38-årige Anders Juul blev uddannet skuespiller i 2005 og har siden medvirket i en lang række film, tv-serier og teaterstykker, fra ’Borgen’ til ’Badehotellet’ og ’Journal 64’.
Hans kritiske gennembrud kom dog med en af hovedrollerne i Christian Tafdrups omdiskuterede ’En frygtelig kvinde’ fra 2017. En film, som trods sit lille budget solgte over 180.000 biografbilletter og blev genstand for en massiv offentlig debat.
I DR’s nye dramaserie ’Fred til lands’ spiller Anders Juul rollen som den afdankede forfatter Martin, der vender tilbage fra København til det landsbysamfund, han er flygtet fra, under påskud af at ville tage sig af sin sorgramte bror, hvis søn muligvis er blevet dræbt af landsbyens plageånd Mike.
Ifølge Anders Juul må kunst hellere end gerne træde folk over tæerne.
Vi talte med skuespilleren forud for premieren på ’Fred til lands’.
I forbindelse med din rolle i teaterforestillingen ’Jeg løber’ fortalte du, at du fremover kun ville sige ja til roller, du kunne mærke gav mening. Hvad var det ved Martin-karakteren, der gav mening for dig?
»Da jeg læste manuskriptet, fik jeg instinktivt lyst til at forsvare ham, fordi han er én, som man umiddelbart vil kigge på og synes er lidt af en selvoptaget idiot, som render med damer, og som hele tiden taler om sig selv og ikke kan finde ud af at være i reel kontakt med noget som helst. Det blev jeg instinktivt optaget af. Jeg tænkte: Hvad er det her for et menneske? Hvad ligger der nedenunder? Hvad er det, som driver ham? Hvorfor er han nødt til at holde sådan en facade? Hvorfor er det så svært for ham at blive i de ting, som er svære?
Han har forskellige strategier. Han kan forsvinde ind i kvinder og sex, han kan forsvinde ind i alkohol og fest og helt konkret bare skride. Den mekaniske, der gør, at man bare forsvinder og går, når det bliver svært, synes jeg var interessant. Det måtte der ligge noget dybere i, og det fik jeg straks lyst til at undersøge«.
Oven på ’En frygtelig kvinde’ og ’Fred til lands’ er du så ved at være specialist i irriterende mænd?
»Var det ikke hende, der var irriterende i den film? Ej, jeg synes, det er fedt. Det her er en super kantet figur, der er gået i stykker, og som roder rundt i verden og ikke kan få noget til at fungere, fordi der er et eller andet, han mangler at indrømme eller at turde være over for sig selv. Det tiltaler mig at spille figurer, som bare kæmper med at være i verden«.
Hvad gjorde du for, at Martin ikke skulle fremstå som en storbykarikatur?
»Han kommer jo selv fra provinsen, så København repræsenterer mere en flugt. Men sådan ser han det jo ikke selv. Han oplever selv, at det er for småt, og at der ikke er plads til at være sig selv. Så han drager til København, hvor han kan få lov til at være sig selv. Problemet er jo så bare, at han ikke kan få lov at være sig selv nogen steder«.
Hvordan fandt du ind til kernen af karakteren?
»Han er jo forfatter, så jeg skrev rigtigt meget og prøvede at bygge karakteren op omkring det. Jeg skrev, hvordan han var vokset op i et sådan lidt mere forfatteragtigt sprog end de der karakter-sheets, vi normalt får. Jeg har siddet og drukket en sjus om aftenen på en café og skrevet og har prøvet at være i den der romantik, hvor det hele er synd for én, hvor man er rigtig, og alle andre er forkerte. Man kan på en måde lidt meta-forholde sig til det ved at sidde og skrive om det«.
Kunne du mærke, at manuskriptet til ’Fred til lands’ skilte sig ud fra DR’s andre dramaserier?
»Ja, det synes jeg. Det mindede mig ikke om noget, jeg havde læst før. Jeg kunne mærke, at der var ret meget karakter i det. Der var en særlig blanding af noget af det, vi er rigtig gode til i Skandinavian, nemlig at skabe mennesker og karakterer, og så var der samtidig en ret amerikansk plotmotor, som hele tiden kørte. Kombinationen af de to ting synes jeg sjældent er så velfungerende. Den kombination var anderledes, og den var jeg ret hurtigt hooked på. Jeg kunne mærke, at jeg interesserede mig for de her figurer. Den måde plottet bliver skubbet rundt på igennem figurernes psykologi blev jeg vildt optaget af«.
Vores læsere kender dig nok bedst fra ’En frygtelig kvinde’. Kan du fortælle lidt om, hvordan du selv oplevede det postyr, den skabte?
»Sådan som jeg har det nu, sådan havde jeg det egentligt også dengang. Den landede jo ned i Metoo og blev ligesom talt ind i det. Det kan jeg den dag i dag stadig ikke helt forstå. Jeg synes ikke, den film har noget med Metoo at gøre. Jeg synes, den har noget at gøre med to mennesker, som forelsker sig, og hvad de kan komme til at gøre ved hinanden. Udgangspunktet i filmen handler om forelskelse og kærlighed.
Metoo handler jo om noget andet end kærlighed. Det handler om magt og grænseoverskridelse. Så udgangspunktet for filmen og den parforholdsdiskussion, der lå i den, havde egentlig ikke noget med Metoo at gøre. På en eller anden måde kom det jo til at blive sådan i pressen og i måden, den blev talt om på. Jeg tror, at det var godt for filmens salg, og den var vel egentlig også lidt progressiv ved at vise, at kvinder også kan udøve magt inden for hjemmets fire vægge«.
Er du blevet svinet til i byen efter ’En frygtelig kvinde’?
»Ha ha! Nej, men der er mange mænd, der er kommet hen og har sagt: ’Ej, sådan var min ekskone også’ og sådan nogle ting. Det har der været virkelig meget af. Jeg har faktisk kun oplevet positive ting og tilkendegivelser på den film. Men der er jo sikkert nogle, der hader den«.
Tror du, at den satte noget i gang i dansk film? Kommer vi til at se flere film og serier, som tør træde folk over tæerne?
»Det håber jeg da. Jeg håber, at folk tør træde hen til grænsen med det, de er i gang med at undersøge rent kunstnerisk. At lave noget for at træde nogen over tæerne, synes jeg er uinteressant. Det tror jeg i virkeligheden heller ikke, at der er nogle, der gør rent strategisk. Men hvis man har en oplevelse af noget – hvad end det måtte være – så håber jeg da altid, at folk fører det så langt så muligt og også til grænsen. At man også tør lave et udsagn, som måske ikke aer med hårene. Det gælder også undersøgelsen af, hvad ondskab er, i ’Fred til lands’«.
‘Fred til lands’ kan ses hver søndag kl. 20 på DR1 og på DR TV.
Læs også: Anmeldelse af ’Fred til lands’