’Mod, sved, tårer’: TV 2’s dokumentar om AFUK-elever er ufokuseret, men vedkommende
Mange tænker sikkert deres, når de hører om unge, der har valgt det almene gymnasium fra til fordel for en skole, der kalder sig for Akademiet For Utæmmet Kreativitet. Her er bogen lagt væk til fordel for trapezen, og i stedet for at lære at bøje franske verber lærer man at forlade sin comfort zone. Hvad i alverden får samfundet dog ud af den slags dovne cirkusnumre, vil nogle nok spørge.
’Mod, sved, tårer’, en ny TV 2-dokumentar om AFUK, adresserer netop denne gammeldags måde at stille den udbredte studenterhue op over for alle de alternative uddannelser. Dokumentarens første billeder er ikke inde fra skolens lokaler i København, men af studentervogne og et eksamensbevis, hvor tre års skolegang opsummeres i nogle tal. Derefter hører vi én af AFUK’s undervisere tale til eleverne: »Samfundet skal forstå, hvor vigtigt det er, at der findes andre måder at lære på«.
I dokumentaren følger vi fire vidt forskellige hovedpersoner. Nogle er trådt direkte fra familiecirkusteltet ind på gymnastikmadrasserne, andre har været forbi gymnasiet for kun at få installeret en følelse af at være utilstrækkelig. Det sidste er sket for Mads, hvis eneste motivation for at blive i gymnasiet var festerne, og med det fulgte et stofmisbrug og til sidst en tur i afvænning. Andy har gået på ni forskellige skoler, men har aldrig følt sig tilpas nogle af stederne inden AFUK. Zanya har aldrig tænkt andet, end at hun skulle være cirkusartist, og Oliver, som lider af PTSD, formindsker sine symptomer ved at være i fysisk kontakt med andre.
Fysisk kontakt er der meget af, når man går på artistlinjen, som de alle fire gør. Det er én af de bedste af sin slags i Europa, lærer vi. Dokumentaren følger eleverne over et skoleår, og vi får både indsigt i det hårde arbejde, det kræver at dygtiggøre sig i jonglering, spring og akrobatik, og i det pædagogiske arbejde med at tilpasse skolelivet alle de forskellige livsomstændigheder.
Nogle af de mest interessante scener i ’Mod, sved, tårer’ er, når vi ser eleverne i samtale med lærerne fortælle om deres drømme og alt det, der står i vejen for at nå dem. Her får vi mulighed for at se, hvordan AFUK muliggør mangfoldigheden på flere måder end med deres bogfri pensumliste.
Det er også her, vi kommer tættere på dokumentarens hovedpersoner, som hver har deres historie at fortælle om at være ung og vide, at man er ude at stand til at følge det almene spor, som man ofte kan føle, man burde.
Når Zanya er på tur med sin veninde, er det ikke for at tage i byen, men for at tage i cirkus og filme artisterne, så de bagefter kan analysere videoerne og forstå, hvad de gjorde. Andy behøver ikke sige to gange, at han har svært ved at begå sig socialt. Hans usædvanlige måde at bære sin krop gør det selvskrevet, at han ikke skal befinde sig i en bogligt og socialt strømlinet skole, men et sted, hvor han kan prøve kræfter med den magnetiske fremtræden, han udstråler.
Det er med deres historier, vi forstår, at det at blive klog med sin krop er lige så værdigt som andre måder at være klog på. De minutter, vi tilbringer med dem, er de stærkeste i ’Mod, sved, tårer’, men desværre er det ikke de minutter, der er flest af.
Slørede optagelser af inspirerende citater på væggene og optagelser af elever, der spiser deres frokost, udgør lidt for meget af den korte spilletid og får dokumentaren til at fremstå ufokuseret og visuelt rodet. Med det begrænsede kendskab, dokumentaren selv antager, de fleste har til skolen, ville det have kommet den til gode at fortælle os lidt mere om, præcis hvordan den fungerer.
Filmen er en fin introduktion til AFUK og et vedkommende portræt af skolens elever – men den dedikerer sig ikke helhjertet til nogle af delene.
Kort sagt:
’Mod, sved tårer’ er en ufokuseret, men vedkommende dokumentar om ikke at gå den almene vej.