’Drømme fra ødemarken’: Dansk dokumentar giver aboriginerne en stemme
Det er tydeligt fra start, at Jannik Splidsboel har noget, han gerne vil sige i sin dokumentarfilm om de aboriginske parallelsamfund i det nordvestlige Australien.
Først får vi at vide, at aboriginerne ikke anerkendes som en del af den australske befolkning før 1967 – indtil da sidestillede visse myndigheder aboriginske forhold med områder som flora og fauna! Dernæst føres vi rundt i en hypermoderne australsk storby domineret af højhuse med polerede glasfacader og forvrængede spejlbilleder, før en helikopter endelig kommer flyvende med et gigantisk australsk flag, der indtager himlen som et urørligt monument.
Filmen kommunikerer her sin ambition: Ved at lade aboriginerne fortælle deres historie vil Splidsboel vise australierne en side af dem selv, de måske helst ikke vil kendes ved. Han spørger indtrængende, om det australske flag fortjener sin plads på himlen.
Sympatien befinder sig entydigt hos aboriginerne i ’Drømme fra ødemarken’, en titel, der ikke er uden ironi, eftersom drømmene har ualmindeligt svære vilkår i byerne Halls Creek og Warmun i den tyndt befolkede Kimberley-region, hvor en stor andel er aboriginere. Her møder vi Gabriel, Felicity og Billy, hvis historier udgør filmens tre dele. Deres fortællinger står for sig selv, men de deler alle skæbne ved at være bundet til et sted, hvor misbrug, fattigdom og fortvivlelse forstærker hinanden. Gabriel er selverklæret »heavy drinker and smoker«, Felicity har en fortid som alkoholiker, og Billy viser sin søsters grav frem – hun hængte sig, ligesom Billys onkel.
Billys familie er ikke unik. Vi hører to unge tale om, hvordan Kimberley-regionen angiveligt har en af de højeste selvmordsrater i verden. De fortæller, at selvmord er blevet en normalitet i området, hvilket understreges konkret, da de nærmest nøgternt begynder at opremse, hvem de kender, der har slået sig selv ihjel.
Afhængighed af alkohol og stoffer er en anden normalitet. En ung kvinde vil have de voksne til at tage sig sammen. Hun mener, at ansvaret for områdets tilstand ligger hos aboriginerne selv. Felicity vil hellere se det som et spørgsmål om selvrespekt, for hvordan kan man respektere andre, hvis man ikke respekterer sig selv? Hun efterspørger støtte udefra, men der er ingen.
Det er altså en tung og hård virkelighed, men det lykkes på samme tid Splidsboel at finde de øjeblikke, der indgyder håb. Det træder tydeligst frem i forholdet mellem Billy og hans bror, der få uger forinden har fundet ud af, at de er hinandens familie. Deres fælles omsorg og villighed til at lære hinanden at kende er rørende.
Splidsboel finder også håb i overleveringen af den aboriginske kultur, som endnu ikke er død og begravet. Billy lærer sin bror en særlig fisketeknik, mens Gabriel iført hvid maling er med til at opføre et slags danseritual. Men ritualet overværes på samme tid af turister, der filmer og tager billeder – til Gabriels undren. Det er, som om han afmægtigt spørger sig selv, hvad aboriginerne ejer, som stadig er deres. De har først oplevet at miste deres landområder, og nu kan de se, hvordan fastholdelsen af deres kultur er blevet en turistattraktion for vestlige romantikere, der dyrker forestillinger om den autenticitet, der er gået tabt med det moderne.
Det er netop forvandlingen af det australske landskab og med det aboriginernes symbolske forfald, der som korte sekvenser adskiller filmens tre dele. Til lyden af vestlig klavermusik ser vi fra oven, hvordan moderniteten gradvis skyller ind over det australske landskab med sine veje og byer. Selvom Splidsboel har en tendens til at blive overpædagogisk, er pointen uomgængelig. Fremskridtet vil altid have sine ofre.
Derfor er ’Drømme fra ødemarken’ i sidste ende også en klar kritik af vestlig kolonialisme. Der er dog ingen tvivl om, at filmens egentlige præstation er, når den holder sig til det mere strengt dokumentariske og lader kameraet være et simpelt vidnesbyrd fra en aboriginsk virkelighed, der lever sit liv på kanten af glemslen i den australske periferi.
Kort sagt:
’Drømme fra ødemarken’ er et lavmælt opråb fra den australske periferi, hvor aboriginske parallelsamfund plaget af alkohol og stoffer lever et liv i frit fald.