’Lad mig falde’: Prisbelønnet misbrugshistorie er som rygerlunger på en cigaretpakke

2 6
’Lad mig falde’: Prisbelønnet misbrugshistorie er som rygerlunger på en cigaretpakke
'Lad mig falde'.

I Tina Feys evigt citerbare highschool-klassiker ’Mean Girls’ varetager en klumpet mandlig idrætslærer seksualundervisningen med den simple devise: »Don’t have sex, because you will get pregnant and die«.

Hvis man bytter ordet sex ud med stoffer, er der ikke langt fra det satiriske budskab til den udpenslende moralprædiken om den islandske teenager Magneas frie fald i instruktør Baldvin Z’s ’Lad mig falde’, der trods sine prisbelønninger i hjemlandet skuffer fælt.

Selvom det kan mærkes, at både skuespillere, fotograf og instruktør har gjort sig umage, lander den tragiske historie et meget lidt tilfredsstillende sted mellem den tyske folkeskoleklassiker ’Christiane F.’ og Jared Letos koldbrandsinficerede fod i ’Requiem For A Dream’, der eminent og hvirvlende skreg »stay away from drugs, kids« ved årtusindets start. Dens stemning føles wannabe-punket på start 00’er-måden i det ellers så dugfriske årti.

Filmen udfolder med næsten overdreven grundighed fortællingen om en ’helt almindelig’ 15-årig islandsk pige, der kommer i dårligt selskab, og hvis liv derefter ruller som en ukontrollabel snebold mod alverdens dårligdom.

Da vi møder Magnea første gang, er hun tilsyneladende allerede tabt som forelsket tredjehjul på duoen af den betagende Stella og hendes pusherkæreste Toni, der lever et liv fyldt med fest og stoffer. Sammen med dem kaster hun sig i filmens første scene ud i at spille prostitueret for at narre penge fra en pervers mand, de har mødt på internettet.

Med et blink med øjnene får hendes forelskelse i Stella hende til at droppe skole, velmenende forældre og barndomsveninden fra gymnastik. Dog spices ungdomshistorien op med en puslespilsagtig leg med tid, hvor Magnea og Stellas voksne liv smelter sammen med fortiden, desværre lige så subtilt som billeder af rygerlunger og misdannede børn på cigaretpakker. Mens nutidens Magnea stadig er plaget af sit misbrug, er Stella ædru, men svækket af sin skyldfølelse over sin rolle i venindens skæbne.

’Lad mig falde’ bliver bestemt ikke mindre ubehagelig af lidt statistik fra virkelighedens Island. Landet har i de seneste år oplevet stofmisbrugstal blandt unge, der nærmest kan konkurrere med USA’s mastodontiske opioidkrise. Men selvom den er ment som et dybfølt og seriøst filmisk nødblus, siger den ikke noget, børn ikke lærer allerede i sjette klasse: Gruppepres er farligt, så lad være med at begynde at ryge, for cigaretter er gateway til hashmisbrug, og inden du er fyldt 13, er du alkoholiker og heroinmisbruger, hvis du altså ikke er død.

At de værste livskriser kan blive de bedste fortællinger, ved vi fra eksempelvis ’Trainspotting’, ’Euphoria’ og ’Beautiful Boy’, som er medrivende, vedkommende og vigtigst af alt har filmiske kvaliteter sideløbende med de politiske pointer. Selvom der er langt fra Island til Hollywood, er det påfaldende, at ’Lad mig falde’ ud over en modløs fortælling med en meget ufokuseret kærlighedshistorie som eneste faste holdepunkt også er visuelt uinteressant i sin forhippelse på realisme. I de seneste år har islandske instruktører som Hlynur Pálmason (’Vinterbrødre’, ’En hvid, hvid dag’) og Gudmundur Gudmundsson (’Heartstone’) ellers vist sig som nogle af tidens billedmæssigt stærkeste.

Forbilledet må være førnævnte ’Christiane F.’, der er baseret på bogen ’Wir Kinder Vom Bahnhof Zoo’, hvor der vejen fra et fredeligt liv som 12-årig til en tilværelse som heroinmisbrugende barneluder også var foruroligende kort. Som hos Christiane F. følger vi Magneas næsten surrealistiske nedtur, gentagende svigt og afhængighed, som hendes forældres kamp ikke kan hamle op med.

Man forstår kun alt for tydeligt kontrasten mellem hendes kønne, fregnede ungpigeansigt og hendes bulende deforme voksenhoved. Men hvor filmversionen af ’Christiane F.’ i dag bærer værdi for sin fortælling om den vestberlinske ungdoms målløshed, er ’Lad mig falde’ pakket ind i følelser, der aldrig kan mærkes.

Da de omdiskuterede narkomanteens fra Bahnhof Zoo løb rundt til David Bowies ’Heroes’ i de underjordiske gange, var den ungdommelige uovervindelighed og grænseoprør, et narkomanliv også kan spire ud af, til at tage og føle på. Det er den slags scener, alt i sidste ender står og falder med i deroutefortællinger som disse.

I ’Lad mig falde’ er det kun skræmmekampagnen, der står tilbage.


Kort fortalt:
Selvom den islandske fortælling om ungdomsnarkomani og en farlig forelskelse har hjertet på det rette sted, drukner ’Lad mig falde’ i sin moraliserende tragedie.

Spillefilm. Instruktion: Baldvin Z. Medvirkende: Elín Sif Halldórsdóttir, Eyrún Björk Jakobsdóttir, Lára Jóhanna, Sigurbjartur Atlason. . Spilletid: 136 min.. Biografpremiere: Den 9. januar
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af