’Hotel Mumbai’: Film om virkeligt terrorangreb burde ikke være lavet
’Hotel Mumbai’ skriver sig ind i en problematisk filmpraksis, hvor virkelige tragedier med virkelige mennesketab laves til spændingsfilm.
Sidste år blev Utøya-tragedien eksempelvis lavet om til ikke bare én, men to fiktionsfilm. Selvom instruktørerne havde gjort deres for at være respektfulde over for ofrene, de overlevende og de efterladte, kunne man stadig diskutere filmenes eksistensberettigelse.
Da ’Utøya 22. juli’ havde premiere, argumenterede instruktør Erik Poppe for, at den intense og klaustrofobiske skildring af ofrenes oplevelse af massakren kunne fungere som et slags mindesmærke, så vi aldrig glemmer, hvad der skete på den norske ø. Når filmen nu skulle laves, synes jeg også, at Poppe er en af dem, der er sluppet bedst og mest taktfuldt fra det.
Anthony Maras’ debutfilm forsøger også at vende skildringen af et virkeligt terrorangreb til noget opbyggeligt, men her fremstår det mere letkøbt.
’Hotel Mumbai’ bygger på en række angreb udført af en islamistisk terrororganisation i Indiens største by i 2008 med 174 dødsfald til følge. Fokus er på det luksuriøse Taj Mahal Palace Hotel, hvor gæster og personale var fanget i flere dage, mens to terrorister med maskingevær likviderede alle omkring sig. Filmens positive historie er, at hotelpersonalet trofast blev hængende og hjalp en masse gæster i sikkerhed, mens specialpolitiet fra New Delhi var adskillige timer om at komme til Mumbai.
En af disse medarbejdere spilles af Dev Patel. Hans karakter, tjeneren Arjun, lever ligesom resten af staben efter mantraet »gæsten er gud« – også når stormgevær smælder. Udover at være familiefar og en lidt sjusket fætter, der til køkkenchefens store utilfredshed møder på arbejde i sandaler i starten af filmen, er hans karakter meget tyndt optegnet. Hvorfor han er villig til at sætte sit eget liv i fare for gæsterne, får man ikke rigtigt svar på.
Lige så papirtynde fremstår de gæster, der skal reddes. Armie Hammer og Nazanin Boniadi spiller et rigt forældrepar, der efter angrebet frygter for deres spædbarn, som er lukket inde på hotelværelset med barnepigen.
Når det kommer til thrillerdelen, er ’Hotel Mumbai’ vældig godt lavet. Flere gange spjætter man af overraskelse, når skuddene pludselig lyder. Stemningen af ubehag og gru går rent igennem med en insisterende lydside, der flere gange med stor effekt skruer helt ned for musikken, når terroristerne åbner ild mod uskyldige mennesker.
Men ubehaget bunder ikke kun i solidt håndværk, for noget føles forkert.
Det føles unødvendigt, når filmen detaljeret svælger i den forfærdelige nedskydning af hotellets skrigende gæster. Det føles fejlplaceret, når terroristerne undervejs bidrager med akavet komik i form af fjogede bemærkninger og klask i ryggen. Og det føles påfaldende billigt og belejligt, når fortællingen runder af med glædestårer og opløftende budskaber om at stå sammen.
For man tænker stadig på virkelighedens triste menneskeskæbner og på, at de hellere burde have lov til at hvile i fred end at blive genstand for en actionfilm.
Anthony Maras har tydeligvis haft gode intentioner om at vise menneskers vilje til at hjælpe hinanden, men han har ikke overbevist mig om, at ’Hotel Mumbai’ burde være lavet.
Kort sagt:
’Hotel Mumbai’ fungerer som spændingsfilm, men på bekostning af en virkelig tragedie. Det formår filmen ikke at opveje.
Læs også: Det skal du se i biografen i juni – fra den storroste ‘Booksmart’ til Anders Matthesen som korleder