Hollywoods stjerner har fået evigt liv – er det et problem?

Will Smith, Robert De Niro og Al Pacino kan ses som yngre udgaver af dem selv i to af efterårets store film. De-aging-teknologien er for alvor slået igennem i Hollywood. Men hvad er konsekvensen, når skuespillerne ikke længere har nogen alder?
Hollywoods stjerner har fået evigt liv – er det et problem?
En forynget Will Smith i 'Gemini Man'.

Forestil dig, at du sidder en fredag aften i biografens mørke og ser den nye Brad Pitt-film. Der er dog noget anderledes ved den ellers så velkendte stjerne. Du kan se, det er ham, men alligevel ligner han ikke helt sig selv. Den 56-årige skuespiller er nemlig blevet castet til en rolle, der kun er 30 år gammel.

Scenariet lyder måske urealistisk, men takket være moderne teknologi kan filmindustrien de-age skuespillere og derved få dem til at se yngre ud, end de i virkeligheden er.

De-aging teknologien bliver stadig mere anvendt i amerikanske film, hvor skuespillere pludselig kan spille roller, de ellers er blevet for gamle til, eller hvor man kan lave mere realistiske og vellignende flashbacks eller måske endda genoplive en elsket karakter, hvis kødelige inkarnation ellers har bevæget sig videre til efterlivet forlængst.

Første gang vi stiftede bekendtskab med de-aging-teknologien, var i midten af 00’erne, hvor man i filmen ’X-Men: The Last Stand’ kunne opleve skuespillerne Patrick Stewart og Ian McKellen i væsentlig yngre udgaver af deres roller i flashbackscener. Og siden har det taget fart, efterhånden som teknologien er blevet forbedret.

Patrick Stewart og Ian McKellen i ‘X-Men: Last Stand’.

I løbet af de seneste 10 år er der udkommet en hel række film, der har anvendt de-aging. Særligt store blockbusters som Marvel-filmene, Stars Wars-serien og ’The Hobbit: The Desolation of Smaug’. Seneste skud på stammen af film med skuespillere, der spiller yngre, end de reelt er, er Ang Lees aktuelle ’Gemini Man’ og Martin Scorseses kommende ’The Irishman’.

I ’The Irishman’ møder man de-agede udgaver af Robert De Niro og Al Pacino i fortællingen, der løber over flere årtiet (hør Robert De Niro fortælle om sin de-aging her). I ’Gemini Man’ ser man også en markant yngre Will Smith, men her har man ikke anvendt decideret de-aging-teknologi – i hvert fald ikke hvis man spørger Will Smith selv. Ifølge ham har man brugt traditionel CGI og digitalt skabt en yngre udgave af ham. Det betyder, at man ikke har optaget scenerne med Will Smith og efterfølgende gjort ham yngre i postproduktionen, men simpelthen blot skabt en ung, digital udgave af skuespilleren.

Selv sammenligner Will Smith effekterne i ’Gemini Man med det, man gjorde i den nylige ’Løvernes konge’. Men resultatet er det samme: I Hollywood er en hvilken som helst alder nu… ingen alder.

Hollywoods kærlighed til ungdom

De nye teknologiske muligheder rejser en række spørgsmål. At man kan de-age skuespillerne, er jo ikke det samme som, at man skal.

Det er ikke overraskende, at man fra Hollywoods side sætter pris på ungdommelighed eller i hvert fald illusionen om dem. Af samme årsag er vi efterhånden vant til at se en række over-photoshoppede og gennemredigerede annoncer, reklamer og meget andet. Man gør meget for at bekæmpe den naturlige ældningsproces.

De-aging bliver dog foreløbigt primært anvendt i en flashback-scener, hvor man så ikke har behøvet at finde en skuespiller med nok ligheder med den gamle version, og til karakterer, der ikke ældes, som Orlando Bloom Legolas i ’The Hobbit: The Desolation of Smaug’.

I ’The Irishman’ de-ages Robert De Niro og Al Pacino imidlertid igennem store dele af filmen. Og spørgsmålet er, om det ikke kun er begyndelsen?

Kurt Russell i ‘Guardians of the Galaxy vol. 2’.

New York Times-anmelder Manohla Dargis er været en af de hårdeste kritikere af den nye teknologi. I sin anmeldelse af ’Guardians of the Galaxy Vol. 2’, hvor hun forholder sig til de-agingen af Kurt Russell, skriver hun: »På et tidspunkt indtager Mr. Russsell, eller en version af ham, rollen med et mærkeligt, disruptivt digitalt ansigtsløft, der skal vise den unge Ego, men blot får dig til at overveje, om den her Benjamin Button-agtige alders-omvendelse i stigende grad bliver en standard (og creepy) branchepraksis«.

Heller ikke journalist Justine Smith lægger fingre imellem. I National Post skriver hun om vejen til en post-human underholdningsindustri. Hun ser spændende muligheder i den nye teknologi, men peger også på en række udfordringer.

»Uden mange overvejelser om konsekvenserne bevæger vi os tættere end nogensinde på fuldt ud menneskelig animation, hvis vi ikke har overskredet det punkt allerede. I bilreklamer og Star Wars-film har vi allerede set døde skuespillere bliver genoplivet. Mens teknologien stadig befinder sig et sted i the uncanny valley, vil den kun blive bedre med tiden«, skriver hun og nævner en relativt ny lov i Californien, der sikrer menneskers ret til selv at bestemme, hvad der skal ske med billeder af dem op til 70 år efter deres død.

Med den teknologiske udvikling in mente er der nye forholdsregler, man er nødt til at tage.

Den følelsesmæssige forbindelse

Men hvordan ser man så på den nye teknologi fra et dansk perspektiv? Spørger man filminstruktøren Emma Balcázar, der underviser i filmskuespil ved Den Danske Scenekunstskole, er der flere nuancer. Hun kan både se fordele og ulemper ved teknologien, der kan give mening i nogle situationer.

»Går man ind og arbejder med et flashback, hvor en bestemt skuespiller har ansvaret for en bestemt karakter, og vedkommende kan få lov til at bevare sit ansvar og gå tilbage i tiden, så synes jeg faktisk, det er et godt redskab. Det bliver problematisk, når ansvaret for en karakter bliver delegeret til en maskine. Ellers kunne jeg være bange for, at man fjerner mange af de menneskelige egenskaber, fordi karakteren skal være ung«, siger Emma Balcázar, der også udtrykker bekymring for, hvor få roller der er til ældre skuespillere, særligt kvinder i filmindustrien i dag.

Emma Balcázar lægger vægt på vigtigheden i, at man bevarer den emotionelle forbindelse til skuespilleren. Hun håber samtidig, at skuespillerne er gearet til de nye teknologier.

»De nye medier kommer uden tvivl og overtager det hele. Det er noget, man ikke kan stoppe. Man skal bare være gearet til at gentænke faget, så man som skuespiller stadigvæk kan gå ind og arbejde med nye medier«, siger hun.

Robert De Niro i ‘The Irishman’.

Hvad vil det egentlig gøre ved vores forståelse af skuespillerfaget, hvis vi kan sætte alderen ud af spil? Skuespil handler jo blandt andet om at trække på sine egne erfaringer og følelser. Et er det tekniske aspekt, der kun bliver bedre og bedre. Noget andet er, om det vil være troværdigt at se Meryl Streep spille en rolle på 23. Især fordi vi jo som publikum udmærket godt er klar over, hvordan Meryl Streep selv så ud, da hun var ung.

Ender vi med et Hollywood, hvor alle skal ligne 25-årige? Eller bliver det nu endnu sværere for yngre aspirerende skuespillere at slå igennem, fordi den ældre generation bare kan de-ages yngre? Hvad vil det i øvrigt gøre ved en skuespillers selvforståelse, hvis publikum foretrækker den de-agede version?

Og vil vi som filmforbrugere vil stille os tilfredse med en industri, der udraderer enhver autenticitet?

Som med ved så mange andre teknologiske fremskridt, er det svært at gisne om, hvor vi ender. Men det synes vigtigt at stoppe op og overveje, hvor vi egentlig gerne vil hen.

’Gemini Man’ kan ses i biograferne fra i dag. ’The Irishman’ får premiere på Netflix 27. november.

Læs også: De udenlandske anmeldere er vilde med Martin Scorseses »mesterværk« ‘The Irishman’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af