Mens den unge fotograf Daniel Rye sad fanget som gidsel hos Islamisk Stat i 13 måneder, arbejdede hans familie i Danmark på højtryk for at skaffe over 15 millioner kroner til hans løsesum.
Forrest gik Ryes storesøster Anita Rye, der skrev utallige breve og mobiliserede opbakning fra en lang række mennesker i lokalområdet.
I Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsens aktuelle filmatisering af begivenhederne ’Ser du månen, Daniel’, bygget på Puk Damsgårds bog, er det den 29-årige Sofie Torp, der spiller Anita – og som skulle finde sin egen vej mod at portrættere en nulevende kvinde, der har en almindelig hverdag i Odense, når hendes heltemodige indsats i brorens tjeneste ikke bliver blæst op til følelsesladet drama på lærredet.
Siden Torp, der er datter af sanger Jette Torp, blev færdig som skuespiller på Den Danske Scenekunstskole i 2016, har hun lavet teater og musicals, været børnevært på Ramasjang og haft mindre optrædener i film og tv – blandt andet i TV 2-serierne Greyzone’ og ’Sygeplejeskolen’ samt ’Yes No Maybe’ på DR3. Men ’Ser du månen, Daniel’ er hendes filmgennembrud, og ifølge vores anmelder »brænder hun virkelig gennem i sin første store filmrolle«.
Vi fangede Sofie Torp på en telefon forud for premieren.
Hvordan fik du rollen i ’Ser du månen, Daniel’?
»Jeg har aldrig været til så lang en casting. Vi brugte to timer, hvor vi nærmest spillede hele filmen igennem. Det var virkelig grundigt, selvom det bare var Niels Arden Oplev, Anders W. Berthelsen og en caster med et håndholdt kamera i sådan et lidt tarveligt konferencelokale. Pludselig sagde de: ’Nu laver vi filmens afsluttende scene, hvor du ikke har set din bror i 13 måneder’.
Et par dage senere varmede jeg op til at spille inde i Husets Teater, da min telefon ringede. Selvom det var lige inden, tænkte jeg, ’den tager jeg lige’. Det var egentlig et ret sørgeligt stykke, men til den forestilling var min karakter ikke så ked af det igen. Så snart jeg fik at vide, jeg havde fået rollen, blev jeg totalt lalleglad.
Det var til gengæld meget specielt at gå at vente et år på, at optagelserne startede. Som helt ung skuespiller bruger man alt for meget energi på at tænke, ’gad vide, om de har fortrudt’. Når man ikke har lavet så meget før, fylder tanken: Hvornår indser de, at de har taget fuldstændig fejl?«.
Du spiller Daniel Ryes storesøster, Anita Rye. Hvem er hun i filmen i forhold til virkeligheden?
»Lige så meget som jeg lægger mig op ad en virkelig person, er min karakter jo fiktion. Hun blev virkelig en hård negl i filmen, som jeg ikke oplever, at virkelighedens Anita er på samme måde. Hun har nogle vilde punchlines og sætter endda PET på plads.
Karakteren spænder fra at være en helt almindelig og pisseirriterende storesøster, inden Daniel tager afsted, som siger ’Hvad, kunne man forestille sig, at du kom i gang med en uddannelse?’, til den emotionelle reaktion, det er at få at vide, at ens bror bliver holdt som fange i Syrien.
Jeg har prøvet at tage det, jeg kunne med fra virkelighedens Anita. Hun er den her meget konkrete type, der handler sig ud af tingene i stedet for at gå til følelserne først«.
Én ting er at spille en historisk person eller berømthed. Hvordan er det at spille en almindelig nulevende kvinde, der er kemiingeniør og bor i Odense?
»Det er vildt at spille en person, du kan blive venner med Facebook. Jeg blev ved med at insistere over for produktionen på at møde Anita Rye. Egentlig var familien ikke så interesseret i det, men jeg ville have det underligt med at spille en person, der findes, som ovenikøbet sidder i Odense, uden at have mødt hende.
Når jeg spillede hende, tænkte jeg meget over, hvordan virkelighedens Anita ville reagere. For det var meget langt fra, hvad mit eget system ville. Jeg synes, det klæder filmen, at hun giver en farve, som er mere kontant og handlekraftig. I stedet for altid at spille med tårer i øjnene overvejede jeg, hvilke andre reaktioner der fandtes. På den måde inspirerede mit møde med Anita mig under optagelserne.
Jeg sluttede vores møde af med at fortælle hende, at jeg ville spille hende som en helt. Så fik hun helt røde kinder, men jeg synes både, hun er helten i filmen og i den virkelige historie.
