’Late Night’: Mindy Kaling dissekerer comedy-verdenens bro-kultur i intelligent komedie
Manuskriptforfatter, skuespiller og serieskaber Mindy Kaling, der har indisk baggrund, blev ansat som såkaldt ‘diversity hire’ på amerikanske ‘The Office’ tilbage i 2005, så hun ved, hvordan det er at være den eneste minoritetskvinde i et forfatterrum fuld af hvide mænd.
At hun blev hyret for mere end sin hudfarve og køn, beviste hun hurtigt på ‘The Office’, hvor hun endte som executive producer og skabte den populære karakter Kelly Kapoor, og siden med sine egne serier ‘The Mindy Project’, ‘Champions’ og den kommende ‘Fire bryllupper og en begravelse’. Nu har hun skrevet sin første spillefilm, backstage-komedien ‘Late Night’, et varmt og til tider skarpt miks af ‘The Devil Wears Prada’, ’30 Rock’ og ‘The Mindy Project’, der netop er inspireret af hendes oplevelse på ‘The Office’ (der dog var en del mere positiv, har hun fortalt).
Dermed har hun personligt bevist en af pointerne i ‘Late Night’: Det spiller ingen rolle, hvorfor du bliver hyret – spørgsmålet er, hvad du stiller op med muligheden.
I ‘Late Night’, der er instrueret af den garvede komedieinstruktør Nisha Ganatra, spiller Kaling Molly Patel, hvis eneste komedieerfaring består af at fortælle jokes over højttaleren på et kemisk anlæg. Ikke desto mindre lander hun et job som forfatter på late night-talkshowet ‘Tonight with Katherine Newbury’, da hun ad kringlede veje er kommet ind til en jobsamtale hos showets producer, Brad (David O’Hare), netop som den garvede talkshowvært Katherine Newbury (Emma Thompson) råber ind i røret til ham, at han skal hyre en hvilken som helst kvinde.
Katherine har nemlig fået skudt i skoen, at hun er en pseudofeminist, der hader kvinder, og da netværkets chef (Amy Ryan) truer med at give hende sparket på grund af showets stagnering, beslutter hun sig for at tilføre forfatterrummet tiltrængt nyt blod. Mediebilledet har udviklet sig uden den gammeldags og snobbede Katherine, og man får ikke clicks ved at interviewe historikeren Doris Kearns Goodwin, mens Jimmy Fallon og Robert Downey Jr. bader en fårehund ovre hos konkurrenten.
Jeg ved ikke, hvad der er mest urealistisk: At uerfarne Molly bliver ansat, eller at der har været en kvindelig late night-vært på et amerikansk tv-netværk i 28 år. Men æder gerne begge dele for den gode histories skyld.
Molly får en kold modtagelse fra de mandlige forfattere, der trods deres egen lave arbejdsmoral og idéforladthed ikke synes, hun har fortjent en plads ved bordet. »Jeg ville ønske, jeg var en farvet kvinde, der kunne få et hvilket som helst job uden nogen kvalifikationer«, klager en af forfatterne, mens en anden brokker sig over, at det er »et fjendtligt miljø for hvide, veluddannede mænd«.
Heller ikke Katherine har umiddelbart noget ønske om at indtage en varm mentorrolle for Molly. Da Katherine for første gang længe bevæger sig ind i forfatterrummet for at få vendt skuden, kalder hun alle forfatterne ved nummer, og Molly, nummer 8, er kun noget værd for hende, hvis hun kan levere jokes. Som hun siger, da Molly kommer med en ellers fornuftig analyse af showets svagheder: Du kan ikke bare komme og kritisere – du må bidrage.
Så det gør hun naturligvis, og ikke overraskende viser det sig, at Mollys friske perspektiv giver ny energi til showet.
Udviklingen af de to kvinders magtforhold og skildringen af at være ene kvinde i et kreativt miljø på begge niveauer er filmens force. Den skildrer interessant generationsforskellen mellem Molly, der ser en styrke i sin minoritetsstatus, og Katherine, der ligesom Selina Meyer i ‘Veep’ gør sit bedste for at ignorere sit køn og har et underliggende had til kvinder, der bunder i selvhad.
»Jeg hader ikke kvinder! Jeg elsker Mary Tyler Moore! Jeg elsker Gilda Radner!« forsvarer hun sig med perfekt timing fra syleskarpe Emma Thompson.
Pingpong-dialogen mellem velcastede skuespillere som Hugh Dancy, Reid Scott fra ‘Veep’, Max Casella, Paul Walter Hauser og Ike Barinholtz kører generelt godt, og charmerende Kaling giver også sig selv et par gode punchlines. Til Brads advarsel mod forfatterrummets manglende politiske korrekthed og maskuline omgangstone, svarer hun: »Jeg har set forfatterne, og jeg er ikke bange for deres maskulinitet«.
Desværre er vittighederne i selve showet meget lidt sjove, og jeg blev aldrig overbevist om, at hverken Katherine, Molly eller de andre virkelig fortjener at redde talkshowet, selvom vi ser det blive moderat bedre.
Et romantisk sideplot og en halvbagt MeToo-historie giver unødigt fyld til en film, der er stærkest i sin diskussion af inklusion og køn. Men også her er ‘Late Night’ en smule tandløs. Trods gode betragtninger stikker Kaling aldrig kniven ind, og hendes hang til sød romantik tager over. Filmen er en tiltrængt illustration af, at inklusion gør kulturprodukter bedre, men argumentet havde stået stærkere, hvis den selv havde været lidt skarpere.
Kort sagt:
Mindy Kaling dissekerer comedy-branchens ekskluderende bro-kultur i en intelligent, men lidt for hyggelig komedie med en skønt spids Emma Thompson i front.
Læs også: ‘Good Boys’ – tween-version af ‘Superbad’ rammer rent og rørende