KOMMENTAR. I dag skulle startskuddet have lydt for den 73. udgave af Cannes Film Festival. De næste 10 dage skulle 40.000 journalister og branchefolk fra hele verden have set film, snakket film, handlet film. De skulle have stået i kø for at se de nye værker fra Wes Anderson og Spike Lee – og i år ville de ikke mindst have diskuteret ét spørgsmål flittigt: Hvor er den nye ’Parasite’?
Det var nemlig sidste år, at Bong Joon-hos mesterværk fik verdenspremiere på Croisetten, vendte hjem til Sydkorea med Guldpalmen og fortsatte sejrsrunden hele vejen til en sensationel Oscar for Bedste Film.
Men i år er alt dette fiktion. Cannes-festivalens ledelse har nu endegyldigt erkendt, at de ikke kommer til at afholde en festival i år – trods stædige håb om udskydelse til senere på sæsonen.
Cannes 2020 er død – men who cares, vil mange nok indskyde. Cannes er ikke for det almindelige publikum, for hvem navnet måske blot er vagt associeret med højtravende filmkunst og en skandale i ny og næ. Så betyder det alt andet lige mere for flere, når Roskilde-festivalen aflyser.
I forbindelse med sidste års udgave diskuterede jeg, om en på mange måder gammeldags festival som Cannes stadig har en berettigelse i det nuværende kulturlandskab, og konklusionen var, at dens rolle måske udspiller sig mere i periferien af populærkulturen end nogensinde, men at den her til gengæld er vigtigere end nogensinde. Den er nemlig essentiel i forhold til at præsentere alle de film, der ikke automatisk fylder i den bredere bevidsthed: De film, der ikke kommer fra Hollywood, og som måske tør udfordre det gængse filmsprog.
Festivalen svarede igen på mine indvendinger med en årgang, der i den grad bragede ind i det populærkulturelle centrum med verdenspremieren på Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’, der siden blev en kæmpe kommerciel succes, og altså med ’Parasite’, den mest betydningsfulde Oscar-vinder i årtier.
Og når årets udgave er en svunden drøm, har det således en større betydning også for helt almindelige filmelskere, end man måske skulle tro.
De gode film finder nemlig ikke vej til verdens arthouse-biografer på kvaliteten alene. En Cannes-udtagelse er i sig selv et kvalitetsstempel uden sidestykke. Indkøberne tager de film, der er sluppet gennem nåleøjet, ekstremt seriøst. Og den svært håndgribelige buzz, der kun kan skabes, når mange tusinde filmprofessionelle er samlet på ét sted, skal man heller ikke undervurdere: Det er her, distributører og biografejere får en fornemmelse af, hvad der har potentiale til at slå igennem, det er her, der pludselig kan blive budkrig om en eksotisk østeuropæisk perle, som ingen havde hørt om på forhånd, og det er i øvrigt også her, at nye spændende projekter kan sætte deres første hegnspæle over et glas champagne på en let vuggende yacht nede ved kajen.
De ’små’ film har brug for det udstillingsvindue, festivaler som Cannes – og ingen festival som Cannes – tilbyder. Og Cannes er i den forstand afgørende for det økosystem, der gør det økonomisk rentabelt at vise andet end de sikre amerikanske successer på det store lærred.
Lad mig da lige liste nogle af de film fra de seneste år, der sandsynligvis ikke havde fået samme gennemslagskraft, hvis de ikke havde haft den sydfranske affyringsrampe:
’Parasite’, ’Les Miserables’, ’Smerte og ære’, ’Portræt af en kvinde i flammer’, ’BlackKklansman’, ’Burning’, ’Capernaum’, ’Cold War’, ’Shoplifters’, ’120 slag i minuttet’, ’Loveless’, ’The Square’, ’You Were Never Really Here’, ’American Honey’, ’The Handmaiden’, ’Toni Erdmann’, ’Carol’, ’The Lobster’, ’Sicario’, ’Son of Saul’, ’Force Majeure’, ’Mommy’, ’Winter Sleep’, ’Adéles liv’, ’Den store skønhed’.
Det er tilfældigvis også nogle af de bedste film, der overhovedet er skabt i nyere tid – og uden Cannes-udtagelsen kunne vi have risikeret, at flere af dem aldrig havde set en dansk biograf.
Cannes-festivalen forsøger at kompensere for deres ufrivillige fravær på flere fronter.
I starten af juni annoncerer festivalen dele af det, der skulle have været det officielle program (hovedkonkurrencen og underkonkurrencen Un Certain Regard). Det bliver langt fra det fulde program, for nogle film (som Wes Andersons ’The French Dispatch’) vil rykke deres verdenspremiere videre til andre festivaler eksempelvis i efteråret, mens andre i stedet håber at komme i betragtning til 2021-udgaven (det siger lidt om, hvad Cannes kan gøre for en film, at producenter så meget som overvejer at lægge den på hylden et helt år).
Men de film, man annoncerer, vil få et ’Cannes 2020’-stempel, som kan bruges i markedsførings- og salgsøjemed og dermed kan give en smule af rygstødet fra en normal udtagelse.
Nogle af disse Cannes 2020-film vil den franske festival præsentere visninger af på efterårsfestivalerne i Toronto, San Sebastian, New York og Busan, de lokale franske festivaler i Deauville, Angouleme og Lyon – og ikke mindst på Venedig-festivalen i slutningen af august (såfremt altså at den afholdes).
Desuden vil filmkøbere i juni kunne tilgå et virtuelt marked, der erstatter årets største filmmarkedsplads Marché du Film, som under normale omstændigheder foregår sideløbende med festivalen, og som således kan være erstatningsplatform for, at de danske distributører stadig får hentet de mest interessante film til Danmark.
Og endelig er Cannes med i et samarbejde på tværs af en række internationale festivaler om at lave en Youtube-festival i slutningen af maj, om end franskmændene næppe kommer til at præsentere nogen prominente titler fra årets program her.
Alt sammen udmærkede nødløsninger, omstændighederne taget i betragtning. Men der er ingen tvivl om, at No Cannes 2020 stadig vil være et åbent sår, der i værste fald kan betyde, at dette års film med potentiale til at bryde bredt igennem a la ’Parasite’ simpelthen misser chancen, fordi den ikke får den nødvendige hype med på vejen, som kun en fysisk festival kan give.
Det vil være et hårdt slag for alle, der ser andet end superheltefilm i biografen.