’Escape Room’: Brændende original gådegyser er bedre end nogen ’Saw’-film
Et af de største problemer med ’Saw’-serien er designet af seriemorderen Jigsaws fælder. De var aldrig lavet til at blive løst som gåder, men skulle blot sikre, at ofrene døde på de mest rabiate måder. Som bodyhorror-film fungerer det koncept fint, men forsøget på at overkomme fælderne er stadig uinteressant. Bare væk mig, når en skrigende mand bliver splittet midtover.
Den lille gyser ’Escape Room’ blev smidt ud i januarkulden i USA og ignoreret herhjemme af biografdistributørerne, men den er langt mere end en kynisk kopi af ’Saw’. Den er faktisk bedre end alle de notoriske torturfilm.
Udgangspunktet er ellers det samme. Seks fremmede inviteres til et mystisk escape room, men da venteværelset transformeres til en gigantisk ovn, forstår de, at der ikke er tale om sjov og spas, men dødelig alvor. Fra venteværelset går turen fra det ene sadistiske rum til det næste, som en bar vendt på hovedet og et isnende koldt vinterlandskab.
Disse rum er ikke bygget som fælder, men som gåder, der rent faktisk kan løses. Løsningen findes altid gennem håndterbare deduktioner, gode observationsevner og et skarpt sind, som kan se sammenhænge mellem sætninger, objekter og tal. I det føromtalte barlokale løser én person et femtenspil, som viser, hvilke billardkugler der giver kombinationen til et pengeskab. Imens falder loftet langsomt væk fra fødderne under deltagerne.
Instruktør Adam Robitel, som ellers er ret ny på horror-scenen, viser en stor forståelse for at bygge scenarierne op og presse gruppen til det yderste, før en løsning viser sig.
Fra tid til anden ryger én fra gruppen i sidesporet, men i skarp modsætning til gådefilm som fornævnte ’Saw’ eller ’Seven’ spildes der knap nok én dråbe blod. Dødsfaldene er chokerende på grund af deres pludselighed, men især fordi karaktererne er spændende at følge.
Den overivrige nørd Danny er en arketype, vi har set masser af gange før, men i ’Escape Room’ er han interessant nok også den sidste til at sætte spørgsmålstegn ved de autoritære kræfter, som prøver at myrde gruppen fra skyggerne. Den introverte Zoey er i lige så høj grad karakteriseret ved sin generthed som sit skarpe analytiske sind. Taylor Labine (’Tucker and Dale vs. Evil’) giver en vidunderlig varm præstation som en invalideret minearbejder, der altid har en dårlig historie i ærmet at dele med gruppen i et jovialt stemmeleje, og Amandas barske ydre giver senere plads for en omsorgsfuld, sympatiske kerne.
Hovedpræstationen er dog Jay Ellis, der giver den hele armen som en diabolsk aktiehandler, der konstant smider tomme, liberale slagsætninger mod de andre i et forsøg på at fastholde magten. De interessante karakterrelationer og -konflikter holder pulsen oppe trods den simple præmis og manglen på den gode gamle ultravold.
Og så kaster filmen alligevel en bombe i sidste akt, som ikke skal afsløres her, men som på morsom vis sætter scenen for en potentiel toer. Forhåbentlig kan vi danskere få lov til at se den i biografen.
Kort sagt:
’Escape Room’ slækker på volden kendt fra ’Saw’ og ’Seven’ og leverer i stedet et isnende effektivt karakterdrama igennem en labyrint af glimrende gåderum.
Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år