’Cursed’: ’Game of Thrones’ møder ’Mortal Kombat’ i magisk fantasyserie på Netflix

’Cursed’: ’Game of Thrones’ møder ’Mortal Kombat’ i magisk fantasyserie på Netflix
Katherine Langford i 'Cursed'.

Thomas Wheeler og Frank Millers graphic novel ’Cursed’ fra sidste år skulle være en slags ’Sin City’ sat i middelalderen. Intet underligt i det med tanke på Millers genkendelig streg i begge værker. Det underlige er, at de to herrer også står bag serieudgaven af ’Cursed’, der minder mere om en krydsning mellem ’Ringenes herre’, ’Game of Thrones’ og ’Mortal Kombat’.

Her gik man og troede, at Guy Ritchie med sit udpinte postmoderne take havde kørt legenden om Kong Arthur og sværdet Excalibur så langt ud, at det kunne være det samme. Men ved Merlins skæg om ikke ’Cursed’ tager den endnu længere ud. Derud hvor serien med tilstrækkelig tvivlsom kvalitet og camp skaber noget næsten magisk.

Åbningsteksten fortæller, at »før Arthur, valgte sværdet en dronning«. Denne dronning er teenageren Nimue (Katherine Langford), der i den oprindelige mytologi gik under tilnavnet ’Lady of the Lake’.

Som så meget andet i serien har man i forsøget på at lave et Young Adult-spin på de gamle (og divergerende) middelalderlegender kogt en omgang tilfældig biksemad sammen. Alt, hvad du kender til historierne om Arthur og co. – om det er fra bøger, John Boormans surreelt glinsende ’Excalibur’ fra 1981 eller BBC-serien ’Merlin’ – kan du på forhånd skyde en hvid pind efter!

Følelsen af tilfældigt sammenrend er allerede til stede i de første par afsnit. Men efter en hektisk start trækker handlingen i grove træk op til kamp. Nimue leder med sine magiske naturkræfter og sværdet resten af underskovens udkast mod ynkelige Kong Uther og de rødklædte paladinere (en slags incel-udgave af ’Handmaids Tale’-tjenerinderne), som i starten dræber Nimues mor.

Gustaf Skarsgård i ‘Cursed’.

Det er de antropocæne naturmennesker mod de religiøse fanatikere og monarkiet. Det er dog slet ikke det, serien har kørende for sig.

Derimod ligger kimen til meget af seriens magi i det spraglede karaktergalleri, det ustemte skuespil, de svingende effekter og den uhyrligt vovede makeup, der føles som en videreudvikling af campet 90’er-fantasy som ’Mortal Kombat’ og gode gamle ’Xena: Warrior Princess’.

Gustaf Skarsgård (’Vikings’) går planken ud med sin fuldemands Jack Sparrow-version af Merlin og hans omflakkende besøg mellem seriens mange handlingstråde er altid velkomne. Paladinerne har deres egen Kylo Ren-agtige emo ved navn Den Grædende Munk. Der er også en fuglekvinde, zombier og en vikingekonge ved navn Cumber the Ice King. Min personlige favoritkarakter er en lille djævelsk pige, som lige meget hvad hader Nimue og skovminoriteterne for et godt ord.

Ujævnt eksekverede og ofte komiske referencerov hos ’Star Wars’, ’Ringenes Herre’ og ’Game of Thrones’ er med til at foregive, at der er styr på tingene, selvom man som seer aldrig bliver klar over vigtige ting såsom universets størrelse og, tja, hvad der egentlig foregår? Men den hovedkuldshed er en del af charmen.

Mere ferskt og forudsigeligt bliver det med Nimues coming of age-historie i selskab med den charmerende strejfer Arthur (Devon Terrell, som spillede den unge Obama i ’Barry’) og senere et hult trekantsdrama med Gawain. Katherine Langford gjorde første sæson af ’13 Reasons Why’ udholdelig, men hendes udtryksløse præstation som Nimue giver hende næppe et gennembrud i stil med Jennifer Lawrence.

Selve fortællingen er ret horribel med for lange og for mange afsnit, men ’Cursed’ et så spækket fantasy-produkt, at det er svært ikke at være underholdt.


Kort sagt:
Hvis du syntes, at ’The Witcher’ var en lidt træg omgang, så har Netflix med ’Cursed’ skruet op for den ufiltreret fantasy med underholdningsværdi.

’Cursed’. Tv-serie. Hovedforfattere: Thomas Wheeler og Frank Miller. Medvirkende: Katherine Langford, Devon Terrell, Gustaf Skarsgård, Peter Mullan. Spilletid: 10 afsnit á 55 min. Premiere: Kan ses på Netflix den 17. juli.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af