‘Kvinden, der glemte sin fortid’: Dyster thriller om hukommelsestab er forfriskende anderledes
Dissociativ fugue er en psykisk lidelse, der forårsager pludseligt hukommelsestab, ofte som følge af et ubearbejdet traume.
Sygdommen kan i værste tilfælde resultere i, at man forlader hjemmet og påtager sig en ny identitet, der står i kontrast til, hvem man var forinden – et skrækscenarie, den polske instruktør Agnieszka Smoczynska tager ud i yderste potens i ‘Kvinden, der glemte sin fortid’.
I starten af filmen går en forstadsfrue (spillet af Gabriela Muskala, der også har skrevet filmens manuskript) hen over de polske togskinner og når stationen i Warszawa. Det beskidte, blonde hår klæber til hendes ansigt, og den beigefarvede trench-coat er fyldt med mudderpletter. Hun smider trusserne, sætter sig på hug og pisser løs midt i den katolske menneskemængde.
Spol to år frem: Kvinden, der nu kalder sig selv for Alicja, er hoppet i et par lusede leggins i leopardprint og stirrer frem for sig med eyeliner-tunge øjne og kort strithår. Hendes hukommelse går kun to år tilbage, og hun indvilliger modvilligt i at deltage i et tv-program for forsvundne polakkere. Der er hurtigt bid, da faren genkender sin datter, hvis rigtige navn er Kinga, og som både har mand og barn ventende derhjemme. Her er vi blot fem minutter inde.
Med Muskalas manuskript ved hånden styrer Smoczynska udenom de værste klichéer fra hukommelsestabsgenren. I stedet for at indlede en hæsblæsende Jason Bourne-agtig jagt på sandheden om Alicjas identitet bliver vi taget med ind i et mørkt univers, der udstiller de familiære bånd og særligt moderskabets skrøbelighed.
I intermezzoer fra nutidens scener kravler Kinga allegorisk op fra jorden, som eksisterer hun stadig et sted bag Alicjas hårde ydre og vil ud, med skidt under neglene og hukommelsen intakt. Det visuelle udtryk står til fri fortolkning og hæver Smoczynskas’ værk over den gængse thriller, ligesom det var tilfældet med instruktørens billedsmukke debut ‘The Lure’, der skildrer to menneskeædende havfruer i en multifarvet atmosfære.
Alicjas genforening med familien, hun ikke længere kender, er centrum for fortællingen. Hun giver klart udtryk for, at hun kun ønsker at bo der, indtil hun kan få fingrene i sine nye identitetspapirer, mens hun trasker nøgen rundt i hjemmet med en smøg i munden og en I don’t give a fuck-attitude.
Det gør ondt i hjertet at overvære morens blikke, der lugter langt væk af afsky, og farens naive forsøg på at holde fast i, at Alicja stadig er den samme som før. Imens placerer sønnen Daniel på fem-seks år tegnestifter i hendes seng, og ægtemandens interesse for sin hjemvendte kone er baseret på pligt snarere end lyst. Hun lurer hurtigt, at de måske ikke var helt så lykkeligt et par inden hukommelsestabet – og hvorfor gjorde han egentlig ikke en større indsats for at lede efter sin kone? Filmen fordrer flere spørgsmål, end den giver svar.
De tunge scener afvejes drypvist af rørende situationer, som da Alicja indleder en leg med sønnen, der i al sin enkelhed går ud på at kalde vasketøjskurv for juice og lampe for stol via de post-its, der ifølge familiens uvidende læge skal hjælpe Alicja på rette vej – eller en spontan dansescene til Filip Míleks indtagende soundtrack, der trods alt giver et lille flig af håb for den kuldsejlede kærlighed.
Det er i samspil mellem de både bevægende og tragiske familiemøder, at ‘Kvinden, der glemte sin fortid’ fungerer bedst. Mod slutningen forsøger filmen at løse mysteriet om Alicjas hukommelsestab på halvhjertet vis. Det dukker op forhastet og serveret på et sølvfad.
Kort sagt: ‘Kvinden, der glemte sin fortid’ skiller sig ud fra de typiske thrillere om hukommelsestab ved at skildre familierelationerne frem for hæsblæsende mysterie-jagt, som alligevel får overtaget til sidst.
Læs også: Anders Matthesen: »Jeg føler mig ikke hjemme i en flok med 20 stoddere«
Læs også: Hvor sandfærdig er ’Chernobyl’? Her er den største kritik mod HBO’s hitserie