’Angel Has Fallen’: Gerard Butler redder præsidenten (igen) i en film fuld af forspildte chancer

Vi burde efterhånden have vænnet os til det: Endnu engang forsøger den omvandrende steroid Gerard Butler at lave ’Die Hard 1’ med ’Die Hard 5’ som resultat. Og selv om ’Angel has Fallen’, den tredje film i rækken om præsidentbeskytteren Mike Bannings hårdkogte eskapader, nok er den hidtil bedste i serien, er det med en uhyggelig lav standard som bagtæppe.

Banning formår endnu en gang at afværge et attentatforsøg på præsidenten – en attentatforsøg der, vel at mærke, på en og samme tid er utroligt effektivt og utroligt ineffektivt, men lad os ikke hænge os for meget i plothullerne, for ellers kommer vi aldrig hjem. Umiddelbart efter Bannings heltegerning bliver han anklaget for at være konspirationens bagmand, på trods af svimlende vattede beviser, og han må naturligvis tage sagen i egne hænder, hvis han skal bevise sin uskyld – og måske forhindre endnu et forsøg på at komme præsidenten til livs.

Den ubestridte akilleshæl er historien, proppet til randen med klichéer og banale plottwists, og efter at have udpeget de egentlige skurke inden for de første ti minutter er der ikke meget tilbage at gøre end at afvente, at helten på skærmen også når samme konklusion.

Det, der kunne have været historiens frelse, ender med blot at være et pitstop på Bannings rejse mod at få renset sit navn: Den højt estimerede Nick Nolte dukker nemlig op i rollen som Bannings far, en konspirationsforvirret eremit, der lever i selvvalgt eksil i en skov på bøhlandet. Her søger Banning tilflugt for en kort stund, og far og søn får sammen udkæmpet nogle dæmoner, både indre og ydre. Nolte er intet mindre end formidabel og stjæler alle scener, som instruktøren Ric Roman Waugh har været så fornuftig at inkludere ham i.

Man når lige præcis at få den glædelige tanke, at filmen er ved at fase over i buddy-cop-genren, før Banning Sr. tager afsked, og vi må tilbage til hamsterhjulet. En forspildt chance for en interessant far-søn-dynamik, som kunne have givet filmen lidt hjerte – og humor.

Filmen leverer nogle ret fine actionsekvenser på den realistiske side af fistycuffsfråseri, og indimellem er den på sporet af noget, som i en scene, hvor Banning og hans far gemmer sig i en mørk skov, og en bølge af lejesoldater stille og roligt nærmer sig deres gemmested. Her beslutter far og søn sig så for to vidt forskellige taktikker: Faren begynder nonchalant at aktivere boobytraps, mens sønnen render febrilsk rundt i skoven og nedkæmper fjender med sine bare næver, alt imens dødsensfarlige lureminer sprænger til højre og venstre for ham. Det er både sjovt, underholdende og symptomatisk for det komplicerede forhold mellem far og søn.

Der er dog meget langt mellem snapsene. ’Angel Has Fallen’ er en i grunden fjollet film, som tager sig selv alt for seriøst.

---

Kort sagt:

Man fornemmer til tider et snert af potentiale i ’Angel has Fallen’. Men det bliver ved fornemmelserne.

Læs også: Se den eksplosive og nostalgiske trailer til ’Rambo: Last Blood’