VENEDIG. Filmfestivalen i Venedig er ved at gå på held. Den røde løber har på sidstedagen været dedikeret til klimademonstrationer, inden aftenens prisuddeling og afslutningsfilm lukker ballet.
Og med danske briller er festivalens sidste film, ‘The Burnt Orange Heresy’, særligt interessant, fordi Claes Bang indtager hovedrollen som kunstkritikeren James Figueras, der aner en mulighed for at redde sin skræntende karriere ved at stjæle et kostbart maleri.
Pladsen som afslutningsfilm er som oftest reserveret til værker, der kan trække store stjerner på den røde løber, men som ikke helt er gode nok til at være med, når festivalen går på sit højeste. Og sådan forholder det sig da også her.
Bang spiller nemlig over for både Mick Jagger – i en af rockstjernens sjældne filmroller – Donald Sutherland og Elizabeth Debicki, og det taler sit tydelige sprog om Bangs store talent, at det er ham som kommer bedst ud på den anden side af instruktør Giuseppe Capotondis internationale debut. Men selvom den danske stjerne gør, hvad han kan med sin charmerende britiske accent, er det desværre ikke nok til at redde selve filmen.
Rollen som Figueras ligger i klar forlængelse af Bangs store gennembrud som museumskuratoren Christian i Ruben Östlunds Guldpalmevinder ’The Square’. Men hvor sidstnævnte var dybt identificerbar og elskværdig i al sin ynkelighed, er Figueras en omvandrende kliche, hvis mest bemærkelsesværdige karaktertræk er, at han konstant sluger piller – en særdeles uelegant måde at understrege karakterens psykiske deroute.
Vi møder Figueras, da han er i færd med at give en flok rige turister et crash course i kunstkritik. For selvom han er en af verdens mest anerkendte kritikere, betaler aviserne ikke længere godt nok til, at man kan leve af den slags. Det er den ultimative nedværdigelse, når han skal underholde en flok amatør-kulturkritikere, men alligevel lader han til at nyde det, når han beskriver præcis, hvor magtfuld anmelderen egentlig er. Det er denne instans, der virkelig kan kontekstualisere værker og hæve tilfælde klatter maling til fuldbyrdet mesterværkstatus, mener han.
Det er til et af disse arrangementer, at Figueras møder den mystiske amerikaner Berenice Hollis (Debicki), der bærer på en hemmelighed, som hun er flygtet fra ved at tage på sightseeing gennem Europa. De udveksler et par replikker, som antyder en vag kemi. Klip til næste scene, hvor de har hed elskov. Den slags tørre klichéer er ’The Burnt Orange Heresy’ fuld af.
Forholdet mellem de to modpoler overbeviser aldrig, men man køber den alligevel, når ensomme Figueras inviterer den blonde skønhed med på et karrierevigtigt besøg hos den rige galleriejer Joseph Cassidy (Jagger). Det er her, kritikeren får stillet til opgave at stjæle et værdifuldt maleri fra kunstneren Jerome Debney (Sutherland), der er indlogeret hos Cassidy.
Derfra udvikler historien sig til en noget anstrengt noir-thriller, som dyrker det helt store melodrama og aldrig rigtig bliver spændende. Og så føles det aldrig som om filmen får sagt noget egentligt originalt om kunstens natur, selvom den forsøger noget så ihærdigt på det med talrige kunstige dialoger scener om forholdet mellem kunst og kritik. Fieguras synes at mene, at det gode kunstværk er det, der kan sælge den bedste løgn – en bedrift som ‘The Burnt Orange Heresy’ i hvert fald ikke formår.
Læs også: Hele vores dækning af Venedig Film Festival