’Verdict’: Filippinsk Oscar-håb kommer eksplosivt fra start
At Filippinerne er et smukt land, ser man intet til i ’Verdict’, årets filippinske Oscar-kandidat. Lyspunkterne er sparsomme i filmens rystende demaskering af landets massive problemer med hustruvold.
Spillefilmdebuten fra den kun 27-årige instruktør Raymund Ribay Gutierrez er baseret på en autentisk sag og lægger med sine rå lysstofoplyste billeder og sparsomme klip ikke skjul på sin forankring i virkelighedens overgreb.
Da Joys mand Dante en aften kommer fuld hjem og for første gang også skader deres seksårige datter Angel, sætter Joy foden ned og løber til politistationen med barnet i armene. Men så snart hun forlader hjemmets fire vægge, og gør volden til et offentligt anliggende, bliver det klart, at systemet modarbejder hende.
Da hun rejser anklage, ligner hun en opblæst kuglefisk i ansigtet. Alligevel presser en mandlig betjent hende på samvittigheden fra den anden side af skrivebordet: Er hun nu sikker på, at det ikke er bedre for familien, hvis de løser det internt?
Tankerne ledes hen mod måden, mange kvindelige voldtægtsofre er blevet betvivlet, som ’Unbelievable’ eksempelvis for nyligt stillede skarpt på.
Men hvor skildringen af selve voldtægten i Netflix-serien var relativt diskret, udbasunerer Gutierrez i ’Verdict’ stædigt og socialrealistisk volden. Dog med samme oplysende tyngde, der omgav misbrugsscenerne i Isabella Eklöfs ’Holiday’.
Fortællingen skydes således i gang med fuldt udsyn til Joy, der får tværet sit ansigt ned i den kage med lyserød glasur, hun og datteren netop har sat sig for at dele. Lige inden Dante smadrer hende i gulvet, mens datteren ser på. Barnet selv får flækket panden af sin egen far i forbifarten.
Starttempoet er højt. Kameraet følger Joys påbegyndte rettergang i skulderhøjde, ikke helt ulig den klaustrofobiske synsvinkel fra László Nemes’ ’Son of Saul’.
Instruktørens sympati ligger hos Joy, og hendes oplevelse er nærmest farceagtig. For Dante bringes til samme politistation som mor og barn, og selvom en kvindesagsrepræsentant i lyserød polo fåmælt støtter Joy undervejs, larmer husbondens konstante tilstedeværelse i baggrunden.
Efter den hæsblæsende indledning slår filmen over i mere klassisk retssalsdrama, men trods den let bananrepublikanske domstol, manifesteret i mastodontiske papirbanker overalt, vækker formidlingen af Joys oplevelse som kvinde genklang også på hjemlige breddegrader.
Filmens fokus på begge sagens parter nuancerer fortællingen fint og skaber forståelse for den næsten djævelske Dante, uden at gøre ham unødigt sympatisk. Den flammehårede bølle reproducerer den vold mod kvinder, han er opflasket med. Da han anklages for sin forbrydelse mod Joy, må hans frustrerede mor redde ham ud kniben med en kommentar om, at han er fuldstændig ligesom sin far. Mod slutningen sætter filmen også spørgsmålstegn ved, hvad der er værst: farens vold eller fravær?
Da de tidlige minutters hæsblæsende tempo sættes ned, bliver man dog i længden hensat til den samme modløshed, som Joy og Dante møder i retten. Og særligt de enkelte følelsesbårne scener uden for retssalen kommer til kort i den to timer lange spilletid. Den bliver udvikler sig i lidt for slæbende tempo til et karaktermord på retssystemet, hvor den sande vold kommer fra bureaukratiet.
Men Gutierrez skildrer samtidig effektivt, hvordan Joy blot er en lille betydningsløs dråbe i et gigantisk dokumenthav af overgrebsskæbner.
Kort sagt:
Domfældelsen slæber sig afsted i Raymund Ribay Gutierrez’ frustrerede vidnesbyrd om sit filippinske hjemland. Men de første tyve minutter er tæt på fantastiske.
Læs også: ‘Giraffe’ – talentfuld dansker fortæller om globaliseringens indtog i Udkantsdanmark