Stream de syv bedste Guldpalmevindere fra de seneste 20 års Cannes-festivaler

I dag skulle årets Guldpalme have været uddelt som kulmination på den 73. Cannes Film Festival. Som bekendt er festivalen som alt andet aflyst, men i stedet kan man jo så se eller gense nogle af de mesterstykker, der er løbet med den prestigefyldte pris i nyere tid. Vores filmredaktør anbefaler sine favoritter.
Stream de syv bedste Guldpalmevindere fra de seneste 20 års Cannes-festivaler
'The Tree of Life'.

Et af sæsonens absolutte omdrejningspunkter, Cannes Film Festival, er som bekendt aflyst på grund af coronakrisen – hvilket er dårligt nyt for alle, der sætter pris på at se andet end superheltefilm i biografen.

Men så må man jo lave sin egen Cannes-festival hjemme i stuen, og man kan passende starte med at se eller gense nogle af de film, der har vundet Guldpalmen på denne side af årtusindskiftet.

Det kan godt være, at Oscar er den mest kendte filmpris, men man kan sagtens argumentere for, at Den Gyldne Palme er den mest prestigefulde. Guldpalmen bliver hvert år udvalgt af en jury bestående af kendte filmnavne, fra instruktører til skuespillere. Og som det nu er med den slags, går juryerne indimellem galt i byen. I 2006 vandt Ken Loach således for en af sine mere middelmådige film, ’The Wind That Shakes the Barley’ (foran eksempelvis ’Pans labyrint’), mens ’Son of Saul’ havde været en stærkere palmevinder end Jacques Audiards ’Dheepan’ i 2015.

Men generelt må man konstatere, at juryerne har en imponerende trackrecord og også indimellem ser kvaliteter, som kritikerne er længere om at anerkende.

Listen over de seneste 20 års vindere er en perlerække af mesterlige film, som enhver cineast nærmest har pligt til at opleve.

Men hvor skal man starte?

Her nedbarberer jeg udvalget til mine syv favoritter. Uudslettelige filmoplevelser, der på hver deres måde har været med til at rykke ved filmsproget. De skulle nok have skrevet sig ind i evigheden uden Guldpalmen. Men udmærkelsen i det sydfranske hjalp unægtelig på sagen.

1. ’Elephant’

I 2002 havde Michael Moore harcelereret mod USA’s skoleskyderier i sin bedste film, ’Bowling for Columbine. Året efter viste Gus Van Sant, hvordan man kunne behandle en så ufattelig tragedie ikke blot som debatindlæg, men som filmkunst.

Van Sants kamera klæber sig til nakken af en flok highschool-elever igennem en dag, som kun én af dem ved vil få et blodigt og dystert endeligt. Inspireret af netop skoleskyderiet på Columbine i 1999 sætter filmen sig for at skildre de unge menneskers liv uden at tvinge større pointer eller didaktiske budskaber igennem. Van Sant afpolitiserer stoffet og trækker ethvert tiltag til gloværdigt drama ud af den brutale gerning – og præsenterer i stedet et på én gang nøgternt og sympatisk blik på de liv, der vil være forandret for altid, når dagen er omme. På blot 78 minutter – og med amatører i rollerne.

Filmen delte vandene, da den kom ud, men i dag står det lysende klart, at dens Guldpalme var umådeligt fortjent.

Kan ses på HBO Nordic.

2. ’4 måneder, 3 uger, 2 måneder’

Rumænsk film blev pludselig det hotteste shit i 00’erne, på alle måder kulminerende med Cristian Mungius hjertevridende abortdrama ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’.

Fortællingen udspiller sig under Ceaucescus trøstesløse regime i Rumænien i slutningen af 80’erne. Den unge studerende Gabita er uønsket gravid, men abort er forbudt, og hendes kollegieroommate Otilia hjælper hende i kontakt med en suspekt læge, der måske kan hjælpe. Det bliver starten på et mareridt af bureaukrati, skumle typer og tiltagende desperation, som Mungiu iscenesætter i virtuose lange takes, der forstærker det nervepirrende thrillerelement, mens man som seer føler, at man sidder med de to venindernes skæbne i hænderne.

En rystende film fuld af samfundsindignation og stor kærlighed til de to heltinder.

Kan ses på Filmstriben.

3. ’Det hvide bånd’

Den østrigske mester Michael Haneke skrev historie med to guldpalmer på fire år med ’Det hvide bånd’ i 2009 og ’Amour’ i 2012.

Mens sidstnævntes stærke skildring af et ældre ægtepar og aktiv dødshjælp nok er den mest tilgængelige, er førstnævnte i min bog det største og mest originale værk (hvis man nu skal sammenligne).

I guddommeligt smukke sorthvide billeder oplever vi en tysk landsby før Første Verdenskrig, der plages af en række gradvist optrappende drengestreger fra ukendte gerningsmænd. I en underspillet humoristisk voiceover fortæller landsbyens daværende skolelærer, hvordan hændelserne skabte sprækker i byens hierarkier, og historien udspiller sig som en allegori over den ondskab, som et par håndfulde år senere skulle blive omsat til nazismen.

Haneke leverer en besk kritik af autoriteterne, mens de mystiske forbrydelser leverer et spændingselement, der pirrer interessen. Et storværk, man aldrig rigtigt bliver færdig med.

Kan ses på Filmstriben.

4. ’The Tree of Life’

Fra én mester til en anden: Amerikanske Terrence Malick vendte tilbage efter seks år med en vanvittigt ambitiøs film, der sporede menneskets empati helt tilbage til dinosaurerne, delvist foregik i himlen (?) og samtidig leverede en intim skildring af en arketypisk amerikansk familie med en hård faderfigur (Brad Pitt) og en kærlig mor (Jessica Chastain).

Det er helt klart i sidstnævnte del af fortællingen, at mesterskabet viser sig, og Malicks lyriske billeder indkapsler barndommen med en så enestående magisk kraft, at man nemt bærer over med den 20 minutter lange udflugt til verdensrum og fortidsdyr og Sean Penns hvidklædte mumlerier.

’The Tree of Life’ dystede i 2011 om Guldpalmen med blandt andet Lars von Triers ‘Melancholia’, men det var helt fortjent, at Malick vandt for sit magnum opus.

Kan ses på Filmstriben og Blockbuster,

5. ‘Adéles liv – kapitel 1 & 2’

En tre timer lang fransk film af en relativt ukendt instruktør med en besværlig titel var ikke just det, kritikerne glædede sig mest til på forhånd under Cannes-festivalen i 2013, men sikke en overraskelse der var i vente: Da lyset blev tændt efter første visning, stod det klart, at Guldpalmevinderen var fundet – også selvom konkurrencen fra eksempelvis Sorrentinos mesterstykke ’Den store skønhed’ var hård.

Abdellatif Kechiches fintfølende naturalistiske coming of age-fortælling om den unge Adéle, der forelsker sig hovedkulds i den mere erfarne Emma, havde en friskhed og sanselighed over sig, som føltes ny og frisk – og stadig gør det i dag. Léa Seydoux og Adéle Exarchopoulos blev øjeblikkeligt verdensstjerner og vandt i et usædvanligt træk Guldpalmen sammen med Kechiche. Efter successen fulgte et grimt efterspil, hvor skuespillerne anklagede instruktøren for at have presset dem alt for meget i de lange sexscener.

Og Kechiches ry – senest efter nye anklager i forbindelse med hans røvfilm ’Mektoub My Love’ fra sidste år – ligger i dag i ruiner, men det ændrer ikke på, at ‘Adeles liv’ er en fantastisk film.

Kan ses på Grand Hjemmebio, Filmstriben og Blockbuster.

6. ‘The Square’

Skandinavien har hentet to guldpalmer hjem i det nye årtusind, først for Lars von Triers ’Dancer in the Dark’ i 2000 og så for Ruben Östlunds ’The Square’ i 2017.

Den svenske instruktørs guldpalme hørte til dem, hvor juryen syntes mere fremsynet end kritikerne. Da festivalen kørte, mente heller ikke denne skribent, at ’The Square’ var den oplagte vinder, men set i bakspejlet var den utvivlsomt det mest originale kunststykke i feltet, også selvom der var andre gribende film som ’Loveless’, ’Good Time’ og ’120 slag i minuttet’.

’The Square’ er unik i sin tone og stil: hylende morsom og hamrende skarp i sin satire over det moderne vestlige menneskes skrøbelige fernis af civilisation. Claes Bang har sit livs rolle som museumskuratoren, der kommer ud, hvor han ikke kan bunde, da han forsøger at finde de tricktyve, som har svindlet ham, samtidig med at han skal sætte en kontroversiel udstilling op på museet.

Der er så mange ideer i ’The Square’, at nogle måske vil mene, at det halve kunne være nok, men nogle gange er enkeltdelene større end helheden, og hvem kan for eksempel glemme den ubehagelige scene, hvor en abemand overskrider alle grænser ved en middag for det pæne borgerskab? ’The Square’ er en af den slags film, man kan se mange gange med samme udsøgte fornøjelse.

Kan ses på Grand Hjemmebio, Filmstriben og Blockbuster.

7. ‘Parasite’

Vi kan vel næppe skrive noget om Bong Joon-hos sensationelle Oscar-vinder, som ikke allerede er skrevet, og mon ikke hovedparten af vores læsere for længst har set filmen om en fattig families spektakulære indtog hos en rig ditto i Seoul?

Ikke desto mindre er den selvskreven til en liste som denne. ’Parasite’ er ikke blot et cinematisk mesterværk med udsøgt humor, suspense og visualitet i perfekt forening med krads klassekritik. Den vil også stå tilbage som en stor Guldpalmevinder med dens post-Cannes-efterliv in mente: Kæmpe box office-succes og altså Oscar’en for Bedste Film som den første ikke-engelsksprogede film i historien.

’Parasite’ har gjort mere for den internationale filmkunst end nogen anden film i nyere tid.

Kan ses på Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af