Jeg sparker mig selv over, at det tog mig 46 miserable dage i corona-lockdown, før jeg fik den geniale idé at sætte ‘Parks and ‘Recreation’ på. Her tre fjerdedele inde i anden sæson (første kan man godt springe over) er jeg overbevist om, at min isolation havde været helt anderledes lyssindig, hvis den var foregået i selskab med Leslie, Ron, April, Tom og de andre mere eller mindre kompetente og dedikerede kommunale embedsmænd i park- og fritidsafdelingen i Pawnee, Indiana. Det er simpelthen umuligt ikke at blive i godt humør af – vil jeg påstå – tv-historiens mest hjertevarme komedieserie, der fylder én med solskin og regnbuer, fællesskab og can do-attitude.
Dét ved både NBC, seriens skaber Mike Schur (der kreerede i 2009 sammen med sin kollega fra det amerikanske ‘The Office’, Greg Daniels) og hele holdet bag. Og netop derfor blev de for en måneds tid siden enige om at skabe en sær-genforeningsepisode til fordel for velgørenhedsorganisationen Feeding America’s COVID-19 Response Fund, som støtter de amerikanske fødevarebanker (det var dén nyhed, der gav lykkelig inspiration til min egen genforening hjemme i stuen).
Mens flere af seriens skuespillere i de seneste år har luftet, at de har været klar på en genforening, har Mike Schur været tilbageholdende. Han syntes, at de havde fortalt den historie, de ville, og savnede en »tvingende grund« til at genoptage serien, fortalte han på et virtuelt pressemøde tirsdag ifølge The Hollywood Reporter. »Men dette er så tvingende en grund, som der findes«, pointerede han med henvisning til coronakrisen. Ikke mindst fordi seriens opfordring til fællesskab, samfundssind og tillid til myndighederne er velkommen under en pandemi.
»Projektet gav mening, fordi hovedpersonen var evigt optimistisk og troede på fællesskabets kraft til at holde mennesker sammen. Hun troede på, at gradvise små øjeblikke af samhørighed var vitale for samfundsstrukturen. Og hun troede på, at de offentlige myndigheder var en positiv kraft, der kunne hjælpe folk på meningsfulde måder«, lød det på pressemødet fra Schur om seriens legendarisk entusiastiske, hårdtarbejdende og ambitiøse vicedirektør for park- og fritidsforvaltningen, Leslie Knope, spillet af den ligeså legendariske komiker Amy Poehler.
Meget mere end en »unscripted epsiode«
Genforeningen er et oplagt coronaprojekt. Men det er alligevel utroligt, at det er lykkedes at samle seriens 10 mand store ensemblecast, der næsten alle er blevet betydeligt større stjerner, siden serien kørte i 2009-15. Ikke et ondt ord om skuespillerne fra ‘Friends’, men det er ret beset kun Jennifer Aniston, og i smallere kredse Lisa Kudrow, der har fået en succesfuld karriere efterfølgende. Alligevel tog det flere års forhandlinger og 27 millioner kroner til hver skuespiller at få en reunion på plads – endda til en »unscripted« episode og altså ikke et regulært afsnit i det fiktive univers. Og så blev det hele endda udsat på ubestemt tid på grund af corona.
‘Parks and Recreation’ var rugekasse for de komiske talenter Aziz Ansari, Chris Pratt, Aubrey Plaza, Rashida Jones, Retta, Nick Offerman og Jim O’Heir og gav skub i karrieren for de mere etablerede Amy Poehler, Adam Scott og Rob Lowe. Det tog Mike Schur en time at få svar fra alle 10, da NBC i første omgang i foreslog ham at arrangere en oplæsning af et gammelt afsnit – hvilket gav ham blod på tanden til at skabe nyt indhold. Den hurtige og positive respons siger virkelig noget om den kærlighed, skuespillerne nærer til serien, hinanden og Schur, der selv siden ‘Parks and Rec’ har nydt stor succes med komedierne ‘Brooklyn Nine-Nine’ og ‘The Good Place’. Og den kærlighed og kreative energi skinner i den grad igennem på skærmen.
‘Parks and Recreation’ er vildt sjov netop i kraft af sit spraglede ensemble, der spiller fantastisk sammen. Alle karakterer er i udgangspunktet karikerede, men udvikler sig på mirakuløs vis til ægte mennesker, man holder af trods deres fejl: Overfladiske, opportunistiske Tom (Ansari), der under sin bling er fuld af usikkerhed og kærlighedslængsel. Ulideligt entusiastiske Chris (Lowe), der literally er det sundeste menneske på jord, som man alligevel kommer til at holde af for hans gode intentioner. Stupide og fjollede Andy (Pratt), der er sød af et rent hjerte. Kyniske April (Plaza), der i mødet med Andy viser, at hun også rent faktisk har et hjerte bag stenansigtet og ambitioner bag sin ligeglade attitude. Bryske og gammeldags machohævdende Ron (Offerman), der hader al form for offentlig forvaltning, men er loyal og omsorgsfuld over for sine venner.
Og ikke mindst Leslie, der i seriens begyndelse er totalt blottet for selvbevidsthed og virker til at lide af vrangforestillinger om sin egen rolle som kommunal embedsmand, når hun sammenligner sig selv med Hillary Clinton, Sarah Palin og Nancy Pelosi – men i løbet af serien beviser, at de små kampe betaler sig. Også når drømmen er at omdanne en grusgrav til en hyggelig park med træer og gynger i en flække i Midtvesten.
En dråbe kynisme
‘Parks and Rec’ startede som en pendant til ‘The Office’ på en offentlig arbejdsplads, i samme mockumentary-stil – oprindeligt bad NBC faktisk Schur og Daniels om at udtænke en spinoff – men fandt sin egen stemme netop ved at erstatte kynisme, meningsløshed og cringe-humor med varme og formål. Man griner med karaktererne, ikke ad dem.
Det smukke ved serien er, at kollegerne på kommunekontoret trods deres modsætningsfyldte temperament, ideologi og politik sætter pris på hinanden og holder sammen. Som Leslie udtrykker det: »We have to remeber what’s important in life: Friends waffles and work. Or waffles, friends, work. But work has to come third«.
Selvom serien er ligeså sød som Leslies livret og som Pawnees største virksomhed Sweetums, er hemmeligheden bag humoren, at den er tilsat en dråbe kynisme. Ja, kollegerne støtter hinanden, bare ikke stakkels Jerry (eller Terry/Larry/Garry), som de kollektivt mobber serien igennem. Serien hylder Leslies tro på det offentliges indblanding i borgernes liv, men udstiller også bureaukratiets absurditet og folkets utaknemmelighed – selvom Leslie ser borgernes råb og kasten med ting under bymøderne som udtryk for, at de »bekymrer sig højlydt«.
Lokalpolitikerne i Pawnee er korrupte, journalisterne sladdervorne og skandalehungrende og virksomhedsejerne glubske. Leslie får sjældent tak for sin indsats og mister meget uretfærdigt sin plads i byrådet. Alligevel mister hun aldrig gejsten – og det er inspirerende, ikke mindst i en krisetid.
Seriens syvende sæson og især finaleafsnittet glemte den bitre modvægt og tippede for langt over i siruppen. Derfor var jeg nervøs for, om reunion-afsnittet ville falde i samme gryde. Man kan desværre ikke se episoden fra Danmark, kun enkelte klip på Youtube eller seriens Facebook-side, men ifølge de amerikanske anmeldere var der intet at være nervøs for. Uden at være revolutionerende gjorde episoden præcist det, den skulle: Genererede håb og hygge i selskab med gamle venner, som både fik seeren til at grine og græde.
Leslies telefonkæde
Skuespillerne har hver især optaget scenerne fra deres hjem, og episoden tjekker ind hos de 10 karakterers karantæneliv gennem en række videoopkald. Leslie har på typisk Leslie-manér oprettet en telefonkæde for sine gamle kolleger, så de hver aften ringer og hører, hvordan de andre har det og får forskellige reaktioner på isolationen.
Ben er fx ved at blive sindssyg over at være hjemme med børnene og er begyndt at arbejde på en filmatisering af sit brætspil ’Cones of Dunshire’. Ron sidder derimod i sin hytte og nyder distancen – »I’ve been practising social distancing since I was four years old« – lige indtil hans ekskone Tammy 2 dukker op. Hun bliver spillet af Nick Offermans virkelige kone Megan Mullally, og de optræder dermed som de eneste på skærmen sammen.
Tom prøver at finde på forretningsideer – en af de bedre er en ansigtsmaske med Timothée Chalamets smil – Ann arbejder som sygeplejerske, Chris donerer blod fire gange om dagen, og Andy har låst sig inde i et skur (og er dermed ikke i samme rum som April). Gennem reklamer og talkshowklip får vi også cameos fra blandt andre Leslies tidligere politiske modstander Bobby Newport (Paul Rudd), byrådsmedlem og tandlæge Jeremy Jamm (Jon Glaser) og talkshowvært Joan Callamezzo (Mo Collins).
»Afsnittet var i sandhed alt, man ønskede, det skulle være. Selvom serien sluttede for fem år siden, gled alle ubemærket ind i deres karakterer. Afhængigt af, hvordan du har det i karantænen i dag, kan det få dig til at grine (Joan Callamezzos uhyggelige sofa fuld af dukker) eller græde (fællessangen til ‘5,000 Candles in the Wind’). For nogle af os (ahem) gjorde det begge dele«, skriver Washington Posts anmelder Emily Yahr.
»Ni ud af 10 gange – i virkeligheden 99 ud af 100 – er tv-genforeninger en dårlig idé, selv under optimale produktionsforhold«‚ mener Rolling Stones anmelder Alan Sepinwall. »Tv-serier er et produkt af en bestemt tid i karakterernes liv, for de mennesker, der skaber dem, og for publikum. Hvis man ændrer den tid for nogen i den gruppe, er der noget, føles det ikke helt rigtigt, selv hvis alle kan interagere fysisk med hinanden. Dette var en undtagelse for reglen, fordi Leslie Knope har mere at tilbyde lige nu som en emotionelt støttende heltinde, end hun havde selv i sine sjoveste øjeblikke i Obama-æraen«.
Vultures anmelder Jen Chaney beskriver episoden som fan service på den gode måde: »Referencerne føltes ikke som leflen, men som gaver fra holdet, der arbejdede på serien og ønskede at gøre noget rart for de mennesker, der elsker og savner den«, skriver hun. »’Parks and Recreation’ handlede altid om, hvordan man kan tjene fællesskabet, både samfundet som helhed og det fællesskab, man bygger med sine venner. Ved at rejse penge til en værdig sag tjente genforeningsepisoden det bredere samfund. Ved at løfte humøret hos sit publikum tjente den også sine venner«.
Med de ord kan jeg kun opfordre dig til enten at lege med din VPN, fange de gamle sæsoner på Amazon Prime eller Viaplay eller bare nyde denne skønne afslutningssang fra Mouse Rat, der hylder Pawnees afdøde maskot Lil’ Sebastian (»And here’s the part that hurts the most / Humans cannot ride a ghost«), så der ikke er et øje tørt.