1. En bumlende start
For første gang i dette årti blev verdens ældste filmfestival ikke åbnet af en amerikansk storfilm.
Æren tilfaldt den japanske auteur Hirokazu Koreeda, der sidste år vandt Guldpalmen i Cannes for det sublime familiedrama ’Shoplifters’. Nu er han aktuel med sin første film uden for Japan, franske ’Le Verité’, der har to af landets største skuespilstjerner, Juliette Binoche og Catherine Deneuve, i hovedrollerne foruden Ethan Hawke i en birolle.
På papiret lignede det et glimrende bud på en åbningsfilm, der kunne være med til at svinge den primært Hollywood-fokuserede festival mod international arthouse af øverste skuffe. Men ak. Havde man håbet, at Koreeda ville formå at overføre sine humanistiske slice of life-dramaer til en fremmed kultur, går man skuffet hjem.
’Le Verité’ er på alle måder et klassisk fransk komediedrama, hvor følelserne sidder uden på tøjet, og de rappe replikker står i kø for at få publikum til at le. Dog mere på ondt end godt.
Filmen behandler ganske vist instruktørens yndlingsemne – den moderne familie – men derudover er Koreedas aftryk nærmest umuligt at identificere.
Væk er de neorealistiske skildringer af helt almindelige mennesker til fordel for et portræt af en dysfunktionel fransk overklassefamilie med en altomsluttende diva i front: Deneuve spiller matriarken Fabienne – en succesfuld, aldrende skuespiller, som er bange for, at karrieren efterhånden synger på sidste vers – mens Binoche indtager rollen som datteren Lumir, der har krydset Atlanten for at besøge sin egocentriske mor i hendes overdådige villa i Paris.
Anledningen er Fabiennes nyligt udgivne memoirer, som Lumir ikke har fået lov til at læse på forhånd. Men da hun endelig får bogen mellem hænderne, genkender hun intet af det – for moren kom da aldrig til hendes skoleforestillinger, og hvor er omtalen af, hvordan hun låste Lumir inde i kælderen i timevis som straf for ulydighed?
Sammenstødet går mestendels ud over Lumirs amerikanske mand, den afdankede tv-skuespiller Hank (Hawke), der må finde sig i morens slet skjulte fornærmelser om hans evner udi i skuespillets kunst, mens deres uskyldige, unge datter Charlotte kastes intetanende ind i magtspillet mellem mor og datter.
Bagtæppet er optagelserne til Fabiennes senest filmrolle i en umiddelbart rædderlig køkkenvask-udgave af ’Interstellar’, hvor hun spiller en kvinde, der er blevet ældre end sin mor, mens denne har været afsted på rumrejser.
Symbolikken er til at skære i, så man forstår hurtigt, at filmen mimer forholdet mellem Fabienne og Lumir. Koreeda har en interessant pointe i, at familieroller dybest set er ligesom at spille skuespil: Hvis man husker sin mor som en tyran, vil man altid se hende i den rolle, og hvis man føler sig af forladt af sin datter, ænser man ikke forsøgene på nærhed. Og så er det lige meget, om det umage par i virkeligheden er som to dråber vand. Det bliver desværre ved en overfladisk pointe.
Et lille lyspunkt er, når filmen spidder den feterede filmstjernes usikkerheder i mødet med filmens unge stjerne – en nærmest identisk klon af Fabiennes største konkurrent fra dengang, hun var ung – og tager pis på den selvhøjtidelige og inderst inde ensomme kunstner.
Men de få grin spænder desværre også ofte ben for filmens få oprigtige øjeblikke, mens karaktererne aldrig fremstår som andet end irriterende karikaturer, langt fra Koreedas normalt så afrundede og helstøbte mennesker.
2. Roman Polanskis film skaber debat – før den er blevet vist
Det vakte stor opsigt, da Venedig Film Festival offentliggjorte, at Roman Polanskis ’Officer and a Spy’ deltog i hovedkonkurrencen. Den polske instruktør har siden 1977 været anklaget for voldtægt af dengang 13-årige Samantha Geimer og har levet i eksil i Europa lige siden, hvilket ikke just passer perfekt ind i TimesUp-tiden – også selvom Geimer har tilgivet ham.
På årets første pressekonference blev jurypræsidenten, den argentinske mesterinstruktør Lucrecia Martel, spurgt, om hun ville være i stand til at adskille manden fra kunstværket, når hun skulle bedømme filmen i hovedkonkurrencen – og her var svaret indledningsvist »nej«, selvom Martel udtalte, at festivalen alligevel havde truffet den rigtige beslutning ved at inkludere Polanski i årets program.
»Jeg adskiller ikke manden fra kunsten. Jeg mener, at de vigtige dele af arbejdet udspringer fra manden. En mand, der begår en forbrydelse af denne karakter og bliver dømt, hvorefter ofret er tilfreds med kompensationen, er svær for mig at dømme. Det er svært for mig at definere, hvad der er den rigtige tilgang til folk, der har begået visse ugerninger og er blevet dømt for dem. Den slags spørgsmål er del af debatten i vor tid«, sagde Martel, mens hun tilføjede, at hun dog ikke ville deltage i den officielle middag efter premieren på Polanskis film:
»Jeg vil ikke lykønske ham, selvom jeg synes, det er korrekt, at hans film er her på festivalen. Vi er nødt til at udvikle vores dialog med ham, og det her er det bedst mulige sted at gå videre med denne slags diskussion«.
Martel udsendte senere på aftenen en udtalelse, hvor hun bekendtgjorte, at hendes ord var blevet misforstået, og at hun ikke vil have nogle forudindtagede holdninger om filmen, når hun skal dømme den i konkurrence.
’An Officer and a Spy’, der omhandler Dreyfus-affæren i den franske hær anno 1894, får premiere i morgen, hvor vi får at se, om Polanski gør comeback efter en række mildest talt middelmådige film.
Læs også: De 10 film, vi glæder os mest til på Venedig Film Festival