Dokumentarstortalentet Eva Marie Rødbro: »Min grænse for, hvad jeg finder forargeligt, ligger ofte længere væk end gennemsnittets«

Instruktøren bag ’Prinsesser fra blokken’ er tilbage med et hårdtslående indblik i de liv, vi ofte vælger at overse – denne gang i USA og med en ung kvinde, hun har lært at kende gennem 10 år, og hvis indimellem grænseoverskridende handlinger hun gerne forsvarer. Vi mødte Eva Marie Rødbro før corona og før CPH:DOX-premieren på ‘I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die’, der forleden fik fem stjerner af vores anmelder.
Dokumentarstortalentet Eva Marie Rødbro: »Min grænse for, hvad jeg finder forargeligt, ligger ofte længere væk end gennemsnittets«
Betty fra 'I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die’. (Foto: Paloma Productions)

CPH:DOX. ‘I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die’ følger den unge mor Betty, der bor med sine to børn, sin mor og ni andre mennesker i et tætpakket hus i en lille amerikansk forstad. Hverdagen hænger med nød og næppe sammen for Betty, men da hendes kæreste på afvænning får en fængselsdom, truer hans manglende indkomst med at ruinere familien.

Den danske dokumentarist Eva Marie Rødbro har indfanget Bettys barske fortælling, der viser den unge kvindes kaosfyldte tilværelse, imens hun efter bedste evne forsøger at forberede sine børn på det liv, der venter.

Filmen, som vores anmelder gav fem flotte stjerner, er Rødbros første dokumentar i spillefilmlængde og er bundet sammen af håbet om et bedre liv og om intens kærlighed, både foran og bag kameraet. Rødbro er nemlig, efter mere end ti års venskab med Betty, blevet gudmor til hendes to børn.

Rødbro har tidligere stået bag DR3-hittet ’Prinsesser fra blokken’, der ligesom ’I Love You…’ går tæt på de usynlige liv, man normalt har en tendens til at overse, men som Rødbro med en collage af drømmende nærbilleder insisterer på at vise os. Og selvom familiens uoverskuelige hverdag under fattigdomsgrænsen til tider kan være svær at identificere sig med, er genkendelighed nøglen til det hele, fortæller instruktøren, da vi møder hende på Enghave Plads, før coronavirussen umuliggjorde den slags fysiske møder.

»Jeg voksede op i en by i Nordjylland og følte virkelig, at uanset hvad jeg gjorde, så kom det højst sandsynligt ikke til at have nogen betydning. Efter min uddannelse fra kunstakademiet i Amsterdam var jeg begyndt at arbejde en del med mindre videoprojekter. Jeg var meget optaget af den rastløshed der findes i ungdommen og især i de små byer, hvor der ikke er noget at lave, andet end det man nu selv finder på –  og det findes jo overalt i verden,« siger hun.

»Og jeg vidste, at jeg ville lave det i Amerika, for jeg var meget optaget af tesen om, at USA er verdens centrum i den forstand, at mange mennesker har forestillinger om USA, fordi landet er så overrepræsenteret i vores bevidsthed, især når det kommer til kultur.

Og netop derfor besluttede jeg mig for at tage til et sted i USA og lede efter en by med en demografi med akkurat så få mennesker, at der ikke var noget særligt ved byen, men stadigvæk nok gang i den til, at man kunne leve der et helt liv uden at komme videre.

Fra egen erfaring ved jeg, at der findes lignende steder i Danmark, men jeg havde brug for at rejse væk for at se det hele med mit eget blik. Og lidt som forventet endte jeg et sted, som på mange måder var en spejling af det, jeg husker fra min egen ungdom. For mennesker er jo i bund og grund så ens, at selvom man rejser til USA, så finder man de samme ting som på den anden side af Atlanten. I USA kysser teenagere også hinanden og skærer i sig selv og ryger sig skæve, præcis ligesom man gør herhjemme.

Og mens jeg ledte efter stedet til at optage min film, mødte jeg Betty, der dengang var teenager. Og vi connectede med det samme. ’Det skal bare være dig og mig’, kunne jeg mærke. Og så blev vi venner«.

Betty giver datten Jade neglelak på (Foto: Eva Marie Rødbro)

Hvordan kan vi som danskere spejle os i Betty, tænker du?

»Jeg tror på, at man kan lære meget af at se på Bettys familie. For selvom måden de lever på, nok virker voldsommere end en gennemsnitlig dansk familie – der er jo både misbrug, pengeproblemer og rigtig mange mennesker samlet under ét tag – er det jo i virkeligheden os danskere, der er de unormale.

Og selvom filmen er barsk, er den egentlig ret universel, for den er en kærlighedserklæring til kompleksiteten i menneskers familierelationer og vores drømme om en bedre fremtid. Vi håber jo alle sammen på det bedste for vores nærmeste og især vores børn, som vi ønsker vokser op og føler sig elskede.

Men samtidig er der jo også en masse ting, som vi ikke kan kontrollere, såsom det bagland vi kommer fra. Og derfor kan vi heller ikke altid vælge, hvad det er, vi fører videre til vores børn. Og det er jo en historie og en problematik, som udspiller sig i alle familier, hele verden over, hver eneste dag.

I ‘I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die’ ser vi jo, hvordan Bettys datter Jade lever stort set det samme liv som hendes mor og mormor, men der er trods alt en smule mere lys forude for Jade, i form af det håb hendes mor har for hende«.

Hvor stammer filmens titel fra?

»Den kommer sig egentlig ud af noget, som Betty altid sagde til mig, når vi talte sammen i telefonen. ’Bye, I love you, I miss you, I hope to see you before I die’.

Det cementerer det sted, hun er i verden. For hun bruger store ord til at beskrive sit mlængselsfulde følelsesliv, som altid har en kynisk hårdhed i sig, for hun er aldrig rigtig sikker på, hvor længe endnu hun er her.

Og det er et ret sandt billede på Betty og hendes families situation, for selvom det er en sætning, hun har sagt til mig. er det et udsagn, som egentlig er rettet mod verden.

Betty (Foto: Eva Marie Rødbro)

Og oprigtigt set interesserer jeg mig meget for hende. Hun er ikke længere en case for mig. Derfor er det også komplet uoverskueligt for mig at skulle beskrive hendes liv fra starten af, for jeg elsker hende og har lyst til at vise hendes kompleksitet«.

Du har en meget genkendelig fragmenteret og nær stil, som også kunne ses i ’Prinsesser fra blokken’. Er det en stil, du har udviklet for at indfange flest mulige facetter af en historie?

»På en måde. Men mest af alt er det egentlig bare, fordi det nu engang er sådan, jeg opfatter verden.

For jeg er ret nærsynet, så jeg ser slet ikke ting langt væk og har måske derfor tendens til at filme ting enormt nært. Men det er fint, for det, der interesserer mig, er alligevel de ting, som er tæt på. Så derfor har jeg nok udviklet en stil, som afspejler den interesse. Derfor handler min stil og historier heller ikke om overblik, men om indblik.

Men det er sjovt, at du siger, at du kan genkende noget, hvilket jeg på sin vis er glad for, men samtidig tror jeg også på, at et projekts stil kommer ud af det materiale, man nu engang arbejder med. Jeg tror, stilen bliver skabt ud af det univers, jeg som dokumentarist beskæftiger mig med.

I ’Prinsesser fra blokken’ kommer mange af stilelementerne direkte ud af pigernes verden i form af deres farvepallet og den musik, de lytter til. Det samme er sket med Betty og den her film, hvor der jo er en helt anden rytme og anderledes farvekoder på spil«.

Er du ikke bekymret for, hvad folk vil tænke om familien og deres måde at leve på?

»Nej, for jeg føler, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at fortælle deres historie med kærlighed. Jeg kan jo ikke gøre til eller fra, når det kommer til, hvad folk tænker. Så det må man jo bare acceptere.

Men jeg føler, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at videreformidle deres historie, så der ikke er direkte lagt op til, at folk skal dømme Betty og hendes familie undervejs.

Men jeg ved godt, at der kommer til at være folk, som har ondt af dem eller er bekymrede for dem, og som synes, at de gør uforsvarlige ting omkring børnene i familien. Det kan jeg også godt forstå, og det er helt okay, for jeg sætter altid pris på folks gode evne til at have empati for andre, som de ser i virkeligheden eller på film eller bøger.

Bettys datter Jade (Foto: Troels Rasmus Jensen)

Men jeg ved også, at min grænse for, hvad jeg finder forargende eller bekymrende, ofte ligger lidt længere væk end gennemsnittets. Samtidig føler jeg også, at man måske skal gøre sig umage for at se bedre efter, før man synes noget går for langt. For man tænker måske, at familien tager stoffer foran børnene. Og ja, de ryger pot, men det er jo lovligt i Colorado, og det kan godt være, at der er tale om voksne med et misbrug, men i filmen bliver det aldrig helt præciseret. Og selvom det er en brutal situation, er de jo ikke decideret narkomaner.

Og hvis man kigger lidt udover sin egen næsetip, så ved man også, at den slags situationer finder sted i mange familier – også herhjemme.

Jeg synes derfor ikke, at der foregår specielt eksplicitte ting i Bettys miljø, men en ting, der altid er voldsom, er, når der er børn til stede. Alting bliver lidt mere intenst, når så modstridende verdener blandes sammen«.

På et tidspunkt bliver Bettys datter Jade skubbet rundt og ’opdraget’ ret hårdt af sin mor som en forberedelse til, hvis nu Jade en dag skulle blive mobbet. Var det ikke svært at overvære?

»Jeg har oplevet familiens kultur, som ligner den, jeg selv kommer fra, mange gange, så for mig var det ikke noget særligt den dag.

Børnene i Bettys familie bliver opdraget til at kunne klare det liv, de skal leve. Derfor bliver de ikke trænet i at skulle klare det liv, du og jeg skal leve – for børnene får formentligt aldrig en folkeskoleuddannelse for eksempel – og derfor er der nogle ting, som de bliver nødt til at lære, hvilke i nogle tilfælde er overladt til deres forældre, der i bedste mening også lærer dem nogle hårde ting.

Og selvfølgelig får jeg da lyst til at bryde ind til tider, men det er jo ikke derfor, jeg er der. Men jeg gør mit bedste for at være lidt ekstra kærlige over for dem. Og det er måske også derfor, at Jade, når hun bliver skubbet rundt af sin mor, søger hen imod mig.

Jeg synes, det er et rigtigt hårdt udgangspunkt for livet og nogle hårde situationer at se på, men det er ikke noget, som jeg føler, ville blive bedre, hvis jeg nu tog dem med mig, end hvis de blev hos deres mor. Men derfor er det da alligevel hjerteskærende at være der sommetider«.

Hvor er familien i dag?

»De er, hvor de altid har været. Og jeg kommer altid til at have kontakt med dem, for jeg er jo også gudmor til børnene, som filmen også er dedikeret til«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af