’Train to Busan’: En af de bedste zombiefilm i nyere tid
Efter at have set Bong Joon Hos ’Snowpiercer’ og Yeon Sang Hos ’Train to Busan’ vil mange nok lige tænke sig om en ekstra gang, inden de gør brug af Koreas offentlige transport. Hvem ved, hvilke grusomheder der gemmer sig i nabokupéen?
I ’Train to Busan’ er toget ladet med zombier, og her behøver passagerne altså ikke som i ’Snowpiercer’ at stikke hverken arme eller ben ud af vinduet for at miste både liv og lemmer. Det viser sig som en fremragende genrefilm, der fanger samtlige elementer af zombiefilmens styrker og serverer dem så overbevisende, at filmens to timers tempofulde togtur virker både frisk og innovativ.
Handlingen er dejligt simpel. En far følger sin datter med tog fra Seoul til Busan for at aflevere hende hos hendes mor. Far og datter er ligesom resten af passagerne på toget helt uvidende om, at hele landet er blevet overtaget af arrige zombier, og at virussen også lige akkurat har sneget sig med om bord på toget.
Indledningsvist giver fortællingen god plads til en række elegante karakterintroduktioner. På samme tog befinder sig blandt andet et ungt baseball-hold, to ældre søstre, en underlig enspænder, en vordende mor og hendes socialretfærdige kæreste samt en kapitalistisk ego-skurk. Alle får deres egen karakterbue, hvor man scene for scene kan følge, hvordan de henholdsvis holder fast i eller mister menneskeligheden.
Toget når nemlig ikke mange stop, før helvede bryder løs, og smitten breder sig, men midt i det dramatiske kaos lykkes det for instruktør Yeon Sang Ho at iscenesætte den essentielle samfundskritik, som de bedste film i genren altid har excelleret i. ’Train to Busan’ bider fra sig, hvad angår klasseskel og egoisme blandt den koreanske befolkning. Og hvis man tager de globale dansklærerbriller på, vil man endda kunne læse flygtningekrisen ind i fortællingen, hvor flere passagerer barrikaderer sig i deres egen kupé og nægter at lukke deres hjælpeløse medpassagerer ind i sikkerhed.
Teknisk set er ’Train to Busan’ også en stor triumf. Fortællingen tager alle de rigtige valg i forhold til langsomt at afsløre apokalypsen. De bedste zombiefilm er netop dem, der er geografisk afgrænset og ikke bruger for meget tid på at eksponere publikum for storbyernes ødelæggelser. Det tjener derfor både fortællingen og budgettet, når Koreas undergang i ’Train to Busan’ kun bliver vist på tv-skærmene i kupéerne eller i baggrunden på de togstationer, som toget suser forbi.
Busanhaeng, som filmen hedder på koreansk, er Yeon Sang Ho’s første liveaction-film. Tidligere har han gjort sig bemærket inden for animationsgenren med titler som ‘The King of Pigs’, ‘The Fake’ og ’Seoul Station’. Sidstnævnte er også en zombiefortælling og kan ses som en forhistorie til ’Train to Busan’.
Selvom det er første gang, at instruktøren har levende mennesker (sådan da) foran kameraet, mestrer Yeon Sang Ho både de store hæsblæsende actionscener og de små detaljer som zombiernes pludselige bevægelser, der er skræmmende effektive.
’Train to Busan’ er lige så uforudsigelig og hamrende intens som Danny Boyles ’28 dage senere’. Den gør brug af samme intelligente interpersonelle konflikter som ’The Walking Dead’. Og udførslen er alt det,’World War Z’ forsøgte at være. Man skiftevis griner og holder sig skræmt for øjnene helt frem til slutningen, der refererer smukt til genrens mastodont, George A. Romeros ’Night of the Living Dead’.
Kort sagt:
Indløs billet og stig ombord på endnu en koreansk togfortælling, der med kække karakterer, rammende samfundskritik og skræmmende intensitet kører sig i stilling til en af de bedste zombiefilm i nyere tid.
Læs også: Vores guide til de bedste zombie-film derude