‘QT8: The First Eight’: Stjernespækket Tarantino-dokumentar ignorerer elefanten i rummet
Du kender de amerikanske Hollywood-dokumentarer, hvor alle med henført blik roser medskuespillere og instruktør, så det næsten hviner i tænderne. Hvor alle bare er den største, bedste og mest retskafne, de nogensinde har haft æren af at samarbejde med.
Lidt for store dele af ’QT8’ ligner den slags samlebåndsprodukter fra drømmefabrikken.
Ikke desto mindre mærker man ægte hengivenhed, når skuespillere som Tim Roth, Michael Madsen, Samuel L. Jackson og Christoph Waltz fortæller om deres oplevelse af instruktøren, cineasten og manuskriptkongen Quentin Tarantino. Pennen bag nogle af filmhistoriens bedste dialogudvekslinger (»Royale with chesee«). Den nørdede auteur, der i ’Inglourious Basterds’ brugte filmmediet til at erobre og omgøre verdenshistorien, så selveste Adolf Hitler til sidst bliver gennempløkket af en muskuløs jøde i en brændende biograf.
Alle disse skuespillere står da også i en uendelig gæld til instruktøren, uden hvem deres karrierer havde været uigenkendelige. Tarantino er ikke blot skuespillernes ven og drømmeinstruktør. Han er og bliver den ultimative filmelsker, der altid sidder med lige ved siden af kameraet, hvor andre instruktører gemmer sig bag en monitor. Ofte ler han højt under indspilningerne – Tim Roth undrer sig over, hvordan det aldrig kan høres i de færdige film.
QT er ifølge udsagnene i filmen også de sorte, kvinderne og stuntmændenes mand. Især hans film efter ’Pulp Fiction’ har gjort rigtig meget for sorte (’Django Unchained’ og ’The Hateful Eight’), kvindelige heltinder (Jackie Brown, The Bride fra ’Kill Bill’, Bridget von Hammersmark fra ’Inglourious Basterds’) Og i ligestillingens navn har hans værk også kvindelige skurke, der er lige så kapable, grumme og bad-ass som mændene (Darryl Hannah, Lucy Lui og mange flere fra ’Kill Bill’).
Så langt er man nogenlunde med på helgenkåringen. Tara Woods’ dokumentar gør status over en stor karriere, der ifølge instruktøren selv skal slutte ved film nummer 10 og får en del pudsige anekdoter med på vejen. Rigtigt sjovt var det at lære, at Tarantino rejste pengene til den blodplettede lowbudget-debut ’Reservoir Dogs’ via en lille rolle som Elvis-imitator i et afsnit af ollekolle-tv-serien ’Pantertanter’, der i det store udland kendes som ’Golden Girls’.
Meget af denne information er dog ikke anderledes, end hvad man kunne tilgå på IMDb. Hvor er familien, barndomsvennerne, skolelærerne, kammeraterne fra videobutikken, hvor QT fik sine mindre celebre 80’ere til at passere i en båndsløjfe af film, film, film? ’QT8’ virker i for høj grad som et Hollywood-inside job.
Der er også en elefant i rummet. Den nu dømte forbryder Harvey Weinstein var i 25 år Tarantinos nære ven og samarbejdspartner – det var ham, der vovede at realisere det dristige mesterværk ’Pulp Fiction’, hedder det i dokumentaren.
Quentin Tarantino kommer ikke selv til orde i filmen. I stedet får vi andenhåndscitater og avisoverskrifter. Michael Madsen – der har udviklet kalkunhage og halvlangt hår – citerer instruktøren for at sige, at »jeg kendte til det (Weinstens overgreb og magtmisbrug, red.), jeg skulle have sagt noget, men gjorde det ikke«. Og gør samtidig ordene til sine egne, idet han tilføjer, at han kender flere eksempler, der ikke er nået op til overfladen endnu.
Tarantino kapper klogeligt båndene til Weinstein. Opus 9 – den Hollywood-revisionistiske ’Once Upon a Time in Hollywood’ – havde ikke set dagens lys endnu ved dokumentarfilmens deadline og er første Tarantino-film lavet uden Weinstein. ’QT8’ bringer et aviscitat, hvor instruktøren tager tydeligt afstand til sin pengemand og ven gennem et kvart århundrede. Og så er den klaret. Men hvorfor hører vi ikke noget fra Tarantino selv? Skulle der blot et par pligtskyldige indslag om Weinstein til, før at han ikke selv ville bidrage til filmen? Ren spekulation. Men man får færten af noget, en mindre forblændet dokumentar kunne have afdækket.
Uma Thurman er dén mest gennemgående kvinde i Tarantinos værk, hvad enten det er som foxy gangsterkone eller sværdsvingende hævnerske i gul heldragt. Hun er også citeret for at have oplevet overgreb fra Harvey Weinstein. Så hvorfor er hun heller ikke med i dokumentaren? Stikker det dybere end ulykken under ’Kill Bill’, hvor hun fik både en hjernerystelse og en knæskade, og som en stuntdouble – ifølge alle med en smule indsigt i arbejdsforholdene på et professionelt filmset – burde have lagt krop til?
En dokumentarfilm om en vigtig instruktør virker ikke definitiv, når den går så let hen over de mindre flatterende passager. Det efterlader fornemmelsen af en for entydig helgenkåring. Og det ændrer fun facts, bag scenen-fotografier og en masse rosende ord fra Tarantino-associerede filmstjerner ikke på.
Kort sagt:
Hvis man har elsket Quentin Tarantinos film og blot læst overfladisk om mandens liv, finder man ikke ret meget nyt om manden i ’QT8’, der ender som en lovligt forblændet helgenkåring.