Efter Anita Rye havde set filmen, skrev hun en sød besked til mig, hvor hun sagde, at hun var glad for den måde, jeg spiller hende på. Der begyndte jeg at tude, for det var bare det vigtigste«.
Du har mange scener, hvor Anita er vred på forskellige mennesker – Daniel, familien, Udenrigsministeriet. Hvordan forberedte du dig på at spille den vrede ud?
»Det var så nemt for mig, for det gav sig selv, hvorfor hun reagerer med vrede. Besøgene i Udenrigsministeriet optog vi på første optagedag. Jeg blev personligt så provokeret. Staten sidder der med kringle og jakkesæt og siger til en familie, hvis søn er taget til fange, at der ikke er noget at gøre.
Familien fortalte os selv, at der altid var kringle til de der møder. De møder op for at få hjælp, men i stedet får de bare lortekringle. Det er helt absurd.
Som jeg ser det, er det godt, at der er en i den familie, der har vreden og slår i bordet. Der er drivkraft i den. Ved siden af min karakter Anita sidder Jens Jørn Spottag, der spiller Daniels far, og er fuldstændig pacificeret. Den kontrast var sjovt at arbejde med«.
Hvordan påvirkede det stemningen under optagelserne, at filmens historie er så brutal?
»Det er hårdt, men også vildt, hvor meget man kan arbejde og lege med detaljerne i stedet for at gå følelsesmæssigt ind i det. Men det var også to forskellige film – en i Syrien og en i Danmark. Vi har nærmest ikke været en del af Esbens film. Det var vildt at se, hvad hinanden havde lavet.
Vi var jo ikke med til alt det brutale og voldelige, vi var en del af følelserne og oplevelsen af at være familie derhjemme. Den oplevelse, vi har haft på settet, har nok været meget anderledes end at filme alle scenerne i fangekælderen«.
Var det svært at spille storesøster til Esben Smed, når du i virkeligheden er yngre?
»Det var specielt at skulle tage en autoritet som storesøster over for en mand på 34, når man selv er yngre. Han gik på fjerdeåret, da jeg kom ind på Skuespillerskolen, så han har altid været en af de ’store drenge’. Esben havde det også nogle gange lidt cringe over, at han spiller en på 24-25 år i filmen. Men omvendt tror jeg ikke, der er nogen, som kommer til at tænke over alderen, når de ser den.
På grund af min hud bliver jeg altid castet som lidt ældre. Jeg har et ar på hagen, som alle instruktører og fotografer åbenbart synes ser helt smadret ud, haha. De siger altid ’Hold da op, der er nogle historier i det ansigt’. Jeg ville aldrig kunne spille ti år yngre«.
Hvordan går du til dit arbejde som skuespiller?
»Jeg er meget jysk håndværker i den måde, jeg er skuespiller på. Jeg kan mine replikker, jeg kommer til tiden, og jeg går meget op i at være en god kollega. Det lyder meget lavpraktisk, men i faget kan det virkelig være en mangelvare. Mød kunstnerisk op uden at være smurt ind i alle dine følelser. Jeg ser mere mig selv som håndværker end kunstner. Det er noget, jeg har det godt med og håber at bygge en karriere på«.
Hvordan valgte du mellem sang og skuespil?
»Til at starte med anede jeg ikke, hvad jeg skulle, så jeg søgte bare ind på alle de kreative uddannelser. Jeg kom ikke ind nogen steder. Jeg turde ikke rigtigt sige højt, at det var skuespillet, jeg helst ville. Jeg havde altid været en sangpige. Alle havde altid regnet med, at jeg blev sanger, min mor var jo også sanger.
I virkeligheden trak jeg længere hen over mod skuespillet, men det var enormt blufærdigt at sige højt, for der var jeg på udebane. Det var ikke noget, jeg kunne i forvejen.
Det er så fedt, at jeg ikke har fået min rolle i ’Ser du månen, Daniel’, fordi jeg kan synge. Anita bryder ikke lige pludselig ud i en eller anden ode. Det er mit skuespil, de har givet mig rollen på, og det føles fucking fedt.«
Hvad har du taget med dig fra historien om Daniel Rye?
»Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg selv ville have reageret. Da vi optog filmen, var mine brødre på 23 og 25 år på den anden side af jorden. Man kan ikke undgå at tænke: Tænk hvis det var mig. På den måde er historien meget universel. Enten er man Daniel, moren, søsteren eller faren. Alle kan mærke, hvor forfærdeligt det ville være, hvis man selv oplevede det. På den måde har historien sat sig i mig for altid«.