’Koko-di Koko-da’: Peter Belli beordrer mord og synger børnesange, som var han skabt af David Lynch

’Koko-di Koko-da’: Peter Belli beordrer mord og synger børnesange, som var han skabt af David Lynch
Peter Belli i Johannes Nyholms 'Koko-di Koko-da' (Foto: Tobias Hoeim Flyckt /ØFP)

Jeg har altid syntes, at Peter Belli virker som en hyggelig mand. Det synes jeg ikke længere. I svenske Johannes Nyholms anden spillefilm ‘Koko-di Koko-da’ spiller sangeren en mystisk David Lynch-agtig gentleman ved navn Mog, i hvidt jakkesæt, bowlerhat og stok. Han synger børnesange og beordrer mord med et smil på læben og med to tavse figurer, en dræberhund og en død gris ved sin side. Han er som taget ud af dit mest uhyggelige mareridt.

Trods sin titel hentet fra en svensk børnesang er ‘Koko-di Koko-da’ faktisk næsten ét langt mareridt for både tilskueren og vores hovedpersoner, parret Elin og Tobias. Dem møder vi først i en noget lettere sammenhæng, da de iført kaninansigtsmaling er ude at ude at spise frokost med deres datter, Maja.

Snart skifter stemningen dog i en mørk retning, da Elin får en allergisk reaktion på muslinger og bliver fragtet til hospitalet. Næste morgen, på Majas otteårs fødselsdag, finder de for sent ud af, at hun er blevet ramt af samme reaktion.

Fra ‘Koko-di Koko-da’ (foto: ØFP)

Tre år senere er Elin og Tobias på vej på campingtur for at genopbygge forholdet, der hænger i en tynd tråd af passivaggression. De lægger sig modvilligt til at sove i et telt i en øde skov, og det er her, Mog træder ind i billedet, eller rettere parrets mareridt. Da Elin vågner tidligt om morgenen og skal tisse, bliver hun overfaldet og ydmyget af den uhyggelige bande, mens en skræmt Tobias overværer seancen fra teltet uden at komme sin kone til undsætning. Det slutter brutalt. Og så vågner parret op igen, og situationen gentager sig som en mørk version af ‘Groundhog Day’. For hver gang de vågner, går Tobias mere i panik, men lærer ikke det, filmen lægger op til, at de mangler: At stå sammen og bruge hinanden i sorgen.

Selvom vi ikke får en forklaring på de tilsyneladende meningsløse væmmelige overfald, står det hurtigt klart, at det er en metafor for parrets blokering i sorgbearbejdelsen. Og når man har fanget den trods alt banale pointe, er der bare meget film at stå igennem. Jeg havde virkelig svært ved at være i filmens blanding af sadistisk vold, grum humor, konstant ubehag, mystik, sorg og perverst infantile univers. Mindre sarte sjæle kan givetvis finde glæde i den lumsk uhyggelige fabel.

Æstetisk er filmen godt skruet sammen og understreger følelsen af kaotisk uhygge med håndholdte lange takes og scener, der afbrydes af abrupt og grotesk cirkusmusik. Historien stikker to gange af i et fint skyggemarionetshow, der illustrerer familiens tragiske skæbne.


Kort sagt:
Johannes Nyholms rablende mareridtsfabel om et forældrepar i sorg er mere frastødende end forløsende.

Spillefilm. Instruktion: Johannes Nyholm. Medvirkende: Peter Belli, Leif Edlund, Ylva Gallon. Spilletid: 86 minutter. Biografpremiere: Den 26. september
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af