’The Kindness of Strangers’: Lone Scherfigs newyorkerfilm er underholdende og hul
I Lone Scherfigs seneste film følger vi den unge mor Clara (Zoe Kazan), en forstadsfrue i Buffalo, der pludselig må navigere i New York City som hjemløs med sine to små sønner på flugt fra deres voldelige far. Vi møder også den unge mand Jeff (Caleb Landry Jones), der bliver fyret for gud ved hvilken gang, fordi han bare er generelt uduelig, og at det i industrivaskeriet ikke kan tilgives at smide lederens pjuskede bomuldshund ned til vasketøjet ved en fejl.
Med den storladne titel ‘The Kindness of Strangers’ gør filmen det hurtigt klart, at man i USA har brug for velgørenhed, hvis livet overrasker negativt.
Som da Clara tigger en hotelreceptionist om en overnatning i et værelse, der bare står tomt, men bliver afvist med den særligt amerikanske sviner: »Du ligner ikke en person med kreditværdighed«. Har man ikke kreditværdighed i det flexicurityforladte USA, er man andenrangsborger. Derfor bliver den sølle Jeffs fyring også hurtigt til en opsagt lejlighed, der efterlader ham som rallende hjemløs i den kolde vinterkulde.
Jeff, Clara og en række andre ensomme newyorker-skæbner flettes sammen af behovet for velgørende gerninger. Enten for at modtage dem eller at udøve dem, som det er tilfældet for filmens absolutte helgen, Alice (Andrea Riseborough), der udover at redde liv som sygeplejerske på skadestuen leder kirkelig gruppeterapi og øser suppe op til de hjemløse. Når hun har en rolig stund, fylder hun sin egen ensomhed ud med besøg på en bedaget russisk restaurant, hvor Bill Nighy poserer med forloren accent som ‘Timofey’, når han skænker champagne og serverer kaviar.
I spindet af velgørenhed findes også den nyligt løsladte og dybt misantropiske Marc (Tahir Rahim), der selvfølgelig forelsker sig i Clara, fra han første gang finder hende forhutlet i restaurantens baggård.
Fortællemæssigt efterlades man ikke et sekund i tvivl om, at Scherfig er en dygtig instruktør, hvis håndelag for ensemblet og sans for tragikomisk humor gør ‘The Kindness of Strangers’ til en behagelig, underholdende og elegant filmoplevelse. Det er nervepirrende at følge Kazans Clara på flugt fra den voldelige mand, der spilles af en overbevisende både psykopatisk og amerikansk Esben Smed i firhjulstrækker og flannelskjorte.
Filmen er den første engelsksprogede, Scherfig har både skrevet og instrueret siden, og selvom der er langt fra akavet madrassex i en venetiansk gyde i ‘Italiensk for begyndere’ til den lovligt eventyrlige newyorker-fattigdom i ’The Kindness of Strangers’, består især sansen for komiske lyspunkter i en fortælling, der grundlæggende handler om ensomhed, smerte og fattigdom.
Dog bliver den måde, Clara-karakteren agerer fattig på, af og til parodisk. Når hun stjæler dyrt tøj til sine drenge med en klichéfyldt bemærkning om, at hvis de ser kloge ud, bliver de også kloge. Eller når hun sniger sig ind til receptioner i stjålne designerkjoler for at kunne brødføde sønnerne med fingermadder. I rollen som den håbløse Jeff er Caleb Landry Jones (‘Get Out’, ‘Three Billboards Outside Ebbing Missouri’) som altid seværdig, men også næsten for ‘Forrest Gump’-tumpet, som han smiler over hele femøren, da han endelig får ros for at kunne spulevaske fem kirkestole.
Der bydes desuden på et par danske easter eggs, hvoraf Nicolaj Kopernikus i den grad kunne have været undværet som tåkrummende som russisk restaurantejer.
Ligesom det er tilfældet med Kopernikus’ rædderlige russiske, er det svært at tage alvorligt, at en socialt engageret fortælling om amerikansk ulighed har et cast, der er lige så diverst som en pose skolekridt.
Hvor komikken er overbevisende, er socialrealismen det ikke. Der er ikke et fedtet hår på hovedet af Zoe Kazan og hendes hjemløse børn, selv når de tigger om bad på et herberg. For at skabe sin eventyrstemning afholder ‘The Kindness of Strangers’ sig i sidste ende fra at tage de hårde sider af livet, den ellers så gerne vil skildre, alvorligt nok.
Kort sagt:
Lone Scherfigs danske film på engelsk er velspillet og underholdende som romantisk komedie, men på den socialrealistiske front så hul som corona-videoen med de ‘Imagine’-syngende celebrities.