’Grønt grænseland’: Indianere, politi og nazister tørner sammen i anstrengende Netflix-serie
David Lynch, Steven Soderbergh, David Fincher, Jane Campion, Jean-Marc Vallée. Flere og flere velestimerede instruktører tager vejen fra film til serier, som de konkurrerende streaminggiganter kaster massevis af moneter efter.
For tre uger siden kom traileren til Netflix-serien ’Grønt grænseland’ (’Frontera Verde’) ud af det blå, og endnu et spændende navn stod bag: Den colombianske arthouse-instruktør Ciro Guerra, der i 2016 blev Oscar-nomineret for den mesterlige, sorthvide ’Slangens favntag’ og tidligere på året var biografaktuel med ligeledes fremragende ’Trækfugle’.
Beklageligvis synes Guerras rolle på miniserien ikke at være nær så stor, som flere medier ellers kunne meddele forud for premieren. Han har ganske vist instrueret første afsnit og ageret executive producer, men i seriens rulletekster og på IMDb står tre andre personer krediteret som skaberne. Måske er det derfor, at ’Grønt grænseland’ slet ikke når samme højder som instruktørens to seneste film.
Serien har ellers flere ting til fælles med Guerras hidtidige værker.
For det første er den prydet af en smuk billedside, hvor publikum føres ind i den vilde, colombianske natur med overvejende rolig kameraføring. Alle otte afsnit foregår således i Amazonasjunglen på grænsen mellem Colombia og Brasilien, ligesom det var tilfældet med førnævnte ’Slangens favntag’.
For det andet kredser ’Grønt grænseland’s tematikker om Colombias oprindelige indianerbefolkning og deres (kulturelle) udslettelse i mødet med vestlig, kapitalistisk indflydelse. I en gennemgående plotlinje, der foregår omkring 80 år tilbage i tiden, ser vi eksempelvis junglestammerne på flugt fra hvide skovhuggere og gummibaroners geværsalver.
For det tredje bliver det oprindelige folks spirituelle syn på verden inkorporeret i fortællingen. Men hvor Guerras film behandler åndelig indgriben og drømmesyner i korte og til tider tvetydige sekvenser, der kan betragtes som magisk realisme, går ’Grønt grænseland’ planken helt ud. Magiske elementer antydes ikke blot – de spiller en afgørende rolle i fortællingen.
To af hovedpersonerne, Yua og Ushe, er nemlig såkaldte vandrere – et mytologisk folk, der er »født af junglen« og ikke ældes. De optræder således både i fortids- og nutidsscener, der foregår 80 år fra hinanden, uden at have fået en eneste rynke i ansigtet.
Havde serien nøjedes med at fortælle deres historie, og hvordan de ser og møder den foranderlige verden omkring dem gennem mere end en menneskealder, kunne man måske godt have levet sig ind i det overnaturlige univers. Men serien vil desværre meget mere, hvilket har resulteret i manuskript så overfyldt af unødvendige plotelementer, at det bliver anstrengende i længden.
Fortællingen har nemlig også en tredje hovedperson, der beskæftiger sig med et krimiplot i nutiden. Politiagenten Helena Poveda ankommer fra Bogotá for at opklare en sag om fire myrdede kvinder fundet dybt inde junglen, alle klædt i tøj fra en kristen sekt kaldet Edenskirken. En af dem, en indianer, der hurtigt viser sig at være Ushe, mangler sit hjerte.
Indianernes spiritualitet og kamp mod hvide imperialister spiller ikke specielt godt sammen med mordsagen. I hvert afsnit er der mange skift mellem fortid og nutid, hvorfor man især i starten skal holde tungen lige i munden for at følge med. Samtidig betyder det, at krimiplottet, der nok blev sat i søen for at give historien noget effektiv fremdrift, udfolder sig i et søvndyssende langsomt tempo.
Da fortællingen halvvejs inde så begynder at løfte sløret for de to spors forbindelse, smides efterforskningen helt på gulvet for at give mere plads til de overnaturlige indslag. Helena går fra at være en alvorsfuld og kompetent agent til at have nogle af de samme kræfter som Yua og Ushe.
Man bliver distanceret snarere end opslugt, fordi junglens mystik skildres så bogstaveligt, at den ikke er særlig mystisk længere. Samtidig hæver man øjenbrynene i skepsis, når en nazistisk læge pludselig træder ind som den primære skurk. Og til sidst ryster man på hovedet, når seriens værste sider mødes i et åndssvagt klimaks.
Folkene bag ’Grønt grænseland’ skal roses for deres ambitioner om at skildre et folk, der ikke normalt kan ses på film og tv. Men Ciro Guerra har tidligere vist, at det kan gøres meget, meget bedre.
Kort sagt:
Den colombianske Netflix-serie ’Grønt grænseland’ forsøger at forene krimiplot med junglemagi og onde nazister, og resultatet er både forvirrende og kedeligt.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: Her er efterårets mest ventede serier