‘Three Identical Strangers’: Trillingefilm overgår selv de vildeste fantasier

‘Three Identical Strangers’ er vild. Faktisk så vild, at den indeholder nok sindsoprivende materiale til mindst to dokumentarfilm.

Der er filmen om de titulære trillingebrødre, Robert, David og Eddy, der blev bortadopteret som spædbørn og splittet op i processen, så de ikke havde det mindste kendskab til hinandens eksistens.

Den begynder i 1980’erne med Robert ‘Bobby’ Shafran, der som intetanende 19-årig møder op til sit første år på college, hvor alle krammer ham og kalder ham Eddy. Mærkeligt. Lige indtil han finder ud af, at han har en enægget tvillingebror. De bliver viklet ind i et omfattende mediecirkus af sensationshungrende journalister, som kun tager til i kraft, da David efter at have set de mange avisoverskrifter ringer og meddeler, at han er deres trilling.

Her er vi cirka 15 minutter inde i Tim Wardles ‘Three Identical Strangers’, som kun fortsætter med at overgå selv de vildeste fantasier, når filmen introducerer den store skurk, adoptionsbureauet Louise Wise.

Det viser sig nemlig ikke bare, at virksomhedens ansatte er den slags kalkulerende forretningsfolk, der åbner champagne det øjeblik, de affejer de forståeligt oprevne adoptivforældres klage. Deres motivation er en science fiction-film værdig, og her starter film nummer to.

Men allerede her føles det, som om Wardle skøjter lige lovligt let hen over sit komplekse emne. Trillingebrødrenes udfordringer ved at leve sammen efter så mange år adskilt berøres kun flygtigt, inden filmen forlader den vilde menneskelige historie til fordel for afslørende detektivarbejde: Hvad var resultatet af de mørklagte hensigter – og hvordan kunne det nogensinde finde sted?

Herfra satser Wardle på medrivende spænding, og han lykkes da også med det en stor del af vejen, når sagens mange dimensioner udfoldes. Indignationen er til at tage og føle på, når man – i nutiden – følger trillingebrødrenes mange forsøg på at forstå, hvad der er overgået dem.

Desværre når Wardle aldrig frem til den store afsløring, han kæmper så indædt for. Der er simpelthen for mange magtfulde aktører, der holder hånden over hinanden. Det betyder også, at han ikke når helt tæt ind på livet af sine hovedpersoner.

Alligevel er det svært ikke at blive grebet af den medrivende historie – og decideret arrig, når man tænker på, at der højst sandsynligt stadig går tvillinger rundt, som endnu ikke har mødt hinanden.

Anmeldelsen blev oprindeligt bragt i forbindelse med CPH:DOX i marts 2019.