Selvom Laurits Flensted-Jensen i 2013 blev uddannet på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje, har han siden bevæget sig i fiktionens verden. Men med den hårdslående dokumentar ’Show Dancer’ – aktuel under det digitale CPH:DOX – er han vendt tilbage til udgangspunktet.
Filmen handler om Lasse, der er showdanser og nu for længst glemt one hit wonder fra starten af 2000 under aliaset Laze. Den dag i dag elsker han stadig rampelysets eufori og optræder derfor troligt ved diverse raves og natklubber for at holde livet som adrenalinjunkie kørende, på trods af at hans hærgede krop ikke helt kan følge med de yngre dansere i hans trup.
Lasse har et heftigt misbrug af kokain, der over årene er taget til, og pengeproblemerne har hobet sig op og gang på gang sendte ham ud i kriminalitet.
’Show Dancer’ møder Lasse efter en særlig hård periode, hvor den trætte danser endnu engang er på vej bag tremmer. Og nu er dødstruslerne og jagten på intensitet endegyldigt blevet for meget for ham.
Laurits Flensted-Jensen fandt Lasse under arbejdet med sin vovede debutfilm ’Usynligt hjerte’. Her manglede Laurits en location til en privatfest, hvilket bragte ham i kontakt med Lasse, der lånte sin smadrede og narkofyldte lejlighed ud som kulisse.
»Da jeg mødte Lasse første gang, introducerede han sig som en stepdanser med kælenavnet ’Den flinke røver’,« fortæller instruktøren, da vi møder ham, længe inden coronalukninger var en ting.
»Med det samme tænkte jeg: ’Okay. Her er noget at komme efter’. For der var noget dragende ved hans karakter og de meget tydelige modsætninger, han bar rundt på, for hvorfor i al verden ville man ellers introducere sig selv på dén måde?
I løbet af optagelserne til ’Usynligt hjerte’ blev vi ved med at holde kontakten og blev ret gode venner. Og jeg begyndte egentlig optagelserne til ’Show Dancer’ sideløbende med min debut, for jeg syntes, hans historie om splittelse var værd at udforske.
Vores relation blev stærkere og stærkere under optagelserne, for selvom der var en åbenhed fra start af, kunne jeg da godt mærke, at vi blev tættere, især under Lasses behandlingsforløb, hvor jeg fik indblik i hans afvænningsproces. Her fandt jeg ud af, at han i bund og grund er to mænd i én krop, og at det egentlig er den problematik, ’Show Dancer’ handler om«.
Hvor gik grænsen for, hvad du havde lyst til at vise af din vens liv i en film?
»Jeg tør egentlig altid gå meget langt i mine film, og det er noget, jeg føler, at jeg kan tillade mig, fordi jeg gør meget ud af at have et kendskab til de personer, jeg arbejder med, og løbende være i dialog med dem om, hvor det, vi laver sammen, er på vej hen.
I Lasses tilfælde synes jeg, det er vigtigt at vise den yderlighed, han er i. For den ekstremitet han viser, og som nogle gange kan være svær for os andre at observere og identificere os med, viser to liv – et med stoffer og et med dans – der side om side er forenet gennem Lasse, som er en langt mere kompleks karakter, end man måske skulle tro.
At få de kontraster med i filmen var nødvendigt, og derfor synes jeg, rent etisk, at det mest ansvarlige er at inkludere de mange barske scener, som understreger filmens store kontraster og er med til at gøre portrættet smukkere og mere nuanceret.
Men jeg kom helt klart tæt på et voldsomt miljø, fordi jeg kom tæt på Lasse og hans hverdag. Og selvom jeg oplevede ubehagelige og intense situationer mange gange, blev jeg aldrig vant til det. Heldigvis! For min rolle som dokumentarist er jo at registrere de ting, som gør indtryk på mig, så jeg kan videregive dem til publikum. Og hvis noget er chokerende og rørende for mig, så tror jeg på, at det også har en effekt på seeren i den anden ende«.
Der bliver taget flere stoffer blandt unge end nogensinde før. Tror du, ’Show Dancer’ kan give noget til den debat?
»Jeg er sikker på, at ’Show Dancer’ kan være med til at belyse den problematik yderligere. Det flyder jo bogstavelig talt med stoffer, og jeg har selv oplevet, hvordan kokain især er blevet meget normaliseret i min egen generation.
Jeg synes, filmen er med til at belyse nogle eksklusive arenaer, som mange måske ikke kommer med ind i, med mindre de kender personligt til stoffer. ’Show Dancer’ følger jo langt hen ad vejen Lasses afvænningsproces, hvilket betyder, at jeg som filmskaber og senere hen publikum får adgang til nogle meget intime rum, hvor behandlere forsøger at hjælpe en misbruger på vej.
Filmen kan være med til at udfordre det billede, jeg synes, der er opstået af den klassiske junkie, narkoman eller misbruger, som jo er et skræmmebillede af en person, som har et skærpet behov for ’noget ekstra’.
Mit mål med filmen var at fange misbrugets ekstremitet og kæde det sammen med alt det andet, som Lasse som person rummer. For ja, Lasse er misbruger, men han er også et menneske, der, som mange andre, længes efter en familie og intimitet, og som har været en sindssygt dygtig stepdanser og sideløbende med stofferne også er en kærlig søn over for sin mor.
Alle de små facetter er med til at udfordre det, man måske tror, man ved om narkomaner – og kan måske hjælpe til at gøre skræmmebilledet meget mere nuanceret«.
Hvad lærte du af at observere Lasses misbrug og afvænning?
»Jeg lærte, at misbrugere har tendens til at forveksle intensitet og intimitet.
Og lige netop dét var enormt slående for mig, for det gav mig en forståelse for Lasses situation og den kærlighed, han hele tiden higer efter. For desværre er der ikke nogen steder, han kan finde den intimitet, han søger, og derfor opsøger han hele tiden intensitet som et supplement.
Gennem det gik der noget meget universelt op for mig. For jeg kunne pludselig se, hvordan jeg selv og virkelig mange mennesker, jeg kender, higer efter intensitet og i perioder helt ignorerer deres eget og andres velbefindende til fordel for at knokle igennem på noget, man har besluttet har betydning.
Nogle gange kan man blive så forgabt i et projekt, der kan give en følelse af betydning, at man helt glemmer at passe sine relationer. Og måske handler ens besættelse i højere grad om, at der er noget i ens privatliv, som man måske har glemt at tage sig af. For egentlig har alle jo bare brug for nærvær, men i jagten på den intimitet kan man komme til at mistolke behovet og i stedet søge imod noget andet end kærlighed.
Det tror jeg, mange mennesker i vores samfund gør ubevidst. Om det så er med stoffer, arbejde, træning eller med sociale medier. Der er alle mulige måder at opnå noget intenst på. Og det giver filmen noget kant, for den viser, at afhængighed og misbrug kan tage mange former, som mange nok kan nikke genkendende til«.
På et tidspunkt konfronterer du Lasse med, hvad du som dokumentarist har observeret, og spørger ham, hvordan han selv gerne vil have filmen til at ende. Hvad var dine overvejelser omkring det?
»Jeg kan godt lide stilbrud. Og det at bryde den fjerde væg og gøre publikum opmærksom på, at de ser en film, er jeg ret stor fan af. Det rusker op i publikum.
I ’Show Dancer’s tilfælde synes jeg, at der var noget smukt i at gøre det. For ved at stille Lasse spørgsmålet om, hvordan han selv gerne ser det hele ende, giver man jo stemmen til hovedkarateren i sagen. Så det var et meget aktivt valg.
At leve efter et dogme om ikke at blande sig, synes jeg er en komplet illusion. Og konceptet om en objektiv ’fluen på væggen’-tilgang tror jeg slet ikke på. For lige så snart du optager en dokumentarfilm, skal man lave aftaler for at kunne filme den medvirkende. Og idet man har koordineret at, ’Ja, på torsdag er en god dag, der kan vi godt filme’, så har du som dokumentarist allerede grebet ind og påvirket situationen.
Jeg tror derfor egentlig mere på at gribe meget ind. For jo mere du griber ind, og jo mere du tager ansvar for dit materiale, og at du iscenesætter situationer ved din blotte tilstedeværelse, desto mere kan du bidrage til at få et filmisk udtryk, som virkelig kan give publikum en stærk indlevelse i materialet. Samtidig kan man også have en konkret dialog med ens medvirkende, som kan komme til orde og selv bidrage til, hvordan deres historier skal fortælles og forstås.
Lasse har hele tiden været bevidst om, præcis hvad jeg lavede. Han har også set filmen og sagt god for den. Hvilket er sindssygt vigtigt for mig, for hvis mine medvirkende ikke kan se dem selv i mit arbejde, har jeg slet ikke nogen glæde i det, jeg laver«.
Hvordan går det med Lasse i dag?
»Han gør, hvad han kan for at komme ud af sit misbrug. Han var clean det meste af filmen, og det er han også lige nu, men det er ikke en kamp, der nogensinde stopper for ham, selv hvis han holder sig clean. Og det er hårdt at være vidne til som hans ven«.