(Spoiler alert – læs kun videre, hvis du har set ’The Irishman’)
Er du en af de mange mennesker, der har set Martin Scorseses seneste film ’The Irishman’, enten i biografen eller på sofaen, er du muligvis af den klare overbevisning, at Frank Sheeran var en højt profileret håndlanger for mafiaen med utallige mord på samvittigheden, heriblandt gangsteren ’Crazy’ Joe Gallo og den legendariske fagforeningsboss Jimmy Hoffa.
Scorseses gangsterfilm er baseret på bogen ’I Heard You Paint Houses’, der er skrevet af Charles Brandt og bygger på en række samtaler med en gammel og svagelig Sheeran, der inden sin død fortalte Brandt om sit dramatiske liv, og hvordan han angiveligt stod bag de to mord.
Men den eneste, der nogensinde har beskyldt ham for de mord, Sheeran påstår at have begået, er ham selv.
»Jeg har hørt, at du maler huse?«
Lad os se på, hvad vi ved. Efter at have tjent i Anden Verdenskrig vente Francis Joseph Sheeran hjem til Amerika, hvor han tog et job som fragtmand. For at tjene lidt penge ved siden af begyndte han at sælge bøffer til den lokale mafia. Det varede ikke længe, før den lokale gangster Russell Bufalino (spillet af Joe Pesci i filmen) tog Sheeran under sine vinger.
Det var Bufalino, som introducerede Sheeran for lederen af International Brotherhood of Teamsters, Jimmy Hoffa. Fagforeningen gjorde nemlig flittigt brug af muskelkraft fra mafiaen. Sheeran blev hurtigt Hoffas højre hånd og en prominent embedsmand i den korrupte fagforeningsverden. Så meget står fast.
Mindre sikkert er det, om Sheeran samtidig fungerede som mafiaens foretrukne lejemorder. Han fortæller i bogen, at han slog omkring 30 mennesker ihjel, heriblandt altså ’Crazy’ Joe Gallo og sin gode ven Jimmy Hoffa. Ifølge Sheerans egne erindringer var det første, Hoffa sagde til ham, det, som vi også hører i filmen: »Jeg har hørt, at du maler huse?« I gangsterkredse kodesprog for at slå mennesker ihjel.
’Crazy’ Joe Gallo blev skudt og dræbt på den italienske skaldyrsrestaurant Umberto’s. Hvem, der skød ham, er aldrig blevet opklaret. Nogle mener, at mordet skyldtes en uoverensstemmelse med en rivaliserende mafiafamilie, mens Sheeran påstår, at han blev beordret til at slå ham ihjel, efter Gallo tidligere på aftenen havde været uforskammet overfor Russell Bufalino.
Jimmy Hoffa forsvandt sporløst på mystisk vis i sommeren 1975. Forud for hans forsvinden havde han gjort sig upopulær blandt dele af sine gamle allierede i mafiaen. Efter en fængselsdom mistede Hoffa kontrollen over fagforeningen, og da han blev løsladt, forsøgte han ihærdigt at genvinde magten. Efter flere advarsler fra mafiaen forsvandt Hoffa som dug for solen. Ifølge Sheeran var det ham, der mod sin vilje blev befalet til at gøre kål på sin ven gennem årtier.
Ingen, ud over Sheeran selv, har bekræftet, at det var ham, som trykkede på aftrækkeren. Han er aldrig blevet dømt for mord og blev ikke engang mistænkt i sin tid. Den eneste fængselsdom, han fik, var for at fuske i sit hverv som fagforeningsmand. Og hvor tæt knyttet til den italienske mafia kan en irsk mand egentligt være? Sheeran døde alene på et plejehjem i 2003. Inden da havde Charles Brandt opsøgt ham og fået ham til at fortælle sin historie.
»Det eneste, han slog ihjel, var utallige flasker rødvin«
I sommer satte Slate-journalist Bill Tornelli sig for at få opklaret én gang for alle, om Frank Sheeran talte sandt. Efter dybdegående research og utallige interviews med folk, som på en eller anden måde havde haft en relation til Sheeran og hans mulige forbrydelser – herunder FBI-agenter, journalister og mafiapersonager – stod en ting klart: Vi finder aldrig med sikkerhed ud af, om han var fuld af løgn.
Her er nogle af det mest interessante udsagn, Tornelli har gravet frem.
