‘1917’-talentet Dean-Charles Chapman: »Da de råbte ’Cut!’, kunne jeg ikke stoppe med at græde«

Mange vil genkende ham fra ’Game of Thrones’, men det er med den virtuose Første Verdenskrig-film ’1917’, at 22-årige Dean-Charles Chapman får sit helt store gennembrud. Rollen var ikke blot hans livs hårdeste, men også en følelsesmæssig mavepuster, og så gjorde han et forbløffende fund under forberedelserne, der ændrede alt for ham. Det fortalte den britiske skuespiller, da vi fangede ham over en telefon fra London forud for filmens premiere.
‘1917’-talentet Dean-Charles Chapman: »Da de råbte ’Cut!’, kunne jeg ikke stoppe med at græde«
Dean-Charles Chapman i '1917'. (Foto: Nordisk Film)

Tænk at tilbringe flere måneder i et mudret jordhul med rotter kravlende ved fødderne og lus, der klør og kradser under uniformen. Stanken af råddenskab fra døde kammerater og heste inficerer luften og læg dertil frygten for selv at blive slået ihjel enten af fjenden eller sygdom.

Det var virkeligheden for de mange soldater, der under Første Verdenskrig kæmpede en umenneskelig kamp fra de kilometerlange skyttegrave. Og i krigsfilmen ’1917’ giver instruktør Sam Mendes nok den hidtil mest realistiske skildring af, hvordan det var at stå midt i infernoet. Godt hjulpet af den legendariske filmfotograf Roger Deakins, hvis virtuose kameraarbejde får filmen til at fremstå som én lang scene uden klip.

I centrum står den unge soldat Blake, som sammen med soldaterkammeraten Schofield får til opgave at overbringe en uhyre vigtig meddelelse til en enhed langt inde bag fjendens linjer. Missionen er særlig vigtig for Blake. Hans bror er nemlig en del af den enhed, hvis liv afhænger af, at brevet når frem i tide.

Blake spilles af 22-årige Dean-Charles Chapman, der på trods af sin unge alder allerede har et imponerende cv. Han startede sin skuespilkarriere som otteårig med en mindre rolle i den populære musicaludgave af ’Billy Elliot’ på West End i London. Få år senere indtog han hovedrollen i selvsamme stykke.

Han markerede sig første gang på skærmen kom med hovedrollen i science fiction-komedieserien ’The Revolting World of Stanley Brown’. De fleste vil dog nok kende ham som den blegbløde Tommen Baratheon i ’Game of Thrones’, men 2019 er året, hvor han får sit helt store gennembrud. Her medvirker han nemlig i tre prominente titler: Bruce Springsteen-hyldesten ’Blinded by the Lights’, den historiske Netflix-film ’The King’ og nu altså ’1917’.

Vi fangede Dean-Charles Chapman på telefon til en snak om arbejdet på den imponerende krigsfilm, der er en af årets Oscar-favoritter. Et arbejde, som ifølge den britiske skuespiller var noget af det mest krævende, han har prøvet.

Hvordan forberedte du dig fysisk til rollen?
»Både George (MacKay, red.), der spiller Schofield, og jeg forberedte os sammen med militærrådgiveren Paul Biddiss. Han var fantastisk, fordi han virkelig var åben omkring, hvad det vil sige at være soldat, og hvad der foregår igennem hovedet på dem. Vi lavede også en masse militærøvelser og lærte at affyre våben. Bare en simpel ting som at genlade en pistol. For at få det til at se naturligt ud skulle man gøre det en million gange. Jo mere du gør det, jo lettere bliver det.

Riflerne var også virkelig tunge, og det samme var det udstyr, vi havde på. George og jeg havde alt det på, som man gik med for 100 år siden. Det var, meget, meget, meget tungt«.

Hvad med den mere historiske research?
»Jeg har aldrig lavet så meget research til en film før. Vi dykkede virkelig ned i det. Jeg vidste ikke så meget om Første Verdenskrig inden. Jeg ville virkelig gerne forstå, hvad krigen drejede sig om, og hvad mændene gik igennem, så jeg læste en bog, der hed ‘The Western Front Diaries’, som indeholder uddrag af dagbøger fra soldater, der kæmpede i krigen. Og jeg fandt faktisk ud af, at min oldefar havde et dagbogsuddrag med i bogen. Det var fantastisk at opdage. Det vidste jeg slet ikke. Da jeg fandt ud af det, var jeg straks 100 procent mere forbundet med den historie, vi fortalte«.

Sam Mendes instruerer Dean-Charles Chapman og George MacKay. (Foto: Nordisk Film)

’1917’ er optaget på en måde, hvor det ligner ét langt take. Hvordan påvirkede det din indsats?
»På andre projekter får du normalt ikke lang tid til at forberede dig. Du møder bare op på settet og gør dit arbejde foran et allerede indstillet kamera. Men med denne film arbejdede vi virkelig sammen som et hold for at finde ud af, hvordan vi skulle filme det. Det var virkelig som en koreograferet dans mellem kameraet og os skuespillere. Der var et helt særligt flow og en konstant rytme i det. For at kunne gøre det var vi nødt til at øve i seks måneder, før vi overhovedet begyndte at optage. Jeg har aldrig haft en sådan oplevelse«.

Jeg har hørt Roger Deakins sige, at det længste skud i filmen er næsten ni minutter langt. Jeg ved, du har en baggrund i teater. Kunne du bruge nogle af din erfaringer derfra under optagelsen til ​​’1917′?
»Helt sikkert! Jeg tror, ​​det hjalp virkelig meget. I teater må du ikke begå fejl, og hvis du kommer til det, er du bare nødt til at fortsætte. Det var næsten det samme med denne film. Den tankegang og forståelsen af at fortsætte havde jeg med fra teatret. Og ting gik selvfølgelig galt hele tiden. Lige fra rekvisitter til en der glider eller laver nogle forkerte bevægelser. I den endelige film er der faktisk mange fejl med. Der er folk, der glider, snubler eller vælter ting, som ikke var planlagt. Men det er bare med til at gøre filmen endnu mere realistisk og autentisk«.

Jeg forestiller mig alligevel, at I måtte tage mange scener om igen?
»Altså vi øvede nok mere end 20 gange, før kameraet overhovedet begyndte at filme. Og så optog vi normalt 20 eller 30 takes om dagen. Så på en normal dag ville du gøre den samme ting om og om igen op imod 50, 60 gange for at få skuddet i kassen. Som skuespiller er det virkelig hårdt og udmattende«.

Hvad var de største fysiske udfordringer på settet?
»Det var nok de betingelser, vi arbejdede under. De var så realistiske. Der blev ikke gjort noget for at gøre det lettere for os. For eksempel i ’Ingenmandsland-sekvensen med Blake og Schofield. Der er et tidspunkt, hvor kameraet filmer ned på vores fødder, og vi glider bare rundt overalt. Det er ikke os, der spiller. Det er os, der virkelig kæmper med at gå. Det var næsten som at gå på is. Det var virkelig svært, især med vægten af vores udstyr og flad- og hårdheden af vores støvler. Man skal huske på, at når vi går fra a til b i filmen, og de råber ’Cut!’, så skulle vi gå hele vejen tilbage igen, så vi gjorde det faktisk dobbelt så mange gange. Da vi fik dén optagelse i kassen, var der den største fejring på settet. Alle gav highfives og sagde: ‘Ja! Endelig!’«.

Dean-Charles Chapman til Hollywood-premieren på ‘1917’. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Hvad var den bedste oplevelse på settet?
»Jeg kan huske den første gang, jeg trådte ud i skyttegraven og kiggede på alle statisterne i deres kostumer. Det var virkelig en speciel følelse. Det er det tætteste, du kommer på at se, hvordan det ville have været. Du kan se på sorthvide fotografier fra Første Verdenskrig, men du kan aldrig helt forestille dig, hvordan det ville være. At være i stand til at opleve det, det var ret vildt«.

…og det værste?
»Der var især én scene. Jeg vil ikke afsløre, hvad der sker i den, men vi havde overhovedet ikke øvet den. Da vi optog, var det første gang, vi lavede den. Da de råbte ’Cut!’, kunne jeg ikke stoppe med at græde, fordi jeg var så følelsesmæssigt involveret i scenen og i min karakters oplevelser. Den oplevelse blev hos mig lang tid efter, vi var færdige med at optage. Jeg kunne ikke helt få det ud af hovedet. Det var først, da jeg så den færdige film, at jeg indså, at det jo bare var en film. Sagen er, at du som skuespiller bliver helt opslugt af det, du laver. Du tror virkelig, at du var med i Første Verdenskrig. Man blev virkelig ét med karakteren«.

‘1917’ får allerede en del Oscar-buzz, hvordan føles det at være en del af det?
»Jeg har ikke rigtigt tænkt på det eller læst så mange af anmeldelserne, men det er dejligt at høre. Alle arbejdede virkelig hårdt på den. Jeg er sikker på, at det var den hårdeste film, de, som arbejdede på den, nogensinde har lavet. Jeg håber bare, at den får folk til at komme i biografen i stedet for at se den derhjemme eller på et fly. Det er en rigtig filmoplevelse, og de gør sig altså bedst i biografen«.

‘1917’ kan ses i biografen fra i dag – læs vores anmeldelse her.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af