende.
Tanken er selvfølgelig, at karaktererne skal fremstå som afrundede mennesker, men de små karakternuancer får aldrig plads til at ånde.
Der ligger ellers masser af interessante fortællinger og ulmer under overfladen. Blandt andet i Ward, der føler sig som en »house nigger«, fordi hans job afholder ham fra at være del af det sorte fællesskab, og hans hudfarve samtidig gør, at ingen tager ham seriøst på den kridhvide arbejdsplads. Og i pengetransportrøveren Frankie (Jonathan Tucker), der sætter alt over styr for at forsørge sin familie og desperat køber skrabelodder i håb om et mirakel, som kan få ham på ret kurs.
Men de mange afstikkere udvander hinanden og føles mest som afbrydelser fra den egentlige hovedret – Rohr og Wards fællesefterforskning af Frankies røverier, der skal sætte Ward på landkortet som ihærdig sagfører og skaffe Rohr en vigtig fremtidig allierede.
Man aner ellers en god historie bag al rodet.
Kort sagt:
Den Ben Affleck og Matt Damon-producerede ‘City on a Hill’ om Bostons mørke 90’ere er uden skyggen af originalitet.
Læs også: Hvor sandfærdig er ’Chernobyl’? Her er den største kritik mod HBO’s hitserie
- juni på HBO Nordic