Det første kommer fra John Carlyle Berkery, en 20-årig leder af den rivaliserende irske mafia og en af de få overlevende fra Sheerans storhedstid. Han kendte til Frank Sheeran og giver ikke meget for de historier, The Irishman fortalte til Brandt:
»Jeg siger dig, han er fuld af lort! Frank Sheeran dræbte aldrig så meget som en flue. Det eneste, han slog ihjel, var utallige flasker rødvin. Man kunne altid se, hvor fuld han var efter farven på hans tænder. Var de lyserøde, var han lige startet, var de mørkelilla, var han plørefuld«, siger han til Slate.
FBI-agenten Robert Garrity, der ledte efterforskningen af Hoffas forsvinding, forbandt heller ikke Sheeran til forbrydelsen. I sin rapport skrev han dengang, at der var op imod 12 mistænkte i sagen. Det eneste, der stod om Sheeran var, at han og Hoffa var nære venner.
Det mener Selwyn Raab også. Han var journalist ved New York Times og forfatter til bogen ’Mob Lawyer’ om Jimmy Hoffas advokat, Frank Ragano. Der har ifølge ham været mange, der påtog sig skylden for mordet, men han mener ikke, at Sheeran kunne være en af dem: »Jeg ved, at han ikke slog Hoffa ihjel. Jeg er så sikker, som jeg kan være. Der er 14 mennesker, der påstår at have slået Hoffa ihjel. Der er en utømmelig mængde af dem«.
Dan Moldea er forfatter til bogen ’The Hoffa Wars’ og har derudover brugt de seneste 40 år af sit liv på at efterforske Hoffas bortkomst. Han er en af de få, som mener, at Sheeran var involveret i forbrydelsen, men slår også fast over for Slate, at det ikke var ham, der direkte slog Hoffa ihjel:
»Han var uden tvivl involveret, men han har tilstået et mord, han ikke begik. Jeg er ærligt talt lidt frustreret. Jeg har brugt hele min karriere på at efterforske den sag, jeg har interviewet over 1000 mennesker og har således bidraget betydeligt til denne sag. Og så kommer der en fyr, som skriver en bog med én kilde, der tilmed er tidligere dømt og løgner, og får alt æren? (…) Det er jeg ret bitter over«.
»Han var nærmest usynlig!«
Enkelte er dog overbevist om, at Frank Sheeran begik de mange forbrydelser. En af dem er Chip Fleischer, der arbejdede på forlaget Steerforth Press, som i 2004 udgav bogen ’I Heard You Paint Houses’.
»Jeg læste den, og min reaktion var, at den havde potentiale til at blive den største succes, vi nogensinde havde haft – både når det gjaldt salgstal, men også når det kom til historisk vigtighed«, siger han til Slate. Om sensationsværdien i Sheerans vilde afsløringer vægtede højere hos Fleischer end troværdigheden, kan man selvfølgelig ikke afvise.
En anden, som ikke er i tvivl, er Fox News-journalisten Eric Shawn. Han opsøgte det hus, Sheeran angiveligt skulle have ’malet’ med Hoffas blod, og her fandt han blodrester, som dog ikke matchede med Hoffas dna. Shawn mener dog at kunne forklare det med, at der var gået mange år mellem mordet og dna-testen. Han konspirerer ligeledes, at Sheeran ville have være den perfekte mand til at udføre forbrydelserne for mafiaen:
»I Philadelphia troede de, han var alkoholiker, i Detroit havde man aldrig hørt om ham. Han var den perfekte mand til at udføre mordene. Han var nærmest usynlig!«, fortæller han til Slate.
’I Heard You Paint Houses’-forfatter Charles Brandt er naturligvis ikke i tvivl om, at de ting, Sheeran fortalte ham, var sande. Brandt har en baggrund som mordefterforsker og var især kendt for sine evner til lynhurtigt at afsløre en løgn, når han forhørte kriminelle. Under samtalerne kunne Brandt mærke, at Sheeran lå inde med noget, han gerne ville have lettet fra sit hjerte inden sin død. I løbet af de fem år de snakkede sammen, mærkede Brandt ikke et eneste tegn på, at Sheeran skulle have løjet.
Efter bogen udkom, begyndte Brandt endda at modtage breve fra folk, som kunne bakke op om Sheerans bekendelser.
Det mest interessante kom fra en kvinde, som påstod at have være til stede den nat, Sheeran skulle have skudt ’Crazy’ John Gallo på Umberto’s. Hun var ret sikker på, at det var ham, hun så, og hun var helt sikker på, at morderen ikke var en italiener.
Hverken Martin Scorsese eller Robert De Niro har udtalt sig om troværdigheden af Frank Sheerans påstande i Charles Brandts bog. Det var i sin tid De Niro, der opsøgte Scorsese med et ønske om at filmatisere bogen, da han mente, at det var en god historie. Det kan man jo ikke fortænke ham i. Sand eller ej.