‘1917’: Overrumplende krigsfilm er en imponerende teknisk bedrift
For nylig udtalte Sam Mendes sig om det ubehagelige forventningspres, der ligger i at instruere James Bond-film, hvilket han som bekendt gjorde med de to seneste af slagsen, ‘Skyfall’ og ‘Spectre’. Det er dog ikke ligefrem, fordi han med sin nye, Oscar-hypede film har fjernet presset fra sine skuldre.
Ambitiøse ‘1917’ er nemlig ikke bare et udstyrsstykke af en krigsfilm – det skal også ligne, at hele handlingen udspiller sig i ét langt skud (eller, viser det sig, faktisk to). I stil med ‘Birdman’ er det godt nok en illusion, da klipningen er skjult med computertricks. Alligevel har det været noget af et arbejde at orkestrere de lange, uafbrudte kamerature, som kamerahold og skuespillere gennemøvede over seks måneder inden optagelserne.
Prominente britiske Hollywood-skuespillere som Colin Firth, Benedict Cumberbatch og Richard Madden medvirker i små roller, mens talenterne Dean-Charles Chapman (‘Game of Thrones’) og George MacKay (‘Captain Fantastic’) er i centrum for fortællingen. De spiller soldaterne Blake og Schofield, der under Første Verdenskrig sendes på en farefuld mission: De skal krydse fjendens territorier for at viderebringe en besked til Oberst MacKenzie (Cumberbatch), så han ikke sender tusindvis af britiske soldater i en tysk dødsfælde.
Handlingen i ‘1917’ er inspireret af Sam Mendes’ egen bedstefars oplevelser som sendebud under krigen. Alligevel fremstår fortællingen ganske konstrueret. De to soldater støder under rejsen på mange tilfældige udfordringer og personer, der netop ikke føles tilfældige, fordi de har en tydelig funktion i fortællingen. Som da en tysk jagerpilot styrter ned præcis lige dér, hvor hovedpersonerne står, så de må springe for livet.
Mendes og medmanuskriptforfatter Krysty Wilson-Cairns har nok fundet sekvenser som disse nødvendige for at skabe lidt drivkraft i fortælling, der grundet one shot-elementet jo må foregå i realtid. Det samme kan siges om Thomas Newmans underlægningsmusik, som gør alt, hvad den kan, for at skabe en episk stemning.
Når man alligevel skal se ’1917’ – og allerhelst i biografen – skyldes det, at filmen er en vildt imponerende teknisk bedrift. Den legendariske filmfotograf Roger Deakins’ billeder er som altid fantastisk smukke, når kameraet med rolige bevægelser følger de udmattede soldater. I filmens anden halvdel bliver udtrykket ligefrem ekspressivt, når ubestemmelige lyskilder fra nattehimlen skaber lange skygger, der bevæger sig som spøgelsesskikkelser over sønderbombede ruiner i et orangefarvet krigsmareridt.
Der bliver heldigvis ikke lagt fingre imellem i skildringen af krigens gru. Overalt i det mudrede ingenmandsland, som Blake og Schofield nervøst sjosker gennem, ligger der kridhvide lig. Schofield kommer på et tidspunkt endda til at jage sin ene hånd ned i en fugtig, åben torso. Et andet sted i filmen er et træ væltet over en flod, hvorfor flydende, livløse soldaterkroppe har samlet sig i en let vippende klynge langs stammen.
Mens det hurtigt vrimler med blodige legemer, lyder de første geværskud først et godt stykke inde i filmen. Den tålmodige opbygning og de lange pauser medfører, at man får et gedigent chok, når bragene lige pludselig smælder ud af det blå. På den måde formår Mendes, trods det knap så interessante manuskript, alligevel at overrumple én alene med filmiske virkemidler.
Kort sagt:
Sam Mendes’ nye film udviser ikke den store snilde på manuskriptplan, men overrumpler alligevel publikum med sine velorkestrerede one-shot-kompositioner og bjergtagende billeder af Første Verdenskrigs dårligdomme.