’Charlie Says’: Et stærkt modsvar til Tarantinos Manson-fremstilling

Vi har hørt historien masser af gange det seneste års tid: Den elendige musiker Charles Manson fik i august 1969 sine unge følgere til at myrde syv mennesker i Los Angeles og omegn under påskud af at igangsætte Helter Skelter, en forestående racekrig. Der kom ingen racekrig, men til gengæld anså mange mordene for at være slutningen på Hollywoods uskyld og den pacifistiske hippiebevægelse, der proklamerede peace, love and harmony.

Hvad end det er karakterer baseret på Manson som i mesterværket ’Mandy’ samt ’Bad Times at the El Royale’, eller manden selv i anden sæson af ’Mindhunter’ og ’Once Upon a Time in Hollywood’, drukner vi efterhånden i forskellige udgaver af den notoriske kultleder. Der var sågar en slasher-film om mordene på Sharon Tate og hendes venner den skæbnesvangre augustnat på Cielo Drive!

Så meget desto mere forståeligt at nogle af filmene om Manson-familien, der er blevet udgivet op til og omkring de 50-års-dagen for mordene, er røget igennem sprækkerne. Alligevel er det en forbandet skam, at én af dem er ’Charlie Says’.

I modsætning til andre fortællinger og rekonstruktioner fokuserer Mary Harrons film nemlig ikke på Manson, men på de tre kvinder Leslie, Patricia og Susan, der sammen med ham og Tex Watson blev idømt livstid for mordene. Vi følger dem, både mens de bliver indoktrineret af Manson på Spahn Ranch og tre år efter mordene, hvor de stadig sidder i isolation på dødsgangen uden andet selskab end dem selv, en gemytlig vagt og den psykologistuderende Karlene.

Manson-pigerne får ellers sjældent opmærksomhed, selvom de i bogstaveligste forstand førte kniven. I Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’ er de reduceret til sexhungrende hippiemonstre, der fortjener en lige så horribel død som nazisterne i ’Inglourious Basterds’ og slaveejerne i ’Django: Unchained’. Og i ’Mindhunter’, hvor både Tex og Manson interviewes, spiller de ingen rolle.

Ikke at de tre nødvendigvis fortjener vores sympati. Men ved at fokusere på menneskene, der stod i skyggen af Mansons mani, skaber instruktør Mary Harron og hendes faste manuskriptforfatter Guinevere Turner et mere jordnært billede af, hvordan han formåede at få teenagepiger til at stikke en højgravid kvinde ned i koldt blod, som det var tilfældet med Sharon Tate.

Harron og Turner er da heller ikke amatører, når det kommer til film om seriemordere. De adapterede ’American Psycho’ i 2000, én af de mest ikoniske film om emnet. Men deres rolle som instruktør og manuskriptforfatter på den film bliver sjovt nok ofte overset til fordel for den originale forfatter Brett Easton Ellis – nærmest som om Hollywood har et problem med kvinder, der laver voldelige genrefilm.

Med ’Charlie Says’ viser de dog igen deres talent for at pille det mandlige ego fra hinanden. Det står meget hurtigt klart, at Mansons familie er et skalkeskjul for at manipulere og nedbryde de unge, desperate mennesker, som hans følgere samler op på siden af vejen. Pigerne bliver nægtet adgang til bøger, penge, familie, værdighed og sågar deres gamle navn i ly af tomme hippieidealer om at lade sit ego dø.

Det skaber nogle lige dele skræmmende og komiske øjeblikke. »Ingen tilhører nogen herude, men vi tilhører alle Charlie«, forklarer Mansons tro discipel Patricia. Det lyder som George Orwells absurde satire ’Animal Farm’, hvor den totalitære gris Napoleon på gårdens lade skriver: »Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre«.

Hvor Damon Herriman gav Manson en uigennemtrængelig fjernhed og kulde i ’Once Upon a Time…’ og ’Mindhunter’, er britiske Matt Smith anderledes patetisk. Hans opførsel er konstant frembrusende og poserende for at kompensere for sit manglende talent og en millimetertynd selvsikkerhed. Som altid med tabere, der føler, de fortjener hele verden, mærker man straks hans indignerede vrede rettet mod alt og alle. Men samtidig tilføjer Mary Harron et element af mareridtsagtigt varsel ved at svøbe scenerne mellem Manson og pigerne i dunkle, blodrøde farver og lys.

Knap så godt går det filmen, når den flytter fokus til fængslet. Der er ellers en god kemi mellem skuespillerne Hannah Murray, Sosie Bacon og Marianne Rendón som Manson-pigerne. Især Murray skiller sig ud med det samme sårede intellekt, der prægede hendes anorektiske karakter Cassie i den britiske ungdomsserie ’Skins’.

Men interviewene mellem pigerne og psykologen Karlene er for spredte og formålsløse til at virke som andet end unødigt fyld. Og når skiftet mellem Spahn Ranch og fængslet altid foregår ved at zoome ind på én af pigernes ansigt og langsomt fade, virker det studentikost. Især fordi Mary Harron ellers får så meget ud af sine beskedne ressourcer gennem karakterstudiet af Manson-familiens morbide skred fra hippiekollektiv til mordere.

Læs også: Charles Manson-skuespiller om sakset scene fra ’Once Upon a Time in Hollywood’: »En af de bedste scener, jeg nogensinde har læst«