’Manhunt: Deadly Games’: Efterfølgeren til ’Unabomber’-serie reducerer sin skurk til en grinagtig karikatur
I over fem år har FBI-agenten Jack Brennan jagtet den berygtede terrorist Eric Rudolph, der i årene 1996-98 stod bag fire bombeangreb i den amerikanske stat Georgia. Med en snarlig udsigt til at sætte morderen bag tremmer bliver Brennan stillet det oplagte spørgsmål, som mange true crime-serier stiller sig selv i disse år.
Hvad får et menneske til at dræbe uskyldige mennesker?
Er der tale om et individ med en dybdegående ekstremistisk ideologi? Har personen haft en traumatisk barndom? Eller er personen simpelthen bare født ond?
Næh, ifølge FBI-agenten er årsagen til terroristens handlinger ganske simpel: »Han er bare et stort røvhul«.
Hvor forgængeren ’Manhunt: Unabomber’ fra 2017 gav et nuanceret indblik i den komplekse gerningsmand Ted Kaczynskis dystre sind, gør ’Manhunt: Deadly Games’ det modsatte og reducerer Rudolph (Jack Huston) til en endimensionel manipulator.
True crime-serien tager udgangspunkt i den tragiske historie om sikkerhedsvagten Richard Jewell, der på få dage går fra at være landskendt folkehelt til at blive et medieskabt monster under OL i Atlanta i 1996. Under en koncert gør den blide, men tapre Jewell et grufuldt fund i form af en bombe. Bomben sprænger, men inden da når Jewell og det lokale politikorps at evakuere hundredvis af mennesker.
Cameron Britton, der var skræmmende god som seriemorderen Ed Kemper i ’Mindhunter’, gør det ganske udmærket som den nervøse Richard Jewell, som hurtigt bliver udråbt til dagens helt. Kort efter krakelerer hans nyvundne status dog efter et tip fra en tidligere skoleleder, der sætter Jewell øverst på listen over FBI’s hovedmistænkte.
Ondt bliver til værre for Jewell, da lokaljournalisten Kathy Scruggs (Carla Gugino) opdager, at FBI mistænker Richard Jewell for at stå bag bombeangrebet. Inden længe er Jewell fejlagtigt udråbt til skurk i hele verden.
Alt dette sker inden for de første par afsnit, men efterhånden går det op for FBI og ATF (amerikansk enhed med speciale i sprængstoffer), at man muligvis har fat i den forkerte mand. Efter en række bombeangreb mod en abortklinik og en bøssebar kommer FBI-agenterne Jack Brennan (Gethin Anthony) og næstkommanderende Stacey Knox (Kelly Jenrette) på sporet af den mystiske Eric Rudolph, der gemmer sig i den amerikanske ødemark, hvor han har manipuleret lokale militia til at hjælpe sig.
Og det er her, det går stærkt ned ad bakke for ’Manhunt: Deadly Games’. Karaktergalleriet er kedeligt og dialogen er flere steder så spækket med eksposition, at man føler sig talt ned til.
I flere scener ved man simpelthen ikke, om man skal grine eller græde. Som når FBI endelig tror, at de har fundet frem til Rudolphs gemmested i vildmarken. Adskillige minutters intens søgen bliver ledsaget af et klichefyldt score, der er som taget direkte fra en actionfilm fra 90’erne, indtil scenen afbrydes af et skrækindjagende skrig. Har FBI endelig fanget Rudolph? Nej, det er blot en agent, der er blevet bidt af en slange.
Serien er fyldt med forsøg på at skabe nervepirrende sekvenser, men man bliver aldrig rigtigt revet med. Dels er seriens produktionsniveau simpelthen for ringe.
Men ’Manhunt: Deadly Games’ store brist består i, at bombemanden Rudolph er en ligegyldig skurk, hvis historie i realiteten kunne være fortalt i et enkelt afsnit af en serie som ’CSI’ eller ’Criminal Minds’.
Historien om Richard Jewell blev for nylig filmatiseret i Clint Eastwoods film af samme navn, og fortællingen om mediernes jagt på sensationer, der risikerer at ødelægge uskyldige menneskers liv, er yderst relevant i dag. Også i serieform, hvor det er muligt at dykke ned i, hvad der sker med et menneske, når hele verden tror, man er skyldig i en forfærdelig forbrydelse.
Hovedforfatteren Andrew Sodroski har i et interview med det amerikanske medie TV Guide forklaret, at Jewells skæbne formodentligt ville have været endnu værre, hvis det var sket i 2020, i de sociale mediers tidsalder. Problemet er bare, at man ikke ser skyggen af disse tanker i serien. Her bliver Jewells tragiske skæbne (han døde af diabetes i 2007 i en alder af 44 år) reduceret til en sidehistorie.
I virkeligheden er seriens forfattere mere interesseret i at følge FBI’s jagt efter Rudolph, uden man nogensinde bliver rigtigt klog på bombemandens bevæggrunde.
Discovery endte med at sælge første sæson af ’Manhunt’ til Netflix, men droppede at udgive denne nye ombæring. I stedet er det den ukendte streamingtjeneste Spectrum, der har stået for lanceringen af anden sæson i USA. Og man forstår godt, hvorfor hverken Discovery eller Netflix har haft interesse i at have noget at gøre med ’Manhunt: Deadly Games’.
Kort sagt:
Bombemænd er røvhuller, og FBI er hysterisk inkompetente i ’Manhunt: Deadly Games’, der glipper muligheden for at fortælle en relevant fortælling om Richard Jewells tragiske skæbne.
Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.