’Store Lars’: Lars Hjortshøj latterliggør sig selv – men det er både for meget og ikke nok
»Alt det med skuespil, det vil jeg jo rigtig gerne prøve«, siger Lars Hjortshøj i første afsnit af den nye serie ’Store Lars’, der netop giver ham mulighed for at gøre sig som skuespiller.
Som det nok kan høres, slutter serien sig til den udbredte tendens, hvor standup-komikere spiller karikerede, fiktive udgaver i sig selv. Hjortshøj har jo faktisk også allerede gjort det en del gange som sidekarakter i ’Klovn’-universet. I den nye Viaplay-serie, hovedforfattet af Søren Frellesen (’Mercur’, ’Kærlighed ved første hik’), får han nu lov til at agere den altoverskyggende hovedperson.
I ’Store Lars’ skal han skilles fra sin hustru (Ellen Hillingsø), som har en affære med en installationskunstner (Kasper Leisner). Den selvsikre og lumre nabo (Martin Brygmann), hjælper gerne Lars i gang på det uoverskuelige singlemarked, men egentlig vil Lars bare gerne danne par med den smilende og venlige børneteaterskuespiller Julie (Julie Agnete Vang).
Vejen dertil er fyldt med ynkelige og pinagtige situationer, og Hjortshøj er bestemt ikke bleg for at latterliggøre sig selv. Hans styrke ligger her i replikleveringen, for han er rigtig god til at få alt til at lyde akavet.
Store Lars-karakteren er en ekstremt stor klodsmajor, som konsekvent træder ved siden af i sociale sammenhænge, ikke ulig Frank Hvam i ’Klovn’. Desværre er han faktisk så overdrevet klodset, at det bliver ret trættende i længden.
Engang imellem fniste jeg lidt over karakterens dumheder – som i første afsnit, hvor han giver sig til at klippe hækken i aftenmørket og knap så overbevisende lader sig skvatte ned af sin trappestige, bare for at blive inviteret indenfor hos naboen. Men de fleste gange er Lars så fladpandet og uheldig, at det bliver for utroværdigt og overdrevet.
Som det hører sig til, medvirker en lang række danske kendisser, fra Camilla Martin og Joachim Boldsen til Nabiha og Søren Rasted. Der er afgjort underholdningsværdi i at se mediepersonlighederne træde ind i den fiktive verden. Men er det nok?
’Store Lars’ mimer mere vellykkede komedieserier i stedet for at gå nye, overraskende veje. Derfor føles den også ret ligegyldig og ufarlig. Jeg savner simpelthen nogle større ambitioner, noget nytænkning og mere skarphed på manuskriptplan.
Der er eksempelvis grænser for, hvor sjovt det kan blive, at Lars igen og igen afsløres i at onanere – især da den ubelejlige situation kun opstår på grund af karakterens distræthed. Han tvinges ikke ud i den, og faktisk kunne den nemt være undgået.
Kort sagt:
Lars Hjortshøj har hovedrollen i ’Store Lars’, der desværre ikke formår at skille sig ud fra mængden af selvsatiriske komedieserier.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.