‘Better Call Saul’ sæson 5: Seriens sande sjæl åbenbarer sig i ny formidabel sæson
Jeg har lyst til at gå på opdagelse i Kim Wexlers sind. Finde svar på, hvorfor hun gør det, hun gør, hvad hun føler hvornår – og hvorfor – og hvad hun tænker, når hun lægger sit ansigt i de der sammenbidte folder.
Selvfølgelig har jeg nogle af svarene efter fem sæsoner, men det er det forunderlige: Jeg kender hende, og alligevel kan jeg sjældent forudsige, hvad hun gør. Jeg lader mig overraske af hendes handlinger, og alligevel virker de naturlige.
Hun er et helt menneske og et mysterium, og derfor er hun sigende for ’Better Call Saul’, ’Breaking Bad’-afkommet, der også i femte sæson er formidabel.
Det er faktisk, som om hovedforfatter Vince Gilligan har indset, at Kim Wexler, Saul Goodmans advokatkæreste, er den dramatiske sjæl. Hun er den person, man bedst kan koge serien ned til: Hun er indadvendt, dragende, lavmælt, men under evig medrivende udvikling.
Det er lige før, hun er blevet den egentlige hovedperson i sæson fem. Hun balancerer stadig mellem sit højt betalte job hos banken Mesa Verde og pro bono-advokattjanser, hvor hun forsvarer småkriminelle, men hun havner i moralsk turbulens, da en ældre herre nægter at forlade sit hjem for at gøre plads til Mesa Verdes nye call center.
Det er hendes job at få ham til at tage imod bankens trøstesum og rykke teltpælene op, men da hun forsøger, rammer han hende på stoltheden: »Du vil sige hvad som helst for at få, hvad du vil have«, siger han.
Han udstiller afgrunden mellem den person, Wexler vil være, og den, hun egentlig er. Og hun ved, at han har ret.
Derfor begynder hun at hjælpe ham i kulissen, måske mest for at redde sin egen selvforståelse. Hun allierer sig med kæresten Saul Goodman og bruger hans skøre, på grænsen til injurierende, tricks til at presse sin egen arbejdsgiver. For at gøre det rigtige – eller det, hun moralsk kan leve med – slår hun sig sammen med en, der i stigende grad er ligeglad med rigtigt og forkert.
Det er en farlig manøvre, der ikke bare bringer Wexler i konflikt med sig selv, men også med Saul Goodman, som hun stadig forsøger at finde en flig af oprigtighed i.
Måske er grunden til, at ’Better Call Saul’ aldrig har fået samme hype som moderserien ’Breaking Bad’, at kritikere beskriver den som et fascinerende, underspillet og komplekst karakterstudie og ikke som et hæsblæsende gensyn med New Mexicos gangsterland. Det er bare svært at lave om på, for serien er og bliver mest det første.
Jeg kan kun sige, at jeg ikke finder noget mere sindsoprivende, end når kameraet kravler ind på Kim Wexler og Saul Goodman og kræver en reaktion fra dem. Så fængslende er portrætterne af dem, så meget pirrer de ens nysgerrighed.
Imens opruster Mike Ehrmantraut, Gus Fring og de barbariske Salamancas i Albuquerques underverden, på en måde så gangsteropgøret snart må detonere. Særligt fordi Saul Goodman selv lander i sumpen på den ene side af narkokrigen, og Hank fra ’Breaking Bad’ vender tilbage og straks vækker gensynsglæde.
Her midtvejs i femte sæson virker gangsterkrigen dog stadig som en parentes ved siden af dramaet om Wexler og Goodman. Måske fordi vores viden om det, der vil ske, suger lidt af spændingen ud af gadens opgør, hvor den omvendt giver karakterdramaet ekstra nerve.
Vi ved jo ikke bare, at Saul Goodmans liv ender i sort-hvid desillusion og paranoia. Vi venter også på øjeblikket, der forklarer, hvorfor Kim Wexler ikke er med i ’Breaking Bad’.
Jeg er overbevist om, at vi får et svar, der er mere tilfredsstillende end ethvert twist i en thriller eller klimaks i en actionfilm. For ’Better Call Saul’ er sjældent andet end mesterlig, heller ikke i femte sæson.
Kort sagt:
Kim Wexler træder frem som ’Better Call Saul’s sande dramatiske sjæl i endnu en formidabel sæson.
Anmeldt på baggrund af de første seks afsnit.