‘Jagtsæson’: Vingeskudt dansk komedie drukner i egen numsevoks
Opskriften på en dansk kvindekomedie i ’Klassefestens’ formulariske kropsvæskefikserede ånd er som følger:
Man tager ’Bridesmaids’ og erstatter Kristen Wiig, Maya Rudolph og Rose Byrne med Mille Dinesen, Lærke Winther og Stephania Potalivo som henholdsvis to gamle hjerteveninder og lumsketrussen med de lady-like brunettelokker, over the top-planlægningsgen og hardcore BFF-aspirationer, der kommer imellem dem.
Injicér Dinesens Kristen Wiig-wannabe med et sprøjt foruroligende sociopati blottet for forbilledets skrøbelige charme og ryst cocktailen til en kvindeklicheklistret masse, hvori hunkønnet defineres ud fra en manglende evne til at fikse afhoppede cykelkæder (så får man jo snavsede fingre) og træffe selvstændige beslutninger. Substituér dernæst søskendefilmen ’Klassefesten’s penispinagtigheder involverende intimvoks med fissefornedrelser smurt ind i selvsamme – og gentag samtlige jokes minimum to gange for Prins Knud og de bagerste rækker.
Og voila: Et styks dansk folkekomedie anno 2019 med en surhedsgrad, der vil efterlade dig desillusioneret over den iver, hvormed ’Jagtsæson’ – naturligvis pennet af ’Klassefesten’s faste manusduo Claudia Boderke og Lars Mering – ukritisk lægger sig i pruttekomediens slipstrøm, hvor højdepunkter inkluderer Twister-is i numsen, numse-videoopkald til chefen, numseblegning, numsehårfjerning og midaldrende voksenbabyer, der har ondt i numsen over yngre silds strammere ditto.
Hvad er det med moderne danske kvinders insisterende besættelse af bagpartiets sorger og glæder, også set i serielands (langt, langt kvalitetsoverlegne) ’Doggystyle’ og ’Ondt i røven’? Der gemmer sig utvivlsomt et filosofisk think piece der(oppe).
’Jagtsæson’s plot er nogenlunde lige så mystificerende: Eva (Dinesen) er en filmklassisk fraskilt desperado-fuck-up i 40’erne, der teenagesurt slænger sig med benene oppe på skrivebordet på jobbet i Skattestyrelsen og bruger mere tid på at bitche over eksmandens unge kæreste Bellas succes end på sin søn.
Veninden Marlene (Winther) er Evas sociale redningsvest, men da denne bonder skatter-agtigt med indsmigrende Bella (Potalivo), ser Eva rødt. Alle tre må dog forsøge at komme overens, idet Marlenes flirt med en frisk far fra datterens skole udmunder i, at Bella rask væk arrangerer et utroskabs-spaophold. For »sådan noget skal knaldes væk«, ræsonnerer Bella og disker op med den helt store wellness-makeover, så Marlene kan blive sex-lækker. Skål for søsterskabet, der som bekendt dikterer kvinder at hjælpe hverandre med vellykkede sidespring såvel som næsegrus beundring for jagttegnsbegunstigede girl boss’er, der skamskyder sagesløse dyr for hyggesport (»Er hun ikke sej?!« sukker Marlene).
Forstå mig ret: Der er intet udpræget fornøjeligt ved at pille hjemmegroede film fra hinanden, for det er immervæk svært at forestille sig andet, end at Boderke og ’Jagtsæson’s instruktør Tilde Harkamp (’Friheden’) er gået til projektet med de bedste intentioner om at servere en underholdende biooplevelse, venindegrupper vil skraldgrine genkendende af (’Klassefesten’ om tre midtvejskrisemænd blev en boxoffice-succes på tværs af køn, men jeg kan være i tvivl om, hvorvidt mandlige publikummer vil være lige så inklinerede til at indløse billet til en film om tre kriseramte kvinder).
Jeg ville enormt gerne, at ’Jagtsæson’ var lykkedes. Men hvor ’Ditte og Louise’-filmen fermt hudflettede to 40+ kvinders kvababbelser over krop, karriere og kærlighed (først og fremmest den til hinanden) med et tidssvarende kønspolitisk svirp og uden at give køb på karakterernes basale menneskelighed, træder ’Jagtsæson’ et ærgerligt skridt tilbage med reduceringen af hovedpersonerne til endimensionelle, usympatiske stereotyper, der akkurat som amerikanske fadæser a la ’Bad Moms’, ’Mom’s Night Out’ og ’Rough Night’ fejlagtigt antager, at 1) ’Bridesmaids’ ikonstatus hovedsageligt skyldtes scenen, hvor Maya Rudolph skider i sin brudekjole, og 2) at der i bund og grund ikke behøver at være anden forskel på mande- og kvindekomedier end en let omskrivning til øl, pik og hornmusik.
Rendyrket tømmermandsunderholdning har sin berettigelse på filmhylden, bevares, men det er umuligt at finde overskuddet frem, når ’Jagtsæson’s billede på forfriskende uperfekte kvinder ikke stikker dybere end en sodavandsis i røven.
Kort sagt:
Hvis man er i humør til at se Mille Dinesen slubre vand i sig, der er blevet brugt til at desinficere en menstruationskop, blive intimvokset eller plaffe sagesløse dyr for skæg og løjer, er ’Jagtsæson’ muligvis lige sagen. Alle andre bør blive hjemme og leje ’Ditte og Louise’ og ’Bridesmaids’ i stedet.
Læs også: Det skal du se i biografen i oktober – fra årets mest omdiskuterede film til stærkt ventede danskere