‘Amanda’: Film om at miste i et terrorangreb er for banal
Terrorangrebene i Paris 13. november 2015 efterlod ikke blot Frankrig, men hele verden i chok over de religiøse ekstremisters umenneskelighed. Skuddene på Bataclan og flere andre steder i byen skete kun få måneder efter attentatet på Charlie Hebdo, og året efter skulle en lastbil tordne gennem Promenade des Anglais i Nice på Bastilledagen.
Udenom dødstallene og de kriminelle handlinger vil instruktøren Mikhaël Hers fortælle om livet, der følger efter. Hvordan kommer man videre, når man uden varsel mister nogen i et terrorangreb? Hvordan kunne man have forhindret folk i at gå en tur, tage til koncert eller gå på arbejde lige netop denne dag? Hvordan kommer man videre efter en så meningsløs og abrupt død?
I Hers’ ’Amanda’ lever den 24-årige David (Vincent Lacoste) et ganske normalt liv i Paris. Han får sine dage til at gå med lyssky lejlighedsudlejning og at klippe hække og træer i parken. Han ses med sin søster Sandrine (Ophelia Kolb) og får så småt følelser for sin nye genbo Léna (Stacy Martin).
Men en dag, da David skal mødes med sin søster og Léna i Vincennes parken, bliver verden vendt på hovedet. David kommer 20 minutter for sent til en park fyldt med lig omgivet af tæpper og picnickurve.
Sandrine er død, Léna alvorligt sovet og værst af alt: Davids niece og Sandrines datter Amanda (Isaure Multrier) står pludselig uden en mor. David har nu ansvaret for sin syvårige niece, og sammen skal de bearbejde en overvældende sorg.
’Amanda’ sætter fokus på en kompliceret sorgproces, der er virkelighed for mange og særligt for det franske folk. Det er en film om kollektiv sorg og bearbejdelse repræsenteret gennem David og Amanda, men dens blik for det større billede savner man desværre.
I stedet for at udforske terrorhandlingers konsekvenser for de efterladte helliger ’Amanda’ sig det almene. Den fremstår banal i sin skildring af sorg, og David er alt for passiv i forhold til, at han får tildelt langt mere opmærksomhed end den pige, han skal forsøge.
Mikhaël Hers kommer for let omkring det barske tema. David og Lénas passionerede elskov er hver gang malplaceret, Amandas sagte hulken i natten for svag og tempoet for sløvt. ’Amanda’ prioriterer hjertevarmen frem for kant og særegenhed.
Kort sagt:
’Amanda’ fortæller om en families tab efter et meningsløst terrorangreb, men i stedet for at portrættere en unik sorgproces forfalder filmen til en banal historie om at komme videre.