De 10 vigtigste konklusioner efter gårsdagens ’Parasite’-sensation – fra døde Oscar-klicheer til potentiel ærkeamerikansk hævn

De 10 vigtigste konklusioner efter gårsdagens ’Parasite’-sensation – fra døde Oscar-klicheer til potentiel ærkeamerikansk hævn
'Parasite'.

Filmverden har været på den anden ende, siden Bong Joon-ho dominerede årets Oscar-uddeling med hele fire priser, og ’Parasite’ blev den første ikkeengelsksprogede film til at vinde hovedprisen for Bedste Film.

I går skrev jeg om, hvordan en sydkoreansk film uden stjerner kunne vinde Hollywoods elskede guldstatuette. Men hvad står tilbage efter den historiske sensation her et døgns tid efter? Hvad er det vigtigste, man tager med sig fra ’Parasite’-triumfen?

1. Nej, Oscar er ikke »gabende kedelig og forudsigelig«

Hvert år lægger jeg øre til folk, der beklager sig over, hvor røvsygt forudsigelig Oscar er: Alle priserne er nærmest givet på forhånd, og det er lettere at gennemskue denne selvcentrerede forsamling af gamle hvide mænds præferencer end at spå udfaldet af en terning med sekstaller på alle sider.

Men det passer ganske enkelt ikke. Ganske vist kan man regne mange priser ud på forhånd – det er realiteten i en tid, hvor Oscar-historikken og alle forløber-priserne bliver analyseret som aldrig før. De fire skuespilpriser blev da også fordelt, nøjagtigt som alle regnede med i år.

Men nærmest hvert år er der gedigne overraskelser i de store kategorier. I 2017 vandt ’Moonlight’ hovedprisen, hvilket de færreste havde turdet tro på. Sidste år var det langt fra givet, at ’Green Book’ ville vinde, ligesom Olivia Colmans sejr for Bedste Kvindelige hovedrolle var højst overraskende – de fleste havde gættet på Glenn Close. Selvfølgelig var der eksperter, som havde sat deres kryds ved ’Moonlight’, ’Green Book’ og ’Parasite’ de pågældende år, men ingen vidste sig sikre på forhånd, uanset hvor kålhøgen mandagstrænerne så er efterfølgende.

Efter gårsdagens begivenheder bør klicheen om Oscars evindelige forudsigelighed forstumme én gang for alle.

2. Flere internationale film vil blive Oscar-nomineret…

Oscar-akademiet er blevet mere internationalt de seneste år – cirka en femtedel af de mere end 8.000 medlemmer kommer i dag uden for USA – og det er en af forklaringerne på ’Parasite’s sensation. De senere år har også film som polske ’Cold War’ og mexicanske ’Roma’ klaret sig flot i Oscar-sammenhæng, og mit gæt er, at vi de kommende år med langt større hyppighed vil se ikke-engelsksprogede film blive nomineret i den tunge Bedste Film-kategori. Det er kun sket 11. gange på 92. år, men statistikken vil få et spark bagi fra nu af. ’Parasite’ har åbnet akademiets horisont yderligere.

3. … Men næste år kan amerikanerne meget vel tage revanche

Når det så er sagt: Der kan snildt gå mange år, før vi står med historiens anden ikke-engelsksprogede Oscar-vinder. Bong Joon-hos film er trods alt et særsyn. Det er ganske enkelt ikke hvert år, der lander en international film, som både er en kritikerdarling, en crowdpleaser, et box office-hit og er lavet af en i årevis dybt respekteret instruktør.

Selvom akademiet er blevet mere internationalt, er over 6.000 ud af 8.000 medlemmer trods alt stadig amerikanere, og næste år kan de meget vel gå lokalt på den helt klassiske måde. Den altmodische ’Green Book’ vandt alt andet lige året efter den progressive ’Moonlight’.

Spike Lee overrækker Bong Joon-ho prisen for Bedste Instruktør under Oscar-showet. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

4. Bedste Internationale Film-kategorien vil aldrig blive den samme igen

Ét forhold kan dog ikke lige nulstilles efter ’Parasite’-sejren: Mærkværdigheden i kategorien Bedste Internationale Film (tidligere Bedste Fremmedsprogede Film). Det har altid været et bizart udtryk for amerikanernes selvforståelse, at Bedste Film dybest set betød Bedste Amerikanske Film – lidt ligesom den nordamerikanske baseball-liga hedder World Series. Men alle har ligesom accepteret det som en naturgiven sandhed, at amerikanernes blik vendte indad, og at det derfor var fint med en kategori, hvor resten af verdens film kunne benådes med en brøkdel af spotlyset.

Men med ’Parasite’s sejr er absurditeten blevet sværere at ignorere. Måske Oscar bør gå den britiske BAFTA-pendant, der har en Bedste Film- og en Bedste Britiske Film-kategori, i bedene. Det kommer nok ikke til at ske, men Oscar-akademiet bør gøre op med sig selv, om man er en amerikansk pris eller en international pris. Det er mere tydeligt end nogensinde, at det langt fra er nogen selvfølge, at de bedste film kommer fra Hollywood.

5. Hollywood bør tage ved lære

I det hele taget vil de amerikanske pengemænd med ’Parasite’-sejren forhåbentligt indse, hvor meget publikum og Hollywood selv angler efter originale historier, skabt af visionære filmskabere, der får frie hænder. Den slags fortællinger er selvsagt forbundet med større risici end endnu franchise-baserede projekter, men de kan ofte godt betale sig. Det viste også andre af årets Oscar-nominerede film, der har klaret sig godt ved billetlugerne: ’Jojo Rabbit’, ’1917’, ’Once Upon a Time in Hollywood’.

6. Men arthouse kan også tage ved lære

Mange mennesker, der højst går i biografen en gang om måneden, vil nok hellere spise daggammelt brød end indløse billet til en film på koreansk, og i manges øjne er det givetvis mere end advarsel end en anbefaling, når film kommer med flotte festivalpriser til landet. Det er naturligvis ærgerligt, at mange publikummer søger det sikre, men skal man være helt ærlig forstår man jo indimellem godt, hvorfor nogle anmelderroste arthousefilm virker afskrækkende, hvis man bare vil have a good time i biografen med vennerne fredag aften.

Her står ’Parasite’ som et fyrtårn for, hvordan man kan lave film, der er kunstnerisk højtflyvende, krads samfundssatiriske og ualmindeligt underholdende på samme tid. Jeg tror, at mange kunstnerisk ambitiøse film fra arthouse-sfæren vil lade sig inspirere de kommende år.

Bong Joon-ho med sin Guldpalme for ‘Parasite’ under Cannes-festivalen i maj. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

7. Cannes-festivalen er en velfungerende Oscar-affyringsrampe

De seneste år lægger langt de fleste Oscar-håbefulde film deres verdenspremiere på en af efterårsfestivalerne (Venedig, Telluride, Toronto) for at stå friskt i erindringen frem mod prissæsonen. Og verdens fineste festival i Cannes, der udspiller sig i maj, har således haft svært ved at tiltrække de prestigefulde amerikanske film.

Men Cannes var altså stedet, hvor ’Parasite’ fik verdenspremiere (og vandt Guldpalmen som den første koreanske film i historien), så med den rette, buzzforstærkende udrulningsstrategi i USA kan det altså sagtens lade sig gøre. Og mon ikke ’Parasite’s succes vil styrke Cannes-festivalens tiltrækningskraft de kommende år. Sidst en Cannes-film vandt Oscar for Bedste Film, tilfaldt hæderen en anden ikke-amerikansk film, nemlig franske ’The Artist’ Det var dog en stumfilm, der foregik i Hollywood – og dens enkelte replikker var på engelsk.

8. Bong Joon-hos succes er ingenlunde en overraskelse

Da Bong Joon-ho vandt for Bedste Instruktør, takkede han fra scenen Quentin Tarantino for at have sat fokus på sine film, længe inden koreaneren var et kendt navn i USA. Og selvom verden først for alvor har fået øjnene op for instruktørens talenter med ’Parasite’, er Oscar-opmærksomheden da også en anledning til at råbe titlerne på hans tidligere mesterværker ud over hustagene.

Bong Joon-ho har lavet to film, der er på niveau med hans Oscar-vinder og ligeledes krydser virtuos suspense med en social dimension: Seriemorderkrimien ’Memories of Murder’ (2003) og thrilleren ’Mother’ (2009). Hans monsterfilm ’The Host’ (2006) er også rasende underholdende og velskabt. Desværre er kun sidstnævnte tilgængelig på almindelig dansk streaming. Men ’Parasite’ er altså ikke et heldigt lod trukket ud af lotteriet. Bong Joon-ho har i to årtier været en af klodens væsentligste filmskabere.

9. Successen for sydkoreansk film kommer heller ikke ud af det blå

’Parasite’s gennemslagskraft har fået manges øjne op for sydkoreansk film, men Oscar-vinderen er langt fra en ensom blomst, der mirakuløst spirer op fra Østens golde beton.

Sydkoreas Hallyuwood, som man kalder det, er den tredjestørste filmindustri i verden efter Hollywood og Bollywood. Og i start-00’erne savlede enhver cineast med respekt for sig selv over landets nybrud. Det var her, filmskabere som Park-Chan Wook, Kim Ki-duk, Kim Jee-Won, Na Hong-jin, Lee Chang-dong og altså Bong Joon-ho slog igennem – instruktører, som på mange måder stadig definerer sydkoreansk film, mens man i 10’erne har længtes forgæves efter nye spændende navne til at løfte arven.

Mange koreanske film deler ’Parasite’s mikstur af forrygende fortællelyst, teknisk excellence og noget på hjerte. I Sydkorea er eksempelvis Bong Joon-hos film da heller ikke eksotisk arthouse, men mainstreamfilm med millioner af solgte billetter.

Ud over Bongs førnævnte film så start med mesterværket ’Oldboy’ og se dernæst ’A Bittersweet Life’, ’The Yellow Sea’ og ’Train to Busan’, hvor underholdningen er helt i top.

10. Bong Joon-ho har onde tømmermænd i dag

Bong Joon-ho har turneret rundt i Los Angeles med sin faste tolk Sharon Choi ved sin side i alt fra talkshowoptrædener til de mange takketaler. Hun oversætter, hver gang instruktøren skal udfolde sine pointer, men indimellem tager han selv over.

Under sine Oscar-taler talte han engelsk et par gange: Når han understregede, hvor fuld han skulle være efter showet. »Thank you. I will drink until next morning. Thank you«, sagde han efter at have vundet prisen for Bedste Instruktør.

Vores bedste gæt er, at hovedet trykker under Bong Joon-hos viltre sorte lokker i dag.

Læs hele vores Oscar-dækning her.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af