5. ’Step Brothers’
Will Ferrell og John C. Reilly i ‘Step Brothers’ fra 2008.
Man kan grundlæggende placere Will Ferrells karakterer på en x- og y-akse, hvor x er lig med kynisme, og y er lig med infantilitet. Mange af hans bedste biroller som Mugatu i ’Zoolander’, Chazz i ’Wedding Crashers’ og Ashley Schaeffer i ’Eastbound & Down’ ligger langt ude på x. Hans bedste hovedroller klatrer til gengæld ofte i barndommens træ. Ikke mindst 39-årige Brennan i en af fem idiotsikre film med Adam McKay, fra før instruktøren gik mere politisk og prissøgende til værks med ’The Big Short’ og ’Vice’.
John C. Reilly er med til at fuldende trekløveret fra Nascar-komedien’Talladega Nights’, hvis hovedkarakter Ricky Bobby står lige uden for denne liste. For præmissen i ’Step Brothers’ og spillet mellem Ferrells og C. Reillys voksenbørn er så grotesk langt ude, at det bliver et beundringsværdigt opgør med enhver normaltilstand. Ferrell er den blide del af halvbrorduoen Brennan og Dale AKA Nighthawk og Dragon, og udover at understrege sin balstyriske tilgang til fysisk komik disker han også op med et par fantastisk indfølte udgaver af ’Something to Talk About’ og ikke mindst ’Por ti volare’.
4. ’Elf’
Will Ferrells første hovedrolle som menneskenissen Buddy var oprindeligt tiltænkt Jim Carrey. Ferrell var derudover skeptisk over for at skulle spille en voksen mand på udflugt i New York i gule tights. Men faktum er, at Ferrell var som født til at spille en manisk glad dreng i en voksen mands krop.
Hvad der meget let kunne blive en fremmedgørende, ja ligefrem uhyggelig figur, finder et naturligt og hjertevarmt hylster i Ferrell. Det lykkes kun på grund af hans totale hengivenhed til et uskyldens rum, hvor de færreste voksne kan finde hen. Det er scener, som da Buddy opmuntrer Zooey Deschanels butiksarbejder til at begive sig ud i sang (»I’m in a store and I’m singing’«), der får ens Clausometer helt op at ringe!
3. ’Old School’
00’erne blev indledt med ’America Pie’ og et hav af, hvad min far kaldte »teenage-babba-boobie«-film. I kølvandet udsprang en række drengerøvsfilm med lidt for gamle, hvide drengerøve, altid med medlemmer fra det såkaldte ’Frat Pack’: Ben Stiller, Vince Vaughn, Wilson-brødrene og Will Ferrell. Komedierne var idiotisk umodne og grove med en ofte lemfældig omgang med racistiske, homofobiske og især chauvinistiske jokes uden punch, der gør flere af dem en anelse bedagede ved gensyn.
Todd Phillips’ ’Old School’ er indgrebet af bølgen og muligvis også dens hovedværk takket være Will Ferrells all guns blazing-præstation som Frank ’The Tank’ Richard. Der skal blot et par dråber fra en ølbong til at igangsætte Ferrells Jekyll og Hyde-transformation fra blidt umodent lam under tøflen til ustyrligt (og meget uheldigt) partymonster – den egentlige godfather for filmens midtlivskrisebroderskab. Man glemmer helt, hvor deprimerende karakterens udvikling i bund og grund er, når Ferrell ufortrødent giver den som nøgenløber, skyder sig selv med en bedøvelsespil til heste, danser rytmisk gymnastik og konstant trækker nye overraskende talenter op af hatten. »Blue, you’re my boyyy!«
2. ’Stranger than Fiction’
Will Ferrell forsøger sig med en ’Jim Carrey’ ud i det mere seriøse. Eller skulle man sige en ’Adam Sandler’? For til rollen som den rutinestyrede spidsborger Harold Crick, der en dag bliver bevidst om Emma Thompsons stemme i sit hoved – en stemme, som tilhører en forfatter i færd med at nedskrive hans død – har Ferrell skruet godt ned for signaturudbruddene. Ligesom Sandler i ’Punch Drunk Love’ er Ferrells spil lavmælt, blidt, længselsfuldt, og de udtryksløse små øjnene får ham til at se mere gennemsnitlig ud end nogensinde før. Han bliver menneskelig. Vi ønsker, hans liv skal være en komedie og ikke ende i tragedie.
Med sin matematiske opdeling af hverdagsforhold og sit arbejde for skattevæsnet er Harold Crick en af Ferrells sjældne, intelligente karakterer. Det samme kan siges om filmen med dens eksistentielle kerne, dens metalag og placering i et litterært newyorkermiljø. Først og fremmest er Ferrells præstation og filmen fyldt med sødme og håbefuld romantik.
Scenen, hvor han sidder med sin Fender Stratocaster og giver en øm version af Wreckless Erics ’Whole Wide World’, gør ikke kun Maggie Gyllenhaals karakter blød i knæene. En skam, at Ferrell med undtagelse af ’Everything Must Go’ ikke har udforsket den stille, skrøbelige eksistens noget mere.
1. ’Anchorman’
»You stay classy, San Diego. I’m Ron Burgundyyy?«, »by the beard of Zeus« og »boy that escalated quickly« er blot nogle af de citater, Ferrell udødeliggjorde som den stilede og selvsikre 70’er-nyhedsvært, der »får Sinatra til at ligne en vagabond«. Når Ferrell stadig er så velkendt og velciteret et navn, skyldes det i høj grad hans mange meme-venlige karakterer. Ingen kommer over eller ved siden af Ron Burgundy. Burgundy er i udgangspunktet selvfed og chauvinistisk, men med sin overdrivelsens kunst blandt andet i sit gale jazzfløjtespil, sårbarheden efter den kryptoniske teleprompter har ramt ham, og i de kærlige samtaler med hunden Baxter gør Ferrell ham til en ligefrem sympatisk karakter.
Ron Burgundy nærmest uskyldigt uvidende mandemand, der fra sin plads på Olympen ikke kan omstille sig tidernes skiften i Christina Applegates ambitiøse Veronica Corningstone. ’Anchorman’ har en snert af bevidsthed og Ferrell en charme, som ingen af dens samtidige hitkomedier kan bryste sig af. Selv efter mange gensyn er det en ’afternoon delight’ at følge Ferrell (som er uddannet journalist) og resten af det strålende cast slå sig løs i improviseret leg og lave satire over lokale nyhedsmediers underholdningsfokus og de forstokkede kønsroller på 70’ernes arbejdsmarked.