’Mellem linjerne’: Flere holdkæft-bolsjer til den franske elite, tak!
På en travl parisisk café sidder forlagsredaktøren Alain og forfatteren Léonard og spiser frokost sammen. Stemningen er god, men en anelse akavet, og luften er tyk af ord, der er fulde af mening og dog snor sig uden om sandheden.
Til grund for deres møde ligger det spritnye bogmanuskript, som Léonard vil have sin faste redaktør til at udgive. Det er dog først, da frokosten er forbi, og de er tilbage på Alains kontor, at han får nosset sig sammen til at stille det afgørende spørgsmål: »Nåeh, men udgiver du så min bog?«
»Nej« lyder svaret tørt fra Alain. »Det troede jeg da, du havde forstået?«
Sådan er det i Olivier Assayas’ komedie ’Mellem linjerne’. Alle snakker hele tiden med nogen om noget, men der skal ofte en del ordtilløb til, før karaktererne endelig får nosset sig sammen til at sige sandheden. Som så ofte rammer deres samtalepartnere med et knastørt dump og en komisk, antiklimatisk selvfølgelighed.
Filmen er én lang række af møder og middagsselskaber mellem en gruppe intellektuelle, der drikker rødvin, diskuterer litteratur og knalder med hinanden på kryds og tværs i åbenlys hemmelighed. Alle ved det, men ingen snakker om utroskaben, på nær Léonard, der udleverer sig selv og sine elskere (heriblandt Alains kone Selana, som spilles af en veloplagt Juliette Binoche) under pseudonymer i sine nøgleromaner.
Tonen er sjov og spydig, og kontrasten til instruktørens foregående (og yderst fremragende!) sørgegys ‘Personal Shopper’ er så skarp, at man kan skære sig på den. Helt det samme kan man ikke altid sige om filmens vedvarende knævre-dialog, der til tider virker en anelse skrevet og forceret i sin bestræbelse på at spidde sine dumkloge karakterer.
Et af de tilbagevendende samtaleemner, ‘trykpresse versus digitalisering’, virker især lidt firkantet og, ærligt talt, bedaget. Men ja ja da, de har jo ry for at være lidt digitaliseringsforskrækkede, de franskmænd…
Med en skarp Binoche på rollelisten og et par reelt sjove meta-jokes er ‘Mellem linjerne’ dog overordnet (som jeg overhørte en ældre kvinde sige på vej ud af biografsalen) et fornøjeligt bekendtskab, der i hvert fald nok skal få de frankofile hattedamer til at klukle over smørbagte croissanter til matiné-visninger i Grand Teatret.
Som en selverklæret frankofil hattedame in spe overgav jeg mig da også langt hen ad vejen til de umulige, men menneskelige karakterer, som jeg desuden kender så godt fra Woody Allen-film og, til en vis grad, virkeligheden. Men en gang imellem havde jeg nu lyst til at stikke dem et alle holdkæft-bolsje, så både de og jeg kunne få en pause fra den evindelige pseudo-intellektuelle knævren.
Men sådan har jeg det jo faktisk også ret tit ude i virkeligheden. Så på den måde har Assayas alligevel ramt rimelig godt plet.
Kort sagt:
Olivier Assayas spidder eliten i fornøjelig og en til tider lidt for snakkesalig komediefilm a la Woody Allen en français.
Læs også: Adam Driver og Scarlett Johanson bliver skilt i dobbelttrailer til ventet Noah Baumbach